Lønsystem i yderste potens

Løn og profit hænger stadig sammen - i omvendt proportionalt forhold. ‘Ny løn’ er bare starten på ny profitsikrende lønsystemer

Næste år begynder overenskomstforhandlingerne for størstedelen af de offentligt ansatte. Allerede nu forberedes ny alvorlige angreb på løn, arbejdstid og ikke mindst fælles overenskomstmæssige rettigheder.

KTO, der er forhandlingsfællesskab for 640.000 ansatte i amter og kommuner, har udsendt et såkaldt debatoplæg til medlemmerne med forslag om et nyt liberalt lønsystem. Ifølge forslaget skal de offentlige ansatte fremover selv bestemme, om de vil have lønstigninger udbetalt som løn, pension eller ferie. Hver mand sin ordning inden for visse givne rammer.

Formanden for KTO, Poul Winkler, der samtidig er formand for Danmarks næststørste fagforbund FOA, udtaler, at han er fascineret af ideen om at give den enkelte så meget indflydelse på sit arbejdsliv som overhovedet muligt. Det vil ifølge Poul Winkler give mere motivation i arbejdet og gøre de offentlige arbejdspladser mere attraktive.

Ved sidste overenskomst fik KTO, der dækker 62 faglige organisationer, bl.a. ændret lønsystemet til den såkaldte ”Ny løn”. Det skete ikke uden hård modstand, ikke mindst i hele lærerområdet. Kun gennem fagtoppens direkte forræderi over for medlemmernes interesser blev forslaget presset igennem med en meget snæver margen i anden omgang.

Den ”Ny løn” har knap fået lov at bundfælde sig. Det er ved at gå op for stadigt flere, at den individuelle præstationsløn betyder lønnedgang samlet set, at det er en ødelæggende faktor for det nødvendige faglige samarbejde, idet den direkte konkurrence med ens arbejdskollegaer giver mere til ens egen lønningspose. Samt at det har ført til almindelig kaos på lønningskontorerne i forsøget på at administrere det nye lønsystem. Knap er alt dette sat i værk, før et endnu værre lønsystem sættes i søen – det liberale lønsystem.

Som sædvanlig skrotter det ikke på reklameslogans, når en fordærvet vare skal sælges. Det er tidens trend for de unge, de smarte og de fremadstræbende, hedder det. Individuel frihed og hensyntagen til det enkelte individ. Større valgfrihed. Listen over løfterne om et bedre liv er lang og lige så luftig og mættende som politikernes valgflæsk.

Meget kan man sige om fagtoppen i dag. Men de får sjældent deres nye ideer gennem egen tankevirksomhed. Så hvor stammer ideen om det liberale lønsystem fra?

Bruttoløn

Allerede for et år siden skrev vi her i Kommunistisk Politik om de nye lønsystemer i EU’s beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik. I forbindelse med det 6. Internationale Faglige Træf i Odense sidste år fortalte tyske tillidsfolk, at man der allerede var i fuld gang med tilrettelæggelsen af, hvad de kaldte en ”livsløn”. Kort fortalt: Et livs arbejdsindsats beregnes til en fastsat lønsum og antal arbejdstimer, inden for hvis rammer løn, ferie, pension og arbejdstid kan fordeles individuelt og forskelligt i forskellige perioder. Blot at facit går op i sidste ende – for arbejdsgiveren.

Herhjemme arbejder multinationale koncerner som SAS med at indføre dette lønsystem. På Arbejdsministeriets ligestillingskonference i februar i år undlod SAS’s personalechef endda ikke at fremhæve det som en særlig løftestang for kvindernes ligeløn. Alle ville få frit valg med en livstidssum, hvor man selv kunne vælge, hvor meget man vil have udbetalt kontant, have til pension, orlov, ferie eller børnepasningsfri. Her kaldes ”det liberale lønsystem” for ”bruttoløn”.

Kært barn har som bekendt mange navne. Således også lønsystemer. Dette ”barns” forældre, EU-monopolerne og EURO-LO samt dets danske papforældre KTO/LO-toppen og dansk Arbejdsgiverforening, har for at sikre barnets sunde opvækst og udvikling for længst indgået livsvarigt ægteskab, med løfte om evig troskab.

Afkommet, der er en videreudvikling af tidligere udbytningssystemer kaldet lønsystemer, er præcis lige så frastødende som forældrene og papforældrene og må derfor hele tiden skifte forklædning.

Kommunisten og arbejderforfatteren John Max Pedersen skrev i 1972 i artiklen Engagement og nye lønsystemer bl.a.:

”Ideen med de nye systemer er, at vi skal ”motiveres til at producere mere … for den samme løn. Forsøgene i USA viser det helt tydeligt: På den stærkt rationaliserede Kodak-fabrik blev arbejdslønnen pr. enhed reduceret med 25 % uden anskaffelse af nyt udstyr. På Texas Instruments blev arbejdernes produktivitet øget med 20 %, ligeledes uden ændring af produktionsprocessen og uden ændring i lønnen.

Større produktion, øget udbytning, forstærkelse af klassesamarbejdet. Det er indholdet, og metoden er de såkaldte selvstyrende grupper, hvor arbejderne skal tvinges til at svinge pisken over hinanden …

Selv om man giver en ko grønne briller på, kan man ikke få den til at æde høvlspåner - og i længden vil ingen arbejder finde sig i at blive behandlet som et trækdyr, der bliver viftet om næsen med gulerødder, sukkerknalder og hvad d’herrer kapitalister og fagpampere ellers kan udspekulere for at få os til at knokle endnu mere.”

(John Max Pedersen: Den røde tråd)

Yderste potens

Siden da og ikke mindst i det sidste årti er det gået stærkt med at få lagt EU-monopolernes direktiver i et jerngreb på det danske arbejdsmarked gennem overenskomstændringer og lovændringer. Bag det står EU-monopolernes dødbringende konkurrence med især monopolerne i USA om at blive den nye økonomiske supermagt. Skal dette lykkes, skal prisen pr. arbejder – offentlig som privatansat – ned under stykprisen i USA, der i dag forsat ligger lavere. Det liberale lønsystem eller bruttolønnen er det fleksible arbejdsmarkeds selvstyrende grupper i yderste potens. Det enkelte individ, der svinger pisken over sig selv, på bekostning af de andre. Får du for lidt i løn, kan du bare skære ned på ferie og pension. Arbejder du for meget, kan du bare skære ned på løn og pension. Får du til sin tid for lidt i pension, kunne du bare have valgt anderledes i tide og ikke været så grådig med løn og fritid. Du har selv solgt din arbejdskraft under denne ”frivillige” aftales betingelser. Intet mindre end genialt ud fra et arbejdsgiversynspunkt.

”De unge ønsker ikke at være omfattet af så mange bestemmelser og forordninger,” siger KTO-formanden Poul Winkler til sit forsvar for det liberale lønsystem.

For at sælge myten om, at vi får større valgfrihed og bedre vilkår, er det afgørende for arbejdsgiverne og fagtoppen at bygge på de unge og vende den historieløshed, de er vokset op med, mod dem selv og resten af arbejderklassen. Vi vil derfor i denne spalte vende tilbage til bl.a. følgende spørgsmål: Hvad bestemmer vores løn? Hvor mange gange skal vi betale vores ferie og pension? Tilsløring af udbytningen.

Vito