4 aspekter af den
antiimperialistiske kamp
Ordet imperialisme er nærmest blevet væk i den offentlige diskussion. I stedet tales der meget om ‘globalisering’, der blev lanceret som et positivt begreb, et venligt lån fra den teknologiske udvikling, internettet og udviklingen af den globale kommunikation. Antiglobaliseringsbevægelsen retter sig mod et enkelt aspekt af den imperialistiske udvikling i dag: den økonomiske imperialisme, og i særdeleshed de multinationale selskabers hærgen i frigear kloden over.
Det er en vigtig side - men kun en enkelt side af de processer, som foregår i dag, som er et udtryk for imperialismens generelt styrkede stilling her i begyndelsen af det 21. århundrede.
En bevægelse som Attac griber fat i et enkelt delaspekt. Et begrænset program kan selvfølgelig have en styrke, men den kan også fjerne opmærksomheden fra andre væsentlige spørgsmål, som er en del af den globaliserede virkelighed.
Den antiimperialistiske bevægelse i Danmark i dag må i hvert tilfælde arbejde med følgende fire hovedtemaer:
Den økonomiske globalisering, imperialismens økonomi - og dermed de multinationale selskaber og de internationale organismer, som tjener dem - IMF, Verdensbanken, WTO, G10 o.s.v.
Herunder den voksende kløft mellem de rige og fattige lande og ulandenes strangulerende gældsproblemer.
Den politiske globalisering, de imperialistiske landes styrkede globale stilling, det amerikanske verdensherredømme, opbygningen af Den europæiske Union som en ny imperialistisk supermagt, som den dominerende magtfaktor på det europæiske kontinent, udviklingen af det råkapitalistiske Rusland, Kina, Japan o.s.v.
Den militære globalisering, som tjener og gennemtvinger imperialistmagternes politiske og økonomiske dominans - herunder kampen mod NATO som imperialismens vigtigste militære redskab, som nu er på vej til at omfatte hele det europæiske kontinent lige til Ruslands grænser. I stedet for at Østersø-landene benyttede muligheden af at realisere den gamle idé om ‘atomfri zone’ og ‘fredens hav’, baseret på neutralitetsprincipper, ser vi en oprustning i Østersølandene i NATO- og EU-regi, indbefattet Polens og de baltiske lande. For ikke at tale om den stortyske oprustning - under NATOs krig i Jugoslavien deltog tyske soldater for første gang siden Hitler i angrebskrig uden for landets grænser. Det amerikanske missilskjold og EU’s udrykningsstyrke er begge udtryk for en ny imperialistisk oprustningsspiral.
Og endelig solidariteten med ofrene for imperialistiusk aggression, med folkenes kamp mod imperialismen: Palæstina og mellemøsten, den brutale blokade mod Irak, ‘Plan Columbia’ og den amerikanske aggression i Latinamerika, o.s.v.
Kun at se et delaspekt og ikke kampfladen i sin helhed, at fokusere al opmærksomhed på et enkeltområde, og lukke øjnene for alle andre vil føre de antiimperialistiske kræfter på vildspor.
Udviklingen af en samlet indsats på alle felter er en påtrængende opgave for venstrekræfterne.