Fortidens sorte plet

OLE WIVEL ER EN RESPEKTERET digter af den ældste generation. Ikke blandt de betydeligste, men heller ikke blandt de ringeste. Hans digtning har bevæget sig fra civilisationskritiske T. S. Eliot’ske Wasteland-pasticher i årene efter krigen, med et udtalt kristent anstrøg, til en bredere humanistisk båret poesi.

Under krigen udsendte han fem digtsamlinger, som han senere strøg af sit forfatterskab. Litteraturforskeren Jørgen Hunosøe har genlæst dem og skrev i en artikel i tidsskriftet Nordica, at digtenes temaer og metaforik rummede ‘kryptofascistiske elementer’ og viste tegn på ‘en førerkult, der minder om fascismen’. Hvordan kunne Wivel lade sig forføre af en tankegang, der ‘har bund og grund fælles med nazismen?’ spurgte Hunosøe.

Det vakte diskussion. Ikke mindst i Jyllands-Posten fik Hunosøe på hattepulden af en række væbnere for Wivel, der drog til digterens undsætning.

Han selv forholdt sig i begyndelsen tavs - men udsendte så en 24-siders bandbulle mod den formastelige litterat, betitlet ‘En ondskabsfuld klodsmajor’. Wivel afviser her med indignation resultatet af magisterens litterære kildekritik.

Det var ikke så fikst.

I ENERINDRINGSBOG KALDET ‘Romance for Valdhorn’ beretter Wivel om en ‘litterær kreds’, som blev dannet i 1939 og fortsatte nogle år efter besættelsen, hvor han og ligesindede dyrkede tyske digtere som Hölderlin, Stefan George og den ret så uskyldige Rainer Maria Rilke samt en bestemt langt fra helt uskyldig filosof som Nietzsche.

Ifølge Wivel opsøgte kredsen ‘den heroiske livsanskuelse’.Han skriver også, at den ‘udviklede et dybt, sygeligt hadforhold til vor egen tid’.

Men længere gik han ikke i fortællingen om de heroiske ungdomsudskejelser.

For digteren fortav, at den ungdommelige kreds var dybt fascistoid, for ikke at sige nazistisk indstillet. Og at han selv var det i disse år.

Blandt deltagerne var også den kulturinteresserede handelsmand Knud W. Jensen, der efter krigen finansierede Wivels forlag, der blev et samlingssted for den unge borgerlige lyrik, ikke mindst Heretica-gruppen, og senere stiftede Louisiana-museet og blev storaktionær i Danmarks største forlag Gyldendal.

Også den unge maler Ole Høst, søn af Oluf, tilhørte kredsen. Han meldte sig som frivillig til Frikorps Danmark, hvor han snart faldt.

Dens åndelige mentor var tysker, en vis Fritz Waschnitius, en tilhænger af ‘samling af de splittede europæiske folk under tysk førerskab’. Under besættelsen blev han kulturpropagandist for nazismen i den tyskkontrollerede radio.

WIVEL UNDLOD OGSÅ AT SIGE, at han jublede, da Tyskland overfaldt det socialistiske Sovjetunionen i juni 1941. Han opildnede og hyldede vennerne Ole Høst og Erik Johansen, der straks meldte sig under SS-fanerne i korstoget mod den ugudelige kommunisme. Sidstnævnte opgav forehavendet, og vendte til Wivels dybe skuffelse tilbage til Danmark efter et kort ophold i en tysk træningslejr.

Men forinden havde denne sendt ham det mest rædselsfulde nazidigt, der nogensinde er skrevet på dansk. Det bærer titlen ‘Korset’ , fabler vidtløftigt om parring af det kristne kors og hagekorset og er en førerunderdanig hyldest til naziaggressionen. Et par linjer må være nok. Wivel fabler om ‘En mægtig fører, streng og varm / Som tugtede fra goldheds splid / De blonde børn til frugtbar id / Til hellig harm / Har rakt en større frit sin hånd / Har tegnet Nordens kristne kors / i blod til Odins hagekors: / Den samme ånd.’ Og han fortsætter:

‘Mod alt som intet offer vil / Sig løfter Stor-Germaniens sang / på sejrørnens vingefang / Ad himlen til -’ . . .

Det er rent ad helved til. Rædselsfuldt i enhver forstand.

WIVEL HAVDE KLOGELIG udeladt det fra sine krigstidsdigtsamlinger, og det er først dukket frem af gemmerne nu, hvor det blev aftrykt i Jyllands-Posten.

Der er ikke så meget mere at tilføje. Ole Wivels blev grebet med bukserne nede i forsøget på fortsat at bagatellisere sin nazi-fascination og den anløbne karakter af ‘den gotiske litterære cirkel’. Fortidens sorte plet bliver så meget større og hævner sig så meget hårdere, fordi den så systematisk er blevet underspillet, og forsøget på at undgå ‘opdagelse’ har ført til karaktermord på folk, der har påpeget den. Wivel har - ikke mindst som direktør på Gyldendal - i mange år været en af de mest magtfulde mænd i dansk kulturliv.

Fordi han ikke har stået ved sin ungdoms fejltrin (som kun har interesse på grund af den stilling, nogle af kredsens medlemmer senere fik i dansk ‘åndsliv’), har den indhentet ham mere end et halvt århundrede senere.

Og måske hårdere end rimeligt.

Jyllands-Posten har i al fald valgt at ‘ofre’ ham - selvom bladet gør det samme som Wivel: underspiller sin pro-nazistiske fortid. Intet blad er så hvidskuret ‘demokratisk’ som det mest nazianløbne danske dagblad bortset fra det hedengangne Fædrelandet.

Grundene til Wivels fortielser er indlysende: Det sætter også en sort plet på hele Heretica-kredsen, som fra sidst i 1940’erne til langt hen i 50’erne var et centrum for det antikommunistiske åndsliv, at et par af dets vigtigste medlemmer var nazi-belastede.

I årene efter krigen måtte det nødvendigvis skjules - og mange andre i og omkring kredsen som de lidt ældre forfattere Poul laCour og Martin A. Hansen havde upåklagelige antinazistiske papirer. Men det havde direktøren og manden med pengetanken altså ikke.

Hele affæren er pinlig. Og tankevækkende.

KR