Afghanistan

Buddhaer, sult og krig

Nyheden om sprængningen af de to historiske Buddha-statuer er gået verden rundt. Det er baggrunden for den enorme nød og elendighed, som hersker i det krigsplagede Afghanistan imidlertid ikke.

Afghanistan, dette land klemt inde mellem Pakistan, Iran og de centralasiatiske tidligere sovjetrepublikker, Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan, er virkeligt kommet på alverdens forsider. Baggrunden er, at det ultrareaktionære, sunni-muslimske Taliban-styre med den enøjede Mullah Muhammed Omar i spidsen har villet udslette alt, hvad det betragter som ikke-islamisk kulturarv og derfor sprængt to gigantiske Buddha-statuer i luften. FN og Vesten anmodede talibanerne om at stoppe deres forehavende, men uden held.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at det er kulturelt barbari det, som Taliban-styret har foretaget. Kulturel og religiøs indskrænkethed så det klodser. Til gengæld kan der heller ikke herske nogen tvivl om, at FN og Vesten igen optræder som skruppelløse hyklere. For den afghanske befolkning er, udover at den stadig befinder sig i et krigshelvede, også hårdt plaget af de sanktioner, som FN i 1998 indførte for at tvinge Taliban-styret, der i dag kontrollerer 95 % af Afghanistan, og som FN ikke har villet anerkende, til at udlevere den saudiske rigmand Osama Bin Laden, der af USA holdes ansvarlig for terrorbombningerne mod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998.

Disse FN-sanktioner har betydet, at det økonomiske liv i Afghanistan stort set er gået i stå, og oveni er der så kommet den værste tørke i over 30 år og en ualmindelig hård vinter, der tilsammen vil føre til en sultkatastrofe af etiopiske dimensioner, hvis ikke nødhjælp kommer frem.

En tredjedel af landets 22 mio. indbyggere er i dag fuldstændigt afhængige af nødhjælp udefra, som imidlertid besværliggøres stærkt af sanktionerne, der bl.a. indbefatter forbud mod at rejse til Afghanistan med fly, der ejes af Taliban, samt tilbageholdelse af alle afghanske tilgodehavender i udlandet.

De over syv mio. frysende og sultende mennesker er ikke noget, som optager imperialistmagterne. Det er kampen om indflydelse, imperialistisk rivalisering, det handler om.

Kampen om Centralasien

I krigen i Afghanistan støttes Den Nordlige Alliance omkring den styrtede præsident Rabbani (blev afsat i 1996) af Rusland, Iran, Indien og de tidligere sovjet-republikker, Usbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan, mens talibanerne åbenlyst forsynes af Saudi-Arabien og Pakistan, dvs. indirekte også af USA, der dermed bruger hele Bin Laden-sagen og sanktionerne til at presse og opnå indrømmelser fra talibanerne, sin gamle allierede fra “Den Kolde Krig”, der for amerikanske dollars blev trænet i Pakistan i 80’erne og brugt imod den sovjetiske socialimperialisme i Afghanistan.

Det, der først og fremmest kæmpes om i Afghanistan, er at forbedre sine positioner i forhold til at opnå kontrol med hele det centralasiatiske område og ikke mindst med de ruter, ad hvilke den olie og naturgas, der i meget rigt mål er blevet fundet i Centralasien og i området omkring Det Kaspiske Hav, skal føres. Og en af de ruter, der for tiden diskuteres, er en 1.600 km lang pipeline ned gennem Turkmenistan og Afghanistan og ud til den pakistanske havneby ved Det Indiske Ocean, Gwadar. Denne rute ser USA gerne, idet olien og naturgassen hermed undgår at løbe igennem russisk kontrolleret territorium. At afskære særligt Rusland fra olieforsyninger er en klar amerikansk strategi i den imperialistiske rivalisering.

Derudover rummer Afghanistan også mange uudnyttede naturressourcer, såsom naturgas, kul, kobber og zink. Og landet grænser også op til det meget råstofrige Iran, som USA stadig mere bejler til. Alt dette gør Afghanistan til et vigtigt område for alle imperialistiske magter, der vil og kan noget i området, primært USA og Rusland, og derfor er Afghanistan endnu et forfærdende eksempel på imperialistisk krig pr. stedfortræder. Taberne er som altid den almindelige befolkning. Bare i løbet af det seneste halve år er 200.000 afghanere flygtet til nabolandet Pakistan, hvor de i flygtningelejre lever under de mest kummerlige forhold.

Melse