Markeringen af de begivenheder i februar 1986, der førte til omstyrtelsen af det fascistiske Marcos-regime, er et velegnet samlingspunkt for den fremspirende enhedsfront mod det amerikanske Estrada-regime, som har bragt Marcos-familien og dens mest berygtede håndlangere som Edouardo Cojuangco og Lucio Tan tilbage til magten.

Masseopstandene langs EDSA-landevejen, foran Malacanang og i provinserne lammede fascistregimets rå magt og førte til den amerikanske helikopterredning af Marcos-familien fra vreden hos arbejderne, de fattige byfolk, studenter og de andre, der skarede sig så massivt foran præsidentpaladset.

Masseopstandene udtrykte folkets revolutionære ånd og kronedes med succes, da Marcos blev afsat. Men det var endnu ikke en revolution, fordi mindstekravet til en revolution er den herskende systems fald. Det rådne herskende system af store kompradorer og godsejere forblev intakt. Én lakaj for USA-imperialismen blev erstattet med en anden, under foregivende af borgerligt demokrati.

Cirklen er fuldendt. Marcos’ efterfølgere som præsidenter har opretholdt det samme undertrykkende og udbyttende system over for folket og har banet vejen for Marcos-familiens og andre af dens politiske efterkommeres tilbagevenden til magten.

Marcos-familien og de mest berygtede Marcos-håndlangere har bevaret deres fra folket og staten stjålne rigdomme og rager igen yderligere rigdomme til sig. Folket råber stadig på retfærdighed for de store krænkelser af menneskerettighederne, det udsættes for.

Det amerikanskstyrede Estrada-regime er en tilbagevenden til Marcos-regimet med hensyn til marionetkarakteren, korruptionen, løgnagtigheden og brutaliteten. Det har den frækhed at bede folket om at glemme alle de uretfærdigheder, som det fascistiske Marcos-regime begik, og dekreterer, at fejringen af dets fald skal reduceres til et tomt ritual, som skal helligholde de store kompradorer og godsejeres fortsatte herredømme.

Det store problem for udbytterklassernes indbyrdes stridende fraktioner er, at det herskende system er i stadigt forfald og giver dem stadig mindre plads til at dele i porten til gensidig tilfredshed. Den nuværende klike ved magten er tilbøjelig til at monopolisere magtens frugter og fornærmer dermed sine rivaler inden for systemet.

Det herskende systems sociale, økonomiske og politiske krise udløser frygtelige lidelser, uden fortilfælde, hos folket - men udvikler samtidig den revolutionære modstand fra de arbejdende, arbejdere, bønder og de sociale mellemlag. Den revolutionære proces fortsætter.

Hvad de revolutionære kræfter og folket gør, er at føre folkekrig og opbygge enhedsfronten til at vinde styrke mod en hvilken som helst herskerklike, som opstår fra det kriseplagede herskende system, indtil det falder sammen af råddenskab og fra de dødelige slag, som de revolutionære kræfter tildeler det.