Slavehandel med kvinder og børn i Europa
Et profitabelt, kapitalistisk marked er vokset eksplosivt med råkapitalismens hærgen i det tidligere Østeuropa og Sovjetunionen: menneskehandel med kvinder og børn til grov udnyttelse i den europæiske sex-industri.
500.000 kvinder om året sælges til prostitution og andre former for sexuel udnyttelse:arbejderkvindernes tvungne fornedrelse.
Råkapitalismens indtog i de østeuropæiske lande og i det tidligere Sovjet har haft alvorlige følger for befolkningen i de enkelte lande. Nedbrydningen af de sociale strukturer, den omfattende arbejdsløshed, den øgede fattigdom mv. har medført, at en lang række af kapitalismens sygdomme florerer - prostitution, narko og korruption: Kriminalitet i alle afskygninger er taget til i et kolossalt omfang.
Følgen af den voksende armod, massearbejdsløshed og de håbløse fremtidsudsigter for store dele af befolkningen: en lang række af kapitalismens følgesygdomme er eksploderet, et fåtal har raget til sig i stor målestok.
Fornedrelsen og elendigheden slår også igennem i det øvrige Europa, hvor der tjenes fedt på den østeuropæiske tragedie. Kvinder og børn fra de østeuropæiske lande og det tidligere Sovjet er blevet til en handelsvare for den vesteuropæiske sexindustri. Kriminelle organisationer både i øst- og vesteuropa har kronede dage. Massearbejdsløshed og fattigdom tvinger millioner af arbejderkvinder til prostitution. Også lande, hvor prostitution i årtier har været udryddet - som det tidligere socialistiske Albanien - er blevet en sump af prostitution og narkogangstere.
Menneskehandlen foregår både ved direkte vang og indirekte via såkaldt frivillige aftaler. Det anslås, at handlen med kvinder til de vesteuropæiske bordeller udgør 500.000 kvinder om året, men tallet kan være højere endnu.
Direkte og økonomisk tvang
Det skønnes, at der arbejder godt 6000 prostituerede i Danmark, hvoraf 2000 er udenlandske. Det er dog ikke alle, der kommer fra Østeuropa/det tidligere Sovet - mange kommer fra andre fattigdomsområder f.eks. i Asien. Men slavehandlen også med østeuropæiske kvinder vokser i Danmark og de nordiske lande. Alene i Tyskland er der godt 300.000 prostituerede, hvoraf halvdelen, 150.000, er udenlandske.
Mange kvinder og børn er direkte kidnappet og tvunget til prostitution. De østeuropæiske kvinder er først og fremmest blevet lokket til Vesteuropa med gyldne løfter om arbejde - som au pair piger, servitricer m.v. Når de er kommet frem til bestemmelsesstedet, er de blevet tvunget til at arbejde som prostituerede under trussel om udvisning eller andre former for repressalier.
I EU-landene skelnes der mellem ‘økonomisk tvang’ og ‘direkte tvang’. Kan bagmændene henvise til, at der er tale om "frivillige" ordninger, så er menneskehandelen ikke på samme måde strafbar, så er der højst tale om rufferi. Modsat skelner FN ikke mellem, om der er tale om "bevislig tvang" eller om en "frivillig" accept af at arbejde som prostituerede.
Ifølge FN er det irrelevant, om offeret har givet sit samtykke til menneskehandelen. Det afgørende er om, hvorvidt kvinden/barnet reelt er solgt eller købt. Den skelnen, som EU-landene, herunder Danmark, foretager, tolererer slavehandlen og medfører, at den vokser. Det er let for bagmændene at dække sig ind under, at kvinderne "frivilligt" er gået med..
Ifølge professor Sven-Axel Mannson fra Göteborg Universitet er det i sager om menneskehandel nærmest umuligt at bevise, hvornår der er tale om decideret tvang.
Mange ofre viger tilbage for at vidne mod bagmændene, da det bevirker, at de i de fleste tilfælde vil blive sendt retur til hjemlandet som illegale indvandrere. Af samme grund opfordrer FN til, at der gives midlertidig opholdstilladelse til ofrene. EU er imod. Det vil ifølge den danske justitsminister Frank Jensen føre til, at østeuropæiske kvinder lader sig lokke til prostitution i EU-landene for at opnå varigt ophold.
En vedtagelse af FN´s konvention omkring bekæmpelse af denne moderne slavehandel med kvinder og børn ville gøre det en del lettere at få dømt bagmændene. FN-konventionen, der blev indgået sidste år, er ikke trådt i kraft. Det sker først, når i alt 40 lande har ratificeret den.
Fælles EU-regler på vej
Menneskehandelen med kvinder og børn til den europæiske sexindustri, hvor også porno-industrien tjener gode profitter på billige østeuropæiske piger som modeller i pornofilm og magasiner, kaldes "trafficking":Vestens og kapitalismens ‘velsignelser på ryggen!
"Traffickingen" er blevet så omfattende, at det nu bekymrer de moralske politikere, der havde så travlt med at love østeuropæerne en gylden fremtid. Nu skal der gøres noget ved det.
I EU har man stukket hovedet sammen for at styrke bekæmpelsen af menneskehandelen. De 15 dybt moralske justitsministre har netop været samlet i Stockholm for at få fælles regler på plads.
For EU er der tale om en kærkommen sag, der kan medvirke til at fremme integrationsprocessen på det politimæssige og retslige område. Hvem kan sætte sig mod en fælles styrket indsats EU-landene imellem for at stoppe den moderne slavehandel? Eller at der indføres en fælles lovgivning på området, fælles strafferammer mv., så mulighederne for at stoppe denne forbryderiske behandling af kvinder styrkes?
Eller som EU’s justitskommisær Antonio Vitorino så smukt fremfører: ‘Vi sender et klart signal til de internationale forbryderorganisationer: Der skal ikke findes nogen frizone for menneskehandel i EU.’ Han siger også, at det er nødvendigt med en (EU) harmonisering af, hvordan forbrydelsen defineres, og hvordan den straffes. Den danske justistsminister er enig, da "der er tale om en af de mest modbydelige, grænseoverskridende forbrydelser".
Men ikke slem nok til at støtte FN´s bestræbelser på at bekæmpe menneskehandelen! I stedet udformes særlige EU-retningslinier.
Det ligner en tanke om, at sagen bevidst skal udnyttes til at fremme den justitsmæssige harmonisering, skønt Frank Jensen bedyrer, at det er der bestemt ikke tale om. Det er kun i ‘den aktuelle sag’, der lægges op til en ensartet strafferet i de enkelte EU-lande, hævder han.
Der lægges også op til en generel stramning af straffen for menneskehandel. Det er Frank Jensen positiv overfor, selvom det vil være en stramning af nuværende danske straffelov. Samtidig skal den danske retsplejelov ændres, så der tillades telefonaflytning og brevåbning, men stadigvæk kun i ‘den slags sager’.
Opstramningen og harmoniseringen af indsatsen mod menneskehandel skal ske i den periode, hvor svenskerne har forsædet i EU. Tingene skal være forhandlet på plads inden juni, hvor formandskabet udløber, understreger ju-stitsminister Thomas Bodström.
EU er medskyldig
Selvom bekæmpelsen af menneskehandelen ligger EU meget på sinde, så er der ingen planer om at bekæmpe årsagerne til, at menneskehandelen er blevet en så lukrativ forretning i øst som i vest:Den sociale nød og elendighed, som er kendetegnet for de østeuropæiske lande og de tidligere sovjettiske stater i dag, er den egentlige årsag til, at kvinder og børn i hundredtusindvis sælges til prostitution og anden seksuel udnyttelse i den imperialistiske sexindustri.
Langt mindre erkender EU noget ansvar for, hvorfor det er gået så galt. At det er den direkte følge af Vestensog EUs politik for at forvandle østlandene til råkapitalismens paradis. Det støttes stadig fuldt og helt.
Det er den jævne befolkning, der har betalt prisen for de europæiske monopolers ny fremrykning mod øst.
Det er den totale undergravning af de sociale forhold for flertallet af befolkningen, der har medført den voksende kriminalitet, der også har bredt sig til det rigere Vesteuropa.
De økonomiske reformer og åbningen for udenlandske investeringer skal fasttømres og udbygges yderligere, mens de sidste rester at statslige foretagender privatiseres. Den russiske landbrugsjord er den sidste rest af den revolutionsskabte statsejendom - og den er på vej til privat køb og salg.
Prostitution i Danmark fremstilles som et frit og frivilligt erhverv. Måske bortset fra for foragtede narkoludere. Invasionen af kapitalismens fattigste ofre beviser hulheden i denne påstand. Hvad enten der er tale om unge kvinder, der tror at er prostitution er vejen til en bedre tilværelse, eller børn og piger, som tvinges dertil mod deres vilje af det gangsteruvæsen, som er vokset i meget stort omfang i det seneste årti.
Begge slags er gangsternes, kapitalismens og Den europæiske Unions ofre. Kun socialisme kan endeligt gøre op med prostitionen, kønshandelen og den menneskelige fornedrelse.
MO/Odense