Mord på fagligt aktive
I den stærkt amerikansk støttede colombianske regerings kamp imod den almindelige befolknings retfærdige og over 30 år lange kamp for et Colombia for det store flertal, der finder sit mest konsekvente udtryk i landets mange guerillabevægelser, benyttes uden tøven mord på fagligt aktive. Den 17. januar føjedes to nye drab til den lange liste af myrdede, som regeringerne i Bogotá og Washington har på samvittigheden. Næstformanden for lotteriarbejdernes fagforening i Magdalena-provinsen, Tello Barragan Aldona, og den fagligt aktive i lærernes fagforening i Risaralda-provinsen Miguel Antonio Medina, blev myrdet med koldt blod af ultrahøjreorienterede paramilitære grupper, der støttes af den colombianske hær, som med Clintons "afskedsgave" i form af en "hjælpepakke" på 1,3 mia. dollars indtil udgangen af dette år til indkøb af hypermoderne militært isenkram fra USA har fået en ordentlig saltvandsindsprøjtning.
Med mord på fagligt aktive, som alene sidste år nåede et antal af 121, og endnu flere "forsvindinger" forsøger det colombianske borgerskab i forening med den amerikanske imperialisme at intimidere alle folkelige og antiimperialistiske kræfter, hvis eneste "forbrydelse" er at forsvare den almindelige befolknings interesser ved at gå imod regeringens neoliberale, antifolkelige politik (gavner alene det lokale borgerskab og de amerikanske multinationale firmaer og har bl.a. betydet, at 20 % af Colombias 40 mio. indbyggere lever i absolut fattigdom, dvs. for under to dollars om dagen), og at frarøve arbejderne og den øvrige arbejdende befolkning nogle af sine bedste faglige kræfter i kampen for et Colombia frit for amerikansk udplyndring og diktat. Siden 1986 er over 2.300 fagligt aktive blevet likvideret i Colombia, og i det sidste årti var en tredjedel af alle myrdede fagligt aktive i verden colombianere.
Melse