Solidaritet med de underste

 

KAD mister medlemmer. Som næsten alle forbundene. KAD fører medlemskampagner. Som næsten alle forbund har travlt med. Desværre har KAD også ligeså travlt som de øvrige forbund med at udstøde medlemmer.

 

Kvindeligt Arbejderforbund, KAD, har været til kongres. Denne gang under særlig opmærksomhed i lyset af hundredårs- jubilæet.

Selvom forbundskongresser er så topstyret og nøje tilrettelagt skinner det alligevel tydeligt igennem, at det er et forbund for en del af de ufaglærte arbejderkvinder.

Gennem indlæggene fra de delegerede høres smerten og modet fra gulvet, hvor arbejderkvinderne står.

Vi bliver syge af arbejdsstress, af uvisheden om vi er købt eller solgt, af arbejdstiderne, af de mange deltidsjob der skal stykkes sammen til en fuld løn, lyder det. Vi bliver skubbet bagest i køen til arbejde, uddannelse og til revalidering og arbejdsskade erstatning, når det er gået galt. Vi vil noget andet og mere med vores liv.

Udtalelser som at offentlige daginstitutioner burde være gratis lige som folkeskolerne er det, viser at presset nedefra for at få lettet arbejderkvinderne hverdag er stort.

Så meget mere beskæmmende er det at høre forbundsformanden aflægge beretning. For hvem er det der snakker? Lillian Knudsen kan ikke i dette forum springe arbejderkvindernes reelle problemer over, men løsningen fortaber sig i tågerne af dialogen med arbejdergiverne, regeringen, og "EU-regeringen" nede i Bryssel.

Milliardfondsforvalteren (ATP, LD og diverse andre) Lillian glæder sig over, at også arbejderkvinderne kan få del i den herskende aktiekultur ved at spille lykkelotto med deres pensionsopsparing.

Overfor de ufaglærte kvinder giver hun sig til at påstå, at det går forrygende godt med økonomien uden at det har ført til større ulighed, uden at nogen har fået det ringere! Når enhver ved, at aktieejerne og arbejdsgiverne har skovlet penge ind, mens arbejderne har fået forlænget overenskomstperioderne, reallønnen er faldet, de fleksible lønsystemer og arbejdstider er yderligere udvidet. Og dermed er også uligelønnen vokset.

Euro-socialdemokraten Lillian Knudsen prædiker EU-samarbejdet som den eneste vej frem, skønt flertallet af medlemmerne er mod EU. Hun roser EU’s arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Hun roser den socialdemokratiske regeringens gennemførelse af EU’s arbejdsmarkedsreform med det såkaldte rummelige arbejdsmarked.

Kræver oven i købet kræver flere service- og fleksjob og privat jobtræning. Skønt også denne form for tvangsaktivering på nedsatte socialtakster hører med til de ulykker der i disse år regner ned over - netop de ufaglærte kvinder.

Hun roser den nye førtidspensionsreform, der har vendt tingene på hovedet, så man nu skal arbejde for en pension, som staten har fastsat til dagpengeniveau. Skønt KAD’s egne undersøgelser viser, at netop KAD’erne har en 2½ gange større risiko for at ende som på førtid end alle andre.

Vi hører en Lillian Knudsen der ikke undlader at bruge talerstolen til at føre valgkamp.

KAD mister medlemmer. Som næsten alle forbundene. KAD fører medlemskampagner. Som næsten alle forbund har travlt med. Desværre har KAD også ligeså travlt som de øvrige forbund med at udstøde medlemmer. Oftest de grupper der har mest brug for en stærk faglig organisering. A-kasse reglerne er med forbundstoppenes velsignelse strammet så hårdt, at det er svært for de unge at opnå medlemskab.

Så hårdt at de arbejdsløse, fanget i aktiveringssystemerne, ikke kan optjene medlemskab og udstødes i stadig større antal. Så hårdt at de nedslidte, de arbejdsskadede og ældre udstødes, når de tvinges over i at arbejde i arbejdsprøvninger og fleksjob.

Viljen til at organisere sig er der. Men hvor skal de, der er sparket helt ned på bunden gå hen, når de holdes ude af det gode selskab og må sejle deres egen sø ?

Hvor langt er der ikke fra det KAD 1901, der blev skiftet for sikre de ufaglærte arbejderkvinder til det KAD vi ser i 2001.

Heldigvis er KAD først og fremmest de omkring 80.000 ufaglærte kvinder, der er medlemmer. Arbejderkvinder der forsat kæmper. De mange rengøringskvinder der har strejket mod udliciteringen og dens følger fik ikke KAD’s kongressens solidaritet. Til gengæld får de vores.

Vito