Portræt af en opposition

Landets nuværende statsminister er opkaldt efter en børnesang, der var populær for et halvt århundrede siden: Poul - ham der lod sine høns flyve. Den måske kommende efter en Disney-figur fra samme tid.

Efter ni år i opposition vejrer det borgerlige Danmark morgenluft.

Også internationalt set ligner situationen meget den i Danmark.

De barske fattigfirsere var nyliberalismens triumfår, der efterlod en forandret verden. En Reagan, en Thatcher og en Helmut Kohl - og i Danmark med en Schlüter-regering, som endnu er et bittert levende minde for landets arbejdende.

Sovjetunionens opløsning og den resterende gamle østbloks indlemmelse i den vestlige interessesfære, den ny verdensorden med USA som eneste supermagt, opbygningen af en ny europæisk supermagt med det forenede Tyskland som kerne og drivkraft satte en ny global dagsorden. De multinationale selskaber fik frie tøjler i den såkaldte globalisering. Opgøret med arbejdernes tilkæmpede rettigheder og de kapitalistiske velfærdssamfund gik i gang.

Modstanden kom til udtryk ved, at de arbejdende brugte stemmeretten til at bringe reformpartier i front: demokrater i USA, socialister og socialdemokrater i EU og Europa, der fornyede sig til at fortsætte denne proces, men afdæmpe de mest katastrofale sociale konsekvenser i de rige lande. Clinton i USA, Tony Blair i England, Gerhard Schröder i Tyskland - og Nyrup i Danmark.

Nu hedder den amerikanske præsident igen Bush - og skuffelsen over eurosocialisterne blandt de arbejdende er enorm. De europæiske socialdemokratier og deres regeringer er i krise: de har ikke indfriet valgløfterne, kapitalismen er ikke blevet mere ‘menneskelig’ - nedturen for det store flertal af arbejdende er fortsat.

Men en tilbagevenden til ‘rene’ nyliberalistiske regeringer er ikke mulig - de er stadig for miskreditterede. De ‘pæne’ borgerlige må støtte sig på de demagogiske og populistiske partier og bevægelser, der er knopskudt: de religiøse fundamentalister i USA, Haider i Østrig, Fini i Italien, Pia Kjærsgaard i Danmark, mens deres kandidater til posten som regeringschef fremstiller sig som midterpolitikere.

Bush-modellen har sin danske pendent i en Anders Fogh, der har udskiftet rollen som oversætter af det nyliberale budskab til dansk med posituren som ‘hele Danmarks’ statsministerkandidat.

Med en kommende borgerlig regering, en trehjulet gig med kuskene Anders, Bent og Pia (som betyder From kvinde), kan de danske arbejdere være sikre på følgende:

Af bitter erfaring tror folk ikke på de socialdemokratiske forsikringer om at ville ‘redde velfærden’. Det er om muligt endnu mere naivt at tro, at det sorte trekløver vil.