Sådan er kapitalismen.....

DENEKSPLOSIVESPREDNING AF aids i det sydlige Afrika truer med at lægge store landområder øde, og de seneste prognoser for situationen i Sydafrika viser, at antallet af forældreløse af aids-døde i løbet af de næste 9 år vil stige fra de nuværende ca. 200.000 til ca. 2.000.000, hvis ikke der sættes effektivt ind.

Selv den sydafrikanske regering, der i adskillige år har forsøgt at ignorere problemet, ser nu ud til at være vågnet op og ville gøre noget ved det. De, der allerede er smittet, kan p.t. ikke helbredes, men situationen kunne afhjælpes en hel del med den nyeste aids-medicin. Problemet er blot, at medicinen er så dyr, at befolkningen ikke har råd til den. De store medicinalfirmaer har sagt nej til en prisnedsættelse, men nu har der vist sig en mulighed for at skaffe meget billigere kopi-medicin.

Alle burde være glade, for det drejer sig vel trods alt om at sikre folkesundheden ... eller gør det?

Tilsyneladende ikke, for Novo Nordisk har kastet sig ind i kampen mod den sydafrikanske befolkning. Man vil gøre alt for at forhindre den billigere kopi-medicin i at blive taget i anvendelse i kampen mod aids.

Det er en komplet absurd og vanvittig situation, at de store monopoler sidder inde med nøglen til at forbedre millioner af menneskers desperate situation, men nægter at gøre det, hvis ikke der opnås maksimalprofit. Og ikke nok med det, man vil samtidig sørge for, at ingen andre kan hjælpe.

Jo, kapitalismen og de frie markedskræfter er en lykke for menneskeheden.

NUVIERVEDDESTOREMEDICInalfirmaer, så har de ligeledes vist deres kreativitet på det danske marked.

For at spare har regeringen nedsat medicintilskuddet på en lang række præparater, således at patienterne skal betale en stadig større del af de ublu medicinpriser selv.

De seneste opgørelser viser til nogles overraskelse, at regeringens udgifter til medicintilskud ikke er faldet, selvom prognoserne viste noget andet.

Hvad kan der dog være sket?

Det er såre enkelt! Medicinalindustrien har sat priserne op, så der bliver slået flere fluer med et smæk: Patienterne betaler mere, staten betaler mere, medicinalfirmaerne tjener mere. Jo, kapitalismen og de frie markedskræfter er en lykke for menneskeheden.

FORNOGLEFÅÅRSIDEN OMKOM nogle arbejdere ved en eksplosion på Lindøværftet. Jeg erindrer, at man fra flere sider forsøgte at gøre det til et hændeligt uheld, men takket være nogle meget ihærdige politisk aktive mennesker blev ulykken ganske godt belyst.

Men der er sket andre ulykker, hvor den rette sammenhæng aldrig er kommet frem.

I 1964 skete der en eksplosionsulykke på Odense Stålskibsværft. Der var så vidt vides ingen umiddelbare dødsofre, men en af de sårede døde ganske kort tid senere af et hjerteanfald, forårsaget af de giftige dampe fra ulykken. De pårørende var naturligvis ulykkelige, og som det så ofte er for de fattige, så skulle de oven i sorgen bekymre sig om, hvordan de skulle få råd til en pæn begravelse.

Begravelsen blev pæn, men også ret dyr i forhold til familiens indtægter.

Fire uger efter begravelsen mødte en repræsentant for et forsikringsselskab op og tilbød at betale alle omkostningerne ved den overståede begravelse. Stor var glæden i familien!

I skrivende stund er jeg også lige ved at få tårer i øjnene over det storsindede forsikringsselskab, der bare betalte uden at forlange andet end en kvittering til gengæld.

Nu 37 år senere får jeg historien af den afdødes søn, og vi forsøger i fællesskab at gå tilbage og analysere forløbet. Hvad var det f.eks. for et forsikringsselskab? Det var ikke den afdødes! Var det mon Odense Stålskibsværfts forsikringsselskab, der forsøgte at komme uden om et eventuelt erstatningskrav? Hvad var det for en kvittering, der skulle skrives under på? Det var ikke en dags dato-blanket. Mon det var en erklæring om, at alle mellemværender nu var ude af verden? Det er i hvert fald helt sikkert, at hverken skibsværft eller forsikring udbetalte nogen som helst erstatning til de efterladte. Det var jo bare en ufaglært, han kunne hurtigt erstattes af en ny.

Jo, kapitalismen og de frie markedskræfter er en lykke for menneskeheden.

LØRDAGAFTEN, DAJEGHAVDE sagt farvel til den dræbte arbejders søn, kastede jeg mig foran fjernsynet for at koble af, inden jeg kunne sove.

Jeg befandt mig pludselig ved et større show, hvor der blev uddelt et hav af musikpriser. Jeg tror, at det på godt dansk hed noget med "Danish Music-Award".

Jeg skal ikke tage stilling til, hvem der har fortjent at blive hædret for hvad, men jeg vil have lov til at brække mig over, hvor klamt og kommercielt det hele er.

Stort set hver eneste kunstner sagde det samme om og om igen: "Jeg vil gerne takke" - og i første række nævntes hver eneste gang pladeselskab og producer. Det er da ganske pudsigt, at de alle sammen helt af sig selv finder på at synes, at det vigtigste i hele deres kunstnerliv er et eller andet stort pladeselskab!

Jeg synes, at det er ynkeligt, at alle disse sikkert udmærkede kunstnere i den grad er købt og betalt af de store selskaber, der velsagtens også selv har lavet hele showet.

Ville det dog ikke være befriende, hvis nogen turde bryde ud og sige noget fornuftigt! Hvor er de henne?

Nogle af dem optrådte på KAD-generalforsamlingen, hvor de leverede en flot hyldest til de ufaglærte kvinder i Danmark og resten af verden. Stor tak til Savage Rose endnu en gang!!!!

KJ