Del og hersk!

Akkordarbejde er, så vidt jeg ved, meget anvendt blandt håndværkere og lignende faggrupper. Men også på en enkelt afdeling på Postterminalen er det, som jeg tidligere har nævnt i denne klumme, brugt. Der er tale om gruppeakkord, hvor et hold på 10-20 stykker sammen skal holde akkorden. Dog således, at man er garanteret den overenskomstmæssige timeløn, og så får man bonus, udregnet i minutter, hvis man kommer op over produktionsnormen.

Divide et Impera - på dansk Del og Hersk - var en velkendt taktik i det hedengangne Romerrige, men vi ved jo også, hvordan det gik med dét imperium i det lange løb! På Postterminalen lever denne taktik i bedste velgående her 2000 år efter.

Hver gruppe har en gruppehjælper, der står for løbende at udregne akkorden og sørge for post til gruppen. Ca. en gang i timen render han ned mellem sine kolleger i gruppen og råber: "Vi er 3 timer bagefter!," mens han sætter et tal op på en tavle, der viser, hvor mange timer de tilsammen har "produceret".

Gruppehjælperne bruger det meste af aftenen på at stå ude på gulvet for at være på udkig efter "god" post. Det går nu engang hurtigere at sortere et parti tynde breve end et læs rejsekataloger, der i øvrigt kan smadre håndleddene i en sådan grad, at det bliver endnu sværere at holde akkorden resten af vagten. Og står der kun meget lidt post på gulvet, holder alle gruppehjælperne sig væk i håb om, at de andre grupper løber tør for post, så de bliver nødt til at hente det sidste post. Når der ikke er mere post, får man nemlig kompensation for dette - og dermed en ekstra, hårdt tiltrængt pause. Det sker nu sjældnere og sjældnere. Her har de desværre haft held med rationaliseringerne.

Men systemet betyder, at grupperne til tider nærmest bekriger hinanden med næsten alle midler. Og gruppehjælperne angiver hinanden til arbejdslederne, hvis ikke de overholder spillereglerne ved f.eks. at tage et læs god post, som arbejdslederne ellers havde "nedprioriteret", fordi det var "uanmeldt". Sjovt nok er det altid den post, der kan trække akkorden op, der er "uanmeldt". Aldrig rejsekatalogerne!

Det værste er dog den splid, akkordsystemet afstedkommer internt i grupperne. Specielt på natholdet er det et problem. Det er ellers udtalt i hele huset, at natholdene er mere sammenspiste end aftenholdene. Og mens der er 3-4 grupper i brevsorteringen på aftenholdet, er der kun én på natholdet. Men den ene gruppe er så gerne på 15-20 mand. Med en så stor gruppe er det svært at holde akkorden, plus at man skal starte vagten med at tage alle de rejsekataloger, som aftenholdene ikke ville tage.

Når den første melding om, hvordan vi ligger i gruppen, kommer, begynder beskyldningerne at fyge i luften om, hvem der ikke laver noget. I perioder har det været så slemt, at det i sig selv er gået ud over produktiviteten.

I den kommende tid vil akkorden nok blive afskaffet og erstattet af et fast tillæg i lønnen, som de fik det på en af de andre afdelinger for et par år siden. Men del og hersk-taktikken vil ikke blive lagt på hylden. Vi skal til at være selvstyrende i året, som kommer. Og så frygter jeg, at helvede er løs! Sygemeldte vil få beskyldninger om pjæk, da vi pludselig selv skal dække vores vagter ind, alkoholikerne vil blive stukket som aldrig før, og det kan ende med, at det pludselig er os - og ikke ledelsen - der kræver "dårlige" medarbejdere fyret osv.

Plp