Sovjethymnen er tilbage –
men der er stadig kapitalisme

Af Rafael Martinez, Proletarskaja Gazeta

Utilfredsheden i den brede befolkning i Rusland og det tidligere Sovjetunionen vokser fortsat.

Det er baggrunden for, at regimet genopliver nogle ydre symboler på socialismen, bl.a. den sovjetiske nationalhymne.

Rafael Martinez tager det som udgangspunkt i denne fremstilling af den politiske situation i dagens Rusland og Putins forsøg på at påtvinge de russiske arbejdere fascistiske produktionsforhold.

Martinez er medlem af redaktionen af Proletarskaja Gazeta, de russiske marxist-leninisters avis.

Overhuset i det borgerlige russiske parlament har med overvældende flertal stemt for at gøre Sovjethymnen til russisk nationalsang. Det Føderative Råd vedtog loven i december sidste år med 144 stemmer for, én imod og to, der undlod. Afstemningen kom efter lovens vedtagelse den 8. december i den russiske statsduma, den anden, ’lavere’ del af det borgerlige parlamentet.

Med præsident Putins underskrift kunne den ’ny’ nationalsang byde året 2001 velkommen. Der var ikke megen tid til at træffe beslutning om teksten til Alexandrovs musik, da præsident Putin bad forfatteren til den originale tekst til Sovjethymnen, den 87-årige digter Mikhailov, om at foretage de nødvendige ’tilpasninger’ for at føre den ajour. Det kunne for mange se ud, som om Mikhailov blev sat på en uløselig opgave – hvis det ikke lige var for dem kendsgerning, at han allerede én gang tidligere har tilført den oprindelige tekst fra 1943 et ’magisk strøg’. Her taler vi om fjernelsen af ordet Stalin fra originalteksten og alt, hvad der kunne hentyde til ham. I dag skal han bare erstatte ordet Lenin med ’Gud’ og ordet Sovjetunion med ’Fædreland’, og jobbet er gjort.

Faktisk har en enkelt velkendt linje fra den gamle hymne overlevet, ifølge russisk tv:

’Syng til fædrelandet / de fries hjem’. Så hvad der forekom mange at være uforenelige modsætninger, viste sig blot at være et mindre teknisk spørgsmål. Det er det helt afgjort også, for det virkelige spørgsmål her handler ikke om teksten til den ny russiske nationalsang. Mange rundt om i verden, der støtter venskabet med det sovjetiske folk, undrer sig over, hvorfor fanden det borgerlige russiske parlament og dets præsident efter ti års massiv antikommunistisk propaganda lige pludselig besluttede sig for at rehabilitere Sovjethymnen og samtidig at gøre Det Røde Flag til den russiske hærs symbol (det trefarvede post-sovjetiske flag og den dobbelthovede ørn er stadig Ruslands officielle symboler).

Opgiver det russiske bourgeoisi kapitalismen?

Er det russiske borgerskab da ved at opgive den kapitalistiske vej? Har det pludselig fattet interesse for socialisme? Eller omvendt måske: Er det, fordi det gør sig bekymringer om det nuværende brutale kapitalistiske udbytningsregimes stabilitet? Hvad har affødt et sådant grotesk skridt fra de samme folk, som for få år siden var fuldstændig allergiske over for alt, hvad der kunne minde dem om sovjettiden? Og endelig: Hvordan skal alle det sovjetiske folks venner og de, der i Rusland slås for en sovjetfremtid, forholde sig til denne bizarre ironi fra de russiske autoriteters side?

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det russiske bourgeoisi er ved at opgive den kapitalistiske vej og nu frivilligt tilbyder at genoprette socialismen – så kender vi alle svaret på det! Der findes intet tilfælde i verdenskapitalismens moderne historie, hvor det herskende borgerskab frivilligt har hjulpet med til at undergrave den kapitalistiske udbytnings rødder, ikke engang for at dele den rigdom, der har hobet sig op under deres herredømme, med de udbyttede masser. Verdensbourgeoisiet kan imidlertid ændre på deres herredømmes ydre former, så længe dette ikke anfægter en eneste af kapitalismens grundpiller.

Sovjetfolkets venner kan være sikre på, at genindsættelsen af Sovjethymnen ikke er en indrømmelse fra det russiske borgerskabs side til den russiske arbejderklasse – men tværtimod er en taktik, som den herskende klasse har valgt for at forvirre arbejderbevægelsen i et panikagtigt forsøg på at bevare regimets enormt skrøbelige stabilitet.

Grunde til panik

Hvad er det for sociale og politiske omstændigheder, der tvang regeringen til at ty til sådanne desperate skridt? På den ene side er økonomien på randen af sammenbrud, på den anden side vokser fagforenings- og arbejderbevægelsen kraftigt over hele landet, og dennes politiske styrke forstærkes af den kendsgerning, at den sociale basis for det russiske regime er blevet dramatisk indskrænket i de seneste år. Sidste år forsøgte den russiske regering hånd i hånd med statsdumaen at gennemføre en ny arbejdsmarkedslovgivning, et rent rædselskabinet. Hvis den blev vedtaget, vil den berøve arbejderne de mest grundlæggende rettigheder såsom retten til at danne fagforeninger og organisere sig, og selv ytringsfriheden … Den vil reelt påtvinge den russiske arbejderklasse fascistiske produktionsforhold.

Vedtagelsen af denne nye arbejdslovgivning er en juridisk nødvendighed for den russiske regering for at undertrykke den voksende russiske fagforenings- og arbejderbevægelse, som truer med at smadre det skrøbelige fundament for præsident Putins kapitalistiske regime. Kapitalismen i Rusland står så svagt, at det russiske borgerskabs regering ikke har været i stand til at skabe det juridiske grundlag for et nyt og tvingende nødvendigt angreb på den russiske arbejderklasses rettigheder. Og den russiske regering er så desperat, at den er parat til at genindsætte Sovjethymnen i et forsøg på at aflede de progressivt indstillede og fagligt organiserede arbejderes opmærksomhed fra arbejdsmarkedsspørgsmålene ved at fostre forvirring om den russiske økonomis sande natur: Er det virkelig en kapitalistisk stat, der som sin nationalsang vælger Sovjethymnen? Det russiske bourgeoisi er blevet tvunget til at iføre sig denne ’røde’ forklædning.

Århundredets mænd

Mange vil opfatte ’rehabiliteringen’ af Sovjethymnen som en indrømmelse fra borgerskabets side. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at efter 10 års råkapitalistiske reformer, der ikke har bragt andet end elendighed og ydmygelse til størstedelen af befolkningen, er det russiske folk i almindelighed positivt indstillede over for sovjetsymboler og fraseologi. Det kom ikke som nogen overraskelse, da det russiske nyhedsbureau Interfax for ikke så længe siden rapporterede til de vestlige medier, at russerne har udnævnt Lenin, Sovjetstatens grundlægger, til ”århundredets mand”.

Nok om det – ifølge samme meningsmåling ville hele det russiske folks valg til andenpladsen blandt århundredets mænd være Josef Stalin.

Sovjethymnens tilbagekomst er ingen sensation; hovedparten af det russiske folk er positivt indstillede til Sovjetunionens genoprettelse. Den nuværende russiske regering søger at skabe den illusion, at der er ved at ske en overgang til en velfærdsstat. Det er imidlertid ikke andet end en hul illusion, fordi den virkelige hensigt fra det russiske bourgeoisis side er at udvide det undertrykkelsesregimente, det har påtvunget de arbejdende masser. Det er derfor ikke en indrømmelse til de russiske arbejdermasser, ikke en tilbagevenden til socialismens ideer, men et snedigt trick for at forvirre dem.

Bedrag og samarbejde

Er Rusland et kapitalistisk land? Selvfølgelig! Snesevis af millioner arbejdere får, hvad der svarer til 50-100 amerikanske dollars i løn om måneden – og for det meste bliver selv denne ringe løn ikke udbetalt til tiden! Den kapitalistiske reproduktions klassiske cyklus udvikler sig i Rusland på basis af superudbytningen af arbejderklassen. Det er den barske sandhed om dagens Rusland. Det russiske bourgeoisi har intet andet valg end at tilsløre den russiske stats sande karakter ved at henvende sig til offentligheden med en sprogbrug, som i den grad er populær blandt hovedparten af de russiske arbejdende.

Men er den russiske regering alene om dette nye forsøg på at bedrage de russiske arbejdende med hensyn til statens karakter? Nej, ulykkeligvis ikke. Allerede kort efter Sovjetunionens kollaps, som efterfulgtes af den første bølge af markedsreformer, indså Jeltsins antikommunistiske regering nødvendigheden af at samarbejde med det revisionistiske Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti (RFKP), der har hr. Sjuganov som leder. Dette parti hjalp Jeltsin med at konsolidere præsidentmagten oven på den massakre, som undertrykte den folkelige opstand i oktober 1993. Takket være RFKP’s medvirken antog Rusland dengang en præsidentforfatning. Ved at opkaste sig som talsmand for alle progressivt indstillede mennesker i Den Russiske Republik, udviklede ’den konstruktive og civiliserede parlamentariske opposition’, som domineredes af RFKP, dumaen til et lydigt instrument for den russiske præsident. Efter næsten 10 år med denne såkaldte ’konstruktive opposition’ var Gennadij Sjuganov stolt over i december at kunne meddele, at ’begyndende med den første dag i det nye år, vil det russiske folk vågne op hver morgen til Sovjethymnen’.

Takket være Sjuganov! Hvad med elendigheden og superudbytningen, som har ramt snesevis af millioner russiske arbejdere? Vil Sovjethymnen gøre det spor lettere for hovedparten af det forarmede og ydmygede russiske folk? I realiteten arbejder revisionisterne hånd i hånd med den russiske regering om at bedrage og udbytte det russiske folk.

At organisere og forstå

Den russiske arbejderklasse i dag er ved at lære at organisere sig. Den russiske arbejderklasse er nu også begyndt at forstå, at de herskende klasser, startende med Hrustjov/Bresjnevs revisionistkliker frem til Putin af i dag, vælger at skjule deres sande ansigt og alle deres økonomiske privilegier under en engang glorværdig arbejder- og bondestats symboler og sprogbrug, Lenins og Stalins Sovjetunion, som er så dyrebar for det russiske folk.

Sovjetfolkets venner og Ruslands organiserede arbejdere må ikke lade sig narre af dem, der skjuler sig bag sovjetsymboler. Ruslands organiserede arbejdere og den alrussiske fagforeningsføderation ’Arbejdets forsvar’ og andre progressive fagforeninger i hele landet vil ikke opgive den økonomiske og heller ikke den politiske kamp mod præsident Putins kapitalistiske regime, og de vil ikke slække på viljen til at organisere den russiske arbejderklasse.

Kun arbejderklassens organiserede kamp og ikke ’rehabiliteringen’ af Sovjethymnen fra borgerskabets regerings side vil bringe Sovjetunionen tilbage og løse de mest brændende problemer for det overvældende flertal forarmede og dybt ydmygede arbejdende russere.

Oversat fra engelsk af KP

Rafael Martinez er også redaktionsmedlem af det canadiske tidsskrift ’North Star Compass’, organ for den internationale sammenslutning af ’Venner af det sovjetiske folk’, som samler folk af forskellige politiske afskygninger.

Artiklen har været trykt i nr. 2, februar 2001. Dens hjemmeside findes på www.northstarcompass.org

Proletarskaja Gazeta, som er en landsavis med det tidligere Leningrad som udgivelsessted, har følgende hjemmesideadresse http://www.pgazheta.narod.ru