Ved EU-topmødet i Nice optrådte EU-magten med en ny taktik i sine (heldigvis umulige) forsøg på at bremse EU-modstanden. Socialdemokratiske fagforeninger, hvis top selv er en del af EU-magten, arrangerede demonstrationer for mere Union. Kravene var mere social Union angiveligt som modvægt mod monopolerne. For den danske EU-klike og dens medier var det guf: Vajende røde faner, rækker af franske arbejdere, som kræver netop det, de danske EU-modstandere er imod. Mange andre kræfter demonstrerede imod EU i Nice, men i medierne var fokus på reform-demonstrationen.

Hvor tilhængerne i en årrække med en vis succes har banket den danske modstand i hovedet med Pia Kjærsgård og Le Pen, er den taktik nu ved at være udbrændt. I stedet ser vi nu de sociale reformkrav (som er lig med stærkere Union) optræde sammen med krav mod globaliseringen, nogle gange som udtalt, andre gange som uudtalt krav om et stærkere EU. Angiveligt fordi EU er det eneste, der er at ’stille som modvægt’ mod USA’s dominans eller mod den mere diffuse globalisering.

Attac har tydeligt karakter af en trojansk hest, der skal dreje fokus væk fra EU og væk fra modstanden mod EU. Tøger Seidenfadens og Informations meget voldsomme satsning på at få frempromoveret en Attac-bevægelse i Danmark, bl.a. sammen med folk fra Nyt Europa, siger alt om hensigten. Enhver EU-modstander bør holde sig langt væk.

Når EU-modstandere legitimerer en bevægelse ved deres deltagelse, vil folk ikke kunne andet end tro, at Attac er o.k. Endelig er Attacs krav om en "Tobinskat" på valutaspekulation en utopi/vildledning. Hvis man kunne appellere til imperialismens ’fornuft’ og forhandle om ’mindre’ imperialisme, så ville der for længst være fred og selvstændighed i Palæstina, så ville Novo ikke føre retssager for at forhindre Afrika i at få billig aids-medicin, osv. Tobinskat er vildledning for at undgå det uomgængelige opgør med og kampen mod imperialismen.

Gennem 28 års medlemskab af EU har modstanden oplevet adskillige og forskellige bagholdsangreb og afledningsmanøvrer. Det, vi oplever i denne periode, er, at magthavere og medier fokuserer på "den folkelige modstand mod globalisering", at denne – oprigtige – holdning søges gjort til venstrefløjens og den brede bevægelses mærkesag. Endnu et forsøg på at få EU-modstand stemplet som "gammeldags" og "nationalistisk".

For en EU-modstander er det ellers enkelt nok: Kampen mod globaliseringen (som i sig selv er et vildledende begreb, det, der skal bekæmpes, er rettelig imperialismen) er i vores land, i Norden og i EU først og fremmest en kamp imod EU. For EU er selv imperialistisk, og EU er på vej til at blive en imperialistisk supermagt.

Det var derfor fuldstændig rigtigt set af den svenske Folkrörelsen Nej till EU, da de for et lille år siden tog initiativ til at samle en række bevægelser og partier i "Netværket Göteborg 2001" for at samle en bred demonstration mod EU ved topmødet i juni i år. Denne demonstration støttes også af de øvrige nordiske nej-bevægelser, som allerede har påbegyndt mobilisering til Göteborg fredag den 15. juni.

Imidlertid bliver der om lørdagen en anden demonstration, i hvis grundlag der står:

"Vi vil have demokrati, godt miljø og solidaritet. Vi modsætter os, at den økonomiske globalisering og EU truer disse værdier." Og videre står der: "Vi tror på at stille tydelige krav under det svenske formandskab med tanke på modstanden i EU’s mest EU-kritiske land. Vi tror også på at en bevægelse som stiller sig kritisk over for globalisering bør stille stærke EU-kritiske krav."

Hvad der derimod ikke er med i denne demonstrations grundlag, er parolen "Nej till EMU", endskønt dette er det aktuelle EU-kernespørgsmål i Sverige i tiden frem til deres ØMU-folkeafstemning.

Blandt medarrangørerne til lørdagens demonstration er flere, som også er med fredag, og som er blandt den danske folkelige EU-modstands og Folkebevægelses venner. Men det skal ikke afholde os fra at være skeptiske, når nogle folk (fra det EU-reformkritiske Miljöpartiet) et halvt år efter Netværkets start springer fra og starter et nyt initiativ med en demonstration om lørdagen under det næsten identiske navn "Göteborgaktionen 2001".

Fredagens platform udtrykker klart modstanden "mod svensk medlemskab af ØMU’en og EU". Lørdagens platform har overskriften "For et andet Europa" og lægger lige så stor vægt på miljøspørgsmål og globalisering som på EU.

Det lyder måske vældig EU-kritisk at "Vi tror på at stille tydelige krav under det svenske EU-formandskab" og at man "bør stille stærke EU-kritiske krav". Men at stille krav til EU som hovedform er ensbetydende med accept af EU. Det er reformpolitik. Både SF, Socialdemokratiet, Venstre og det svenske Miljöpartiet stiller reformkrav til EU. Megen kritik af EU kommer fra tilhængere af populistiske grunde. Det er en vildledning af den nordiske modstand, som har som mål at få landene frigjort fra EU. Det er også et forsøg på at bremse den voksende modstand mod selve EU, som bl.a. de nordiske bevægelser har inspireret til i befolkningerne i hele EU og i Østeuropa.

Folkebevægelsen i Danmark har den rigtige opfattelse, at mobiliseringsgrundlaget i Danmark kun skal indeholde temaer, som vedrører EU-modstanden. Det svækker den folkelige bredde, hvis andre spørgsmål blandes ind. Sådan er grundlaget for mobilisering i Norge også sammensat. Her er det Folkebevægelsen Nei til EU som står for initiativ og koordinering.

I Danmark som i Norge bliver der mobiliseret til begge demonstrationerne. I København har bevægelserne m.fl. besluttet følgende grundlag for mobiliseringen til Göteborg:

Folkebevægelsen og andre konsekvente modstandere må samtidig og først og fremmest bruge topmødet til at markere alternativet til Union og til Unionsforfatningen i 2004: at komme ud af EU. Også hjemme i Danmark skal dette markeres under topmødet.

De mange nordmænd og danskere, der vil deltage i Göteborg, kan sammen med EU-modstanderne i Sverige vise t EU-modstanden levende og stærk. Vi kan gøre meget til, at det mislykkes for EU-magten at sætte en anden dagsorden, som hedder, at EU kan ‘bruges til noget progressivt som verdensmagt’.

EU kunne ønske sig en svækket EU-modstand, og at modstanden overdøves af fokus på globalisering, for EU har brug for at have ryggen fri til det næste Unionsskridt: Traktaten for en Forbundsstat i 2004.

Vi, derimod, har brug for den mest aktive og konsekvente modstand for at få de nordiske – dernæst andre – befolkninger til at sige fra over for EU-staten. I Danmark har vi brug for et stærkt nej til Forbundstraktaten 2004, da vi her muligvis får (vi skal have) en folkeafstemning. En situation, som allerede nu er det vigtigste for den danske modstand at forberede sig på.