Overarbejdsparadokset
For et halvt år siden var afdelingen splittet på spørgsmålet om overarbejde: På virksomheden er det tilladt at få op til 16 timers overarbejde om måneden udbetalt. Overarbejde derudover skal afspadseres. For nogle betyder det op mod 1.500 ned i foret – efter skat! Der er en del unge, hvis energi og tilværelse giver mulighed for at gi´ det ekstra nap. Det forsøder tilværelsen med en ekstra udenlandsrejse, eller det dækker netop til afdraget på den nye Audi.
For skifteholdsarbejderne betyder det, at de ramler mod topskatten, hvorfor de kun får udbetalt 300 ud af hver tusind tjente kroner. Nu er det jo sådan, at langt de fleste på fabrikken er utilfredse med den danske brandbeskatning, da der blandt os ufaglærte ikke er nogen, som har formået at bygge formuer op i en grad, der gør det muligt at udnytte fradragsjunglen. Men skatten er jo en svær ting at gøre noget ved.
Jacob fra afdelingen kan godt bruge flere penge, så han havde fundet løsningen:
- Det er sgu også for dårligt, at man kun må få udbetalt de første 16 timers overarbejde, klagede han sin nød ud over spisebordet.
De fleste skulle lige tygge af munden for at sluge den opfattelse. På det tidspunkt – for et halvt år siden – var Henning netop blevet valgt som tillidsrepræsentant. Det var derfor ikke så tit, han var i afdelingen, hvilket medførte adskillige små velmenende stikpiller. En morgen var han på vej til et møde i den anden ende af fabrikken, hvorfor han spurgte, om der var noget, han kunne bringe med derned. Med et smil på læben svarede Kaj straks: - Dit omklædningsskab. Du bruger det alligevel aldrig!
Den vakte jubel.
Men den dag var Henning der. Ikke uventet fik Jacob læst og påskrevet:
- Hvad med at gi´ lidt plads til den lille million uden for porten? – Og hvad med dit eget helbred? – Du skal jo gerne holde til din pension! – Hvad med at sætte tæring efter næring? – Pigerne tager dig alligevel ikke på grund af dit fancy stereoanlæg! – Vi skulle hellere kræve en højere timeløn!
Alle kendte remsen og åndede lettet op, da telefonen ringede på kontoret. Vi betaler selv vores frokost, men passer gerne telefonen, så kombinerer vi det med lidt friheder på andre tidspunkter af dagen. Kaj sad nærmest, så han rejste sig, tog røret og præsenterede sig på afdelingens vegne. Det viste sig at være til ham selv. Det var fra hjemmefronten, og da hans stemme slog over i falset, vidste vi, at det var datteren i den anden ende af røret. Nu var datteren blevet syg, så vi måtte sikkert undvære ham i morgen. Ganske rigtigt:
- Min kone måtte hente Tanja i institutionen, fordi hun er syg, så jeg er tvunget til at tage hende til lægen i morgen.
Meddelelsen blev taget med ro. De fleste havde været igennem perioden med småbørn og deres "skavanker". Skavankernes hyppighed blev jo heller ikke færre i de forringede institutioner.
Vi kunne se på Jacobs øjne, at de strejfede overarbejdslisten, samtidig med at han regnede på, hvor meget overarbejde han havde haft den pågældende måned. Det fik Kaj til at vende tilbage til diskussionen:
- Der kan du se. Når du får børn, ka´ du ikke bare skrive dig på overarbejdslisten i tide og utide, sagde han henvendt til Jacob.
Et halvt år efter gik det pludselig op for os, at Jacob ikke havde taget overarbejde en hel måned. Vi lagde to og to sammen: Det var sgu da hans nye kæreste, der tog tiden. Så blev der holdt drilletime!
Jacob sad uroligt på stolen:
- Ååeehh, hvad fanden. Jeg har aldrig påstået, at livet kun bestod af arbejde.
Vi lod ham slippe af krogen i be-vidsthed om, at han havde forstået lidt mere.
Reno