Socialismen og historien

Mens kapitalismens klakører kræver indrømmelser af medskyld i synd og forbrydelse af alle, der har opfattet sig som kommunister, foregår en helt anden kritisk og selvkritisk granskningsproces af historien og socialismens erfaringer blandt erklærede kommunister verden over. For folk, som mener kampen for et socialistisk samfund alvorligt, er denne proces afgørende for at komme videre.

Det skal derfor hilses som et positivt skridt, at DKP (nu en del af Enhedslisten) i sit programarbejde har besluttet at undersøge, hvad der gik galt i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa. Et seminar herom afholdes i begyndelsen af maj måned - og DKP har også inviteret medlemmer af andre erklærede kommunistiske partier og organisationer til at deltage.

Arbejderpartiet Kommunisterne går gerne ind i den debat. I vort program ‘Manifestet for et socialistisk Danmark’ er vores holdning hertil klargjort: Nemlig at miseren var, at det herskende parti forlod den socialistiske vej, forlod marxistismen-leninismen, og antog en kurs for kapitalistisk genrejsning - allerede lige efter Stalins død. De revisionistiske kliker, der greb magten, fra Hrustjov over Bresjnev til Gorbatjov, var bundrådne udbyttere, der skabte et udviklet privilegiesystem for en ny kapitalistisk kaste, hvorfra det ny sovjetiske borgerskab af i dag er udsprunget. Jeltsin og Putin er begge avlede dér.

At der nu er åbent borgerlige partier i Rusland, så reaktionære som de sorteste i Vesten, forhindrer ikke, at revisionismen - borgerlig ideologi og politik, forklædt som kommunisme - stadig spiller en stor politisk rolle i dagens Rusland og de tidligere sovjetrepublikker. Uden Sjuganovs revisionistiske parti som medspiller ved udformningen af det kapitalistiske system i Rusland kunne det ikke have ladet sig gøre!

De revisionistiske kliker ved magten drev rovdrift på det socialistiske Sovjets bedrifter, men selv efter 35 års parallel revisionistisk propaganda mod Stalin og hans politik, fulgt af ti års intens antikommunistisk propaganda (og direkte forfalskninger og manipulation med arkiverne) er det ikke lykkedes at få den brede russiske befolkning til at opfatte Lenins og Stalins Sovjetunion som en dyster tid, et sort kapitel i historien. Tværtimod er denne periode dyrebar for de almindelige russere, for det var deres system, deres statsmagt, som sikrede dem fremgang - mens revisionisterne og kapitalisterne på trods af alle de gyldne løfter kun betød stagnation, forfald, stadig voksende elendighed.

En lang række erklæret kommunistiske partier uden for Sovjetunionen deltog i det revisionistiske bedrag, som magthaverne efter Stalin gennemførte over for deres egen befolkning og over for verden. Nogle af de stadig eksisterende af dem, som det græske KKE, har kritiseret sig selv for følgagtighed over for revisionistklikerne og revurderet Stalin, uden at det imidlertid har ført til et opgør med partiets grundlæggende revisionistiske linje. I Danmark er et sådant selvkritisk opgør imidlertid helt udeblevet. KPiD f.eks. har i ti år ikke fundet anledning til at undersøge disse spørgsmål til bunds, heller ikke følgagtighedens konsekvenser for DKP’s politiske linje (som f.eks. strategien for det ‘antimonopolistiske demokrati’).

Vi vil nødigt tro, at hensigten med at undersøge disse spørgsmål fra DKP’s side blot er et finde frem til nogle formler, som kan stoppe en tilbundsgående selvkritisk analyse. Det gør ondt at få rykket illusionerne op med rode - men de revisionistiske illusioner, som stadig er udbredte blandt de erklærede kommunister i Danmark og andre steder, er blandt de alvorligste hindringer for, at den kommunistiske bevægelse igen bliver en politisk faktor af betydning.