Antikommunismen er den mest ufrugtbare og mindst produktive ideologi, kapitalismen har frembragt. Den var og er det mest grundlæggende træk ved nazismen og fascismen - netop det punkt, hvor alle øvrige borgerlige ideologier i imperialismens epoke, uanset hyldesten til pluralismen, finder sammen med den yderste reaktion.

Fra den primitive antisocialisme og antimarxisme, der mødte den fremvoksende arbejderbevægelse, blev antimarxismen udviklet til et altomfattende system i løbet af det 20. århundrede. Den har beskæftiget talløse ‘forskere’ og ‘videnskabsmænd’, skribenter og propagandister, politikere og efterretningsfolk, også som en sikker vej til karriere i det borgerlige samfund.

Nazismen og den reaktionære amerikanske presse, som Hearst-pressen, satte den antikommunistiske indoktrinering baseret på gigantløgne i system og spredte den i massemålestok. Den intensiveres for alvor i 1930’erne for at modvirke tiltrækningskraften fra socialismen på et tidspunkt, hvor den kapitalistiske verden befandt sig i den dybeste økonomiske og politiske krise nogensinde indtil da. En lang række af de antikommunistiske myter, der serveres i dag, kan spores direkte tilbage hertil.

Hitlers drøm om tysk verdensherredømme led skibbrud, men antikommunismen udvikledes efter 2. verdenskrig videre med centrum i den nye imperialistiske supermagt USA. Som ‘skjult antikommunisme’ leverede den moderne revisionisme i de tidligere socialistiske lande - bl.a. gennem angrebene på Stalin - uvurderlig støtte til det vestlige antikommunistiske korstog. Efter Sovjetunionens opløsning er det ikke indstillet et sekund, men blevet yderligere udbygget. Også i dag er det den ægte socialisme, først og fremmest Lenins og Stalins Sovjetunion, der er forrest i skudlinjen.

De antikommunistiske korsriddere i Danmark og andre steder forlanger et ‘endeligt opgør med socialismens forbrydelser’ og lægger op til direkte kriminalisering af kommunisme og kommunistisk virksomhed. I sammenhæng hermed ses en snigende ‘rehabilitering af nazismen’, som forstærkes yderligere gennem den tyske dominans i udbygningen af den Europæiske Union. Men den intense antikommunistiske hetz efter ‘socialismens fald’ er ikke blot et udtryk for reaktionær revanchisme. Den motiveres i første række af forsøget på at forhindre arbejderne og folkene i at rejse sig til et revolutionært opgør med imperialismen og Den Ny Verdensorden. I den forstand er det også et udtryk for den krise, disse reelt befinder sig i.

Kampen mod den antikommunistiske hetz må afsløre dens rådne klassekarakter og reaktionære formål, og den må først og fremmest foregå i tre retninger:

Som en tilbagevisning af hele systemet af grundløse myter om socialismen og om kommunisterne. Helt elementært bygger det på løgn. Derfor kan også den del af den borgerlige forskning, som ikke er sløret af blindt klassehad og fornægtelse af kendsgerningerne, inddrages.

Som en afsløring af kapitalismens, imperialismens, Den Ny Verdensordens og ‘globaliseringens’ uhyrlige forbrydelser - fra det daglige globale fattigdomsdrab gennem sult og sygdom til de utallige ofre for imperialismens krige og krigsforbrydelser.

Og som en påvisning af socialismens faktiske fortjenester - fra overvindelsen af fattigdomsdrabene, sikring af en betydelig befolkningstilvækst, over afslutningen på det nazistiske folkemord til understøttelsen af arbejdernes og folkenes kamp og sejre i de kapitalistiske lande.