Ringen må brydes

Jeg vil starte med at fortælle en lille historie, der blev fortalt på et af de møder, vi har haft op til denne 8. marts:

Og sådan er vist med mange ting, vi gør. Der har måske engang været en logisk forklaring, som fortaber sig i tågerne, fordi den ikke længere svarer til virkeligheden. Men først når spørgsmålet – Hvorfor? - stilles, kan ringen brydes.

Hvorfor har kvinder ikke ligeløn i dag i år 2001? Virkeligheden er løbet fra forklaringer som, at det er, fordi: "kvinder har mindre hjerner, Gud skabte kvinden som mandens tjener, kvinder skal jo kun tjene til lommepenge, kvinder har mindre uddannelse, kvinder er mere ustabile" osv. Dagens aktuelle svar har heller ikke meget med virkeligheden at gøre: "samfundet har ikke råd, betalingsbalancen og erhvervslivets konkurrenceevne har ikke råd". Eller den med, at kvinder bare er for dumme til at forhandle deres egen løn. De må lære at sælge sig selv bedre i de individuelle fleksible lønsystemer.

Det er altså ikke altid nok at spørge Hvorfor? hvis man ikke vil nøjes med et dumt svar. Lenin sagde noget klogt til de russiske arbejderkvinder lige efter den store Oktoberrevolution i 1917. Hvor de for første gang i arbejderklassens historie var i gang med at opbygge det socialistiske samfund, der kan gøre arbejderklassens mænd og kvinder lige. Han sagde: "Spørg altid hvorfor? Til gavn for hvem? og hvilken klasse!"

Det er jo indlysende, at de eneste, der har gavn af uligelønnen, er arbejdsgiverne og alle de snyltere, der skal leve af profitten på vores arbejde. Hvornår snakker arbejdsgiverne, fagtoppen og statsmagten om uligeløn? Når de har brug for arbejdskraft. Og lige nu har de brug for mere højtuddannet arbejdskraft at vælge imellem. Det er deres uligeløn, de taler om, ikke de ufaglærte arbejderkvinders. Der tales ikke om at hæve mindstelønnen eller de lave ufaglærte kvindelønninger. Arbejdsminister Ove Hygum har bebudet et lovforslag til løsning: løngennemsigtighed. Det skal være tilladt at tale højt om ens løn. Er det en god ting? Selvfølgelig. Løser det uligelønnen? Selvfølgelig ikke.

Men prøv lige at vende den engang. Hvor meget siger det egentlig ikke om vores såkaldte demokrati og ytringsfrihed, at arbejdsgiverne kan diktere, vi ikke må sige, hvad vores løn er? Skal vi have en ministers tilladelse til, hvad vi må snakke om? Hvor meget siger det ikke om fagtoppens placering i dag, at de godtager, vi ikke må tale om løn? Og hvor længe skal vi blive ved med kun at snakke om uligelønnen?

HK har netop offentliggjort en stor undersøgelse om kvinder og arbejdstid. Problemerne kender vi alle sammen. Hverdagen hænger bare ikke sammen. Tid til børn og familie er noget, vi må stjæle os til. Det er arbejdstiden, der bestemmer og dikterer, hvordan vi skal leve og indrette vores liv.

Hvis ikke vi skal nedslides og invalideres på krop og sjæl i stadigt større tempo, skal den daglige arbejdstid ned. Det er den daglige arbejdstid, der skal ned til 6 timers arbejdsdag, med fuld løn- og personalekompensation.

HK kommer frem til det modsatte resultat. De omskriver arbejderkvindernes nødråb og krav til at sige "mere fleksibel arbejdstid". Præcis et ekko af EU-monopolernes krav - længere tid at udnytte arbejdskraften i, og mere fleksibel udnyttelse, så de sidste dråber kan presses ud. Præcist et ekko af, hvad statsmagten og regeringen, hvad enten den hedder Nyrup eller Fogh, dikterer: Vi skal arbejde længere, pensionsalderen skal op, efterlønnen væk, de syge skal i arbejde.

Og præcis, hvad LO’s næstformand Tine Brøndum luftede i starten af året: 55 timers arbejdsuge, hvor tiden kunne være mindre, mens børnene er små, mod til gengæld at arbejde det længere før og efter, når kræfterne er ved at slippe op.

Kravet om mere arbejde kommer i situation med millioner af arbejdsløse på EU’s "frie" arbejdsmarked, og hvor op mod en million holdes ude af arbejdsmarkedet herhjemme. Vi kender alle sammen dejlige mennesker - mænd, kvinder, børn og familier - fulde af evner og kvaliteter, der i dag lister grå rundt med dårlige tænder og dårlige sko. Udstødte - udstødte af alt, af uddannelsessystemet, af arbejdsmarkedet, af fagforeningerne, af a-kasserne, af dagpengene og sygedagpengene - udstødte af samfundet. Hvorfor dem? Er det de dumme, de svage, dem, der bare ikke kan indordne sig eller bare ikke gider? Sådan hører vi det dagligt i de såkaldt frie medier. Eller er de enderne, der blev skåret af, fordi gryden var for lille? Vi ser deres lidelser, deres smerte i et forlegent blik eller en desperat handling. Der er titusinder, hundredtusinder usynlige.

Jo flere tragedier, kapitalismen producerer, jo mere rå og reaktionær bliver socialpolitikken. Vi er ved at være tilbage til tankegangen i 1800-tallet med værdigt trængende, der kan få overlevelsessmuler - men så sandelig langt under mindstelønnen som livsindkomst - og så de uværdige – dem, der ikke vil eller kan arbejde for deres kontanthjælp, sygedagpenge og andre ydelser. De må klare sig selv.

Vi er tilbage, hvor samfundsansvar afløses af privat velgørenhed. Hvor det at være fattig betyder, at man mister sin retssikkerhed, sin egen myndighed og sit selvværd i det offentlige system, der samtidig er ens arbejdsgiver med hånds- og halsret.

Det er virkelighed i dagens under-Danmark, mens gulddrengene, karrierekvinderne og de skjulte finansmonarker tilraner sig rigdom og velfærd i astronomiske størrelser, der er så langt fra vores hverdag, at vi dårligt fatter det. Så meget mere katastrofalt er det, at fagbevægelsen og fagforeningerne vender de underste lag af arbejderklassen ryggen. Udstøder dem af a-kasserne, lader dem sejle sig egen sø. Det er ikke mindst arbejderkvinderne, der i disse år nægtes den helt fundamentale ret til faglig organisering.

Det er ikke blevet nemmere for arbejderkvinderne i dag. Noget er klart nemmere end for bare en generation eller to siden - rettigheder såsom forældremyndighed til børn, eget skattekort, at man ikke længere behandles under sin mands personnummer hos de offentlige myndigheder eller fri abort betragtes som selvfølgeligheder i dag. Men kravene til, hvad vi skal kunne og skal yde i dag, er meget høje, komplicerede og udmarvende. Tidligere helt adskilte klassekrav til fire forskellige kvinder stilles i dag samlet til hver enkelt. Som arbejderkvinderne altid har måtte gøre det, skal vi knokle til livets ophold på arbejdsmarkedet til lav løn og stress. Som den tidligere bondekone og madmor skal vi sørge for god, varieret og ernæringsmæssig kost til familien - vi slipper for at sylte, salte og slagte, men til gengæld skal vi studere den højere videnskab i E-gruppe-nr. på varedeklarationerne, inden vi køber ind - uden den fornødne tid og penge. Som den tidligere borgerfrue skal vi kunne præstere pæne velklædte børn, en boligindretning, der vidner om god smag og helst ikke er for utjekket. Og naturligvis kunne optræde vældig afslappet moderigtigt efter en lang arbejdsdag.

Men det er ikke nok. Vi skal nemlig konstant uddanne os, følge med i nye samfundsudviklinger, regler og forordninger, være på højde med alting lige fra børnenes lektier, de nye a-kasseregler, IT og e-mail til ugens tilbud i Netto. Og så er der jo også lige den side af livet, der hedder sex - lige så dejligt det kan være, lige så frustrerende, når vores køn reduceres til en vare, der ustandseligt kastes i hovedet på os fra fjernsyn, blade og reklamer i de offentlige rum.

Hvad gør vi? For noget må der gøres for at gøre en ende på det vanvid af menneskespild og undertrykkelse. På fattigdom, forfølgelse, racisme. En ende på krige, død og ødelæggelse, som de kapitalistiske EU-monopoler og imperialismen kaster verdens folk og lande ud i - inkl. vores eget land og vores klasse.

Kan vi gøre andet end at gå med i den store kamp, der føres for forandring og socialisme? Følge vores hjerte og fornuft? Når man skræller de store ord af, ser bag de daglige sorte bandbuller fra det reaktionære knokkelkompagni mod alt, hvad der er progressivt, så er det vores og vores klasses liv og fremtid, kommunismen handler om. Så enkelt er det.

Men stiller det ikke en masse nye krav til os, oven i alle de andre? Ting, vi skal vide, gøre og kunne? Jo, det gør det. Men vi får aldrig den forandring, afskaffelsen af udbytning, krig og undertrykkelse, det socialistiske Danmark, uden arbejderkvindernes deltagelse. En halt klasse - uden sin bedre halvdel - det kan bare ikke lade sig gøre. Glem det, vi vil blive ved med at synge undertrykkelsens sange. Så længe vi overlader klassekampens arena til andre - til arbejderaristokraterne, til de kloge eksperter, til de velmenende mellemlags ministersocialisme, så længe kan vi være sikker på en ting: Det er os, de tager røven på.

Hvem har sagt os, hvor den grænse er, vi ikke kan overskride? Hvorfor skulle vi ikke kunne rumme og slås for andre end os selv og vore allernærmeste? Hvem har bestemt det? Er solidaritet en ædel følelse kun for klassebevidste mænd? Vel er det da ej! Vores historie, vores liv er fuld af eksempler - også på, at det jo virkeligheden bare er, hvad man hele tiden gør. Hjælper og støtter, hvor der er brug for det - uanset ens tid og kræfter.

Hvorfor skulle det ikke gælde ved at udvise solidaritet med de rengøringskoner, der strejker i Esbjerg mod kommunens udlicitering? Eller med de bistandsgrupper, der kæmper mod slavevilkår, med de ældre, der kæmper for anstændige vilkår og tyveriet af Den Sociale Pensionsfond? Vi er dybt berørt over de lidelser, undertrykte folkeslag dagligt udsættes for. Det er følelser, der kan omsættes til konkret handling, til støtte og solidaritet med det palæstinensiske folk, der kæmper mod Israels besættelse og folkemord. En af de ting, som APK vil arbejde for, er, at der organiseres solidaritetsgrupper, hvor man sammen med andre kan være med til disse ting.

Hvorfor ikke gå med i APK? Hvorfor er der ikke flere kvinder, der er medlemmer af arbejderklassens kommunistiske Parti? For der er for få. Nu har jeg i over et årti hørt på, at det er, fordi kvinder ikke interesserer sig for politik. Og det tror jeg stadig ikke en dyt på. Arbejderklassens politik handler om vores liv og fremtid, om vores børns liv og fremtid. Så er der nogen, der siger: "Ved du hvad. Jeg har ikke brug for endnu et sted, hvor jeg føler mig dum og underlegen. Jeg ved ikke nær så meget som jer andre." Det bliver jeg ked af at høre. Her er et reelt problem, vi skal have gjort noget ved. Vi må slå fast igen og igen, at partiet er ikke et samlingssted for snakkehoveder eller intellektuelle kombattanter, der skal slå hinanden oven i hovedet med viden. Partiet er for klassebevidste arbejdere. Det er et sted, hvor man lærer af hinanden, bruger hinandens erfaringer, udvikler sig i et kampfællesskab. Men jeg tror også, at kvinderne må rotte sig sammen og bruge deres stædighed til at sige: "Det her vil vi finde ud af og løse i fællesskab. Vi vil være med."

Her vil jeg godt have lov til at fremhæve de kvinder, der har arrangeret denne 8. marts. Nogle er medlemmer af APK, andre ikke. Men de har været fælles i arbejdet for at få rejst kampen for kvindernes vilkår igen. Og enige om, at det her var for godt til at blive reduceret til en lille årlig festkomite for 8. marts. Der er ting, vi vil vide mere om, ting, der trænger til at vendes og diskuteres videre i kloge koners kreds. Derfor vil vi lave nogle åbne møder, hvor også andre kvinder er velkomne - foreløbig en søndag eftermiddag hver anden måned.

Så lad mig slutte med historien, jeg begyndte med - om gryden, der var for lille, så enderne måtte skæres af hamburgerryggen. Hvis gryden er så lille, at arbejderkvinderne forsat skæres af som endestykker, så er det på tide, den bliver smidt ud. På tide, at vi får anskaffet os en større, der kan rumme alle aspekter af arbejderkvindernes liv.