"Alt det vi har sloges for et langt liv igennem og som vi troede nu var sikret - 8 timers arbejdsdag, faste arbejdstider, fri i week-enden, fælles lønsatser, ligeløn - alt det er nu solgt, vi er simpelthen gået baglæns" Sådan lød det fra en vred HK-pensionist på butiksområdet efter sidste overenskomst.

"Vi har mange flere muligheder at vælge i mellem i dag og vi har langt større viden og uddannelse til at bruge dem". Sådan lyder det fra en ung uddannelsessøgende, endnu så sikker på hun aldrig vil ende som sin mor - ufaglært og eneforsørger.

Og begge udsagn er rigtige. Kravene til arbejderkvinderne i den nordlige EU-region er højere end nogensinde. Vi skal kunne det hele, nå det hele, følge med i de nye udviklinger - og så lige sørge for at vi selv og resten af familien er raske, sunde og glade oveni. Arbejdstempoet og mængden vi skal nå er udmarvende, dommen falder prompte, når erhvervslivets krav ikke overopfyldes - så er det ned i løn og ud over kanten, ned i fattigdomsfælden som arbejdsløs, udstødt og nedslidt. Set i bakspejlet var de mange muligheder allerede inden man prøvede at komme i gang skrumpet gevaldigt ind. Frit valg på alle hylder var for kvinderne i samfundets top. Drømmen om at kunne det hele, ændres alt for hurtigt til frygten for ikke at holde til efterlønnen.

Den rivende samfundsudvikling har ikke gjort vilkårene for dagens arbejderkvinder hverken bedre eller lettere, blot anderledes, mere komplicerede og sværere at leve op til. Den såkaldte velfærdsstat viser i stigende omfang sit ansigt som en kæmpe kontrol-og sorteringsmaskine rettet mod de underste i samfundet. Staten har genindført arbejdsgivernes drøm fra 30’erne - en hel hær af arbejdsløse, der frataget sine rettigheder, skal arbejde gratis som aktiverede under de offentlige kasser. Og samme statsmagt sælger gennem udliciteringer store kvindearbejdsområder til monopoler som ISS - arbejderkvinderne sælges med som andet inventar, noget genbruges, andet kasseres.

Kvindeligt Arbejderforbund, KAD, fylder nu 100 år. Dengang et værn, en forkæmper for arbejderkvinderne. I 30erne og 40erne med den store kraftfulde fagopposion med de kommunistiske kvinder i spidsen et centrum for kvindernes kamp på arbejdsmarkedet og livet udenfor. Senere knækket af den socialdemokratiske fagpampertop.

I dag hvor mange faggrænser er ændret, hvor såvel ufaglærte og faglærte arbejderkvinder er organiseret i mange forskellige forbund, må arbejderkvinderne i høj grad finde sammen på arbejdspladserne og i de faglige klubber, for på ny at rejse de nødvendige og aktuelle krav. Og på tværs af arbejdsområder og forbund søge støtte og solidaritet hos hinanden. Netop arbejderkvinder kan spille en vigtig rolle i opbygningen af en arbejderopposion på et klassekampsgrundlag. Og samtidig være med til at sikre solidaritetsgrupper, der i sit arbejde og politik er rummelige nok til at tage arbejderkvindernes forhold i hele sin bredde op. At harmen er stor, skal ingen være i tvivl om, og strejker og arbejdsnedlæggelser mod urimelige arbejdsforhold og udliciteringer bryder da også tværs igennem LO-toppens greb.

Kravet om en 6-timers arbejdsdag - modsat de omsiggribende fleksible udvidelser af arbejdstiden - vil være af enorm betydning for arbejderkvinderne. Som værn mod nedslidning, som støtte til at få arbejde, børn og familie til at hænge sammen. Et krav som vil samle arbejderklassen og dens kampkraft.

Omkring 1 million mennesker holdes ude af arbejdsmarkedet.Det stiller ny krav til at udløse og forbinde de sociale kampe, der berører arbejderkvindernes liv udenfor arbejdspladserne. Den side af arbejderkvindekampen hører i høj grad med i dag.