KAD bliver 100

KAD blev skabt, fordi det var nødvendigt for arbejderkvinderne at have deres egen faglige organisation til at forsvare deres interesser, som en ægte klassekampsorganisation. Det var arbejderklassens underste lag, de dobbelt undertrykte kvinder, der selv tog sagen i deres egne stærke hænder, organiserede sig, rejste deres krav om ligeløn, ligestilling, og om et samfund, hvor de arbejdende kvinder og mødre kan indtage en plads i forreste række.

I 20’erne og 30’erne i sidste århundrede kulminerede denne indsats, med den kommunistiske fagopposition som pådrivere. Da jernkvinderne bliver et begreb, og dets indflydelse bredte sig til langt ud over rent faglige spørgsmål. De ufaglærte arbejderkvinder og deres organisation kom til at stå centralt i kvindekampen og den samlede klassekamp.

Endnu i dag kan disse stolte traditioner inspirere. De lever videre i nutidens kvinders kamp: kampen mod uligelønnen, kampen mod fleksibiliteten, kampen for at skabe sammenhæng mellem liv og arbejde. Og i kampen for den endelige frigørelse for den dobbelte undertrykkelse - som køn og klasse.

Det tog lang tid for den socialdemokratiske fagtop at nedbryde KAD’s rolle som kamporganisation. I dag rammes det af medlemstilbagegang, og det spørgsmål, der mest har interesseret pressen i forbindelse med 100-året, er, hvor længe det endnu vil overleve som selvstændigt forbund.

Svaret er simpelt: De ufaglærte kvinder rammes i særlig høj grad af arbejdsgivernes udbytning, og af arbejdsløsheden, og står i en særlig vanskelig stilling på arbejdsmarkedet. KAD-toppens politik har accepteret, at deres vilkår er blevet forværret gennem en lang årrække. Det er den væsentligste årsag til medlemsfrafaldet - og det giver osse svaret på, hvorvidt forbundet vil overleve mange år endnu.