Jan er uddannet håndværker, som i en lang årrække arbejdede på en af de største fabrikker i København. Fabrikken var toneangivende i mange af landets store politiske konflikter. Fabrikken blev opkøbt af fremmed kapital, og siden lukket i spekulationsøjemed, hvorfor Jan søgte og fik arbejde på en af landets store chokoladevirksomheder. Her arbejdede han i en årrække på lageret, - hovedsageligt som truckfører, som en agtet og blandt arbejdskammeraterne respekteret kollega.

Men hør nu selv Jans historie:

- I sommers røg vi ind i én af ledelsens sædvanlige stimer, hvor de krævede, at tempoet blev sat yderligere op. I første omgang betød det, at vi på gulvet havde tendens til at komme op at skændes. De to arbejdsledere på lageret, hvoraf den ene blev betegnet som "Isdronningen", mistede langsomt grebet om situationen. Vi blev beskyldt for fejl, som vi intet ansvar havde for. Sikkerhedsproblemer blev ikke løst. Kæft, trit og retning-stilen blev mere og mere udtalt. Så efterhånden vendtes vores indbyrdes skænderier imod lederne. Vi mistede simpelthen respekten for dem.

- I efteråret stopper lagerchefen pludseligt med én dags varsel. Den ene arbejdsleder siger op, så Isdronningen overtager. Der bliver ansat 5 nye truckførere, hvilket for vores lagerkapacitet er en ordentlig styrke. Isdronningen, som er inkompetent til sit arbejde, fortsætter sine tyranniske metoder med forøget styrke. Utilfredsheden voksede, og vi krævede et fagligt møde; men tillidsmanden turde ikke. Han påstod, at han ville blive fyret; men virkeligheden var, at han kun var bange for at gøre sig upopulær overfor ledelsen.

- Vi besluttede, at der skulle skrives et brev til ledelsen, så vores indestængte harme og utilfredsheder kunne komme til udtryk. Tillidsmanden var nervøs, så han holdt sine kaffepauser andre steder på fabrikken; men vi krævede ham over i kaffestuen, hvor vi forelagde ham vores beslutning. Han måtte "æde" beslutningen, så det blev bestemt, at man hver især til næste dag skulle notere forskellige eksempler, så han kunne sammenstykke et brev. Jeg forfattede selv mine utilfredsheder i form af et brev, hvilket han selv senere brugte som skabelon – tilføjet et par andre eksempler. Fagforeningen anbefalede os at underskrive det med "samtlige ansatte" for ikke at hænge nogen ud.

- Vi rettede brevet til den øverste virksomhedsledelse, da én af de nye direktører havde udtalt, at målsætningen var, at alle skulle glæde sig til at møde på arbejde. Naivt troede vi på, at han ville tage vores problemer alvorligt. Det gik stik modsat.

- Da brevet kommer Isdronningen og personaledirektøren i hænde, udløser det et ramaskrig!

- Dagen efter blev alle på lageret i samlet flok kaldt til møde med personaledirektøren. Han bliver kaldt "den fnugfri", fordi han altid går ulasteligt dyrt klædt. Det var måske derfor, han betegnede brevet som usmageligt. Han efterlyste, hvem der stod bag, og hvem der støttede. Da vi havde en stikker blandt os, vidste han, at det ikke var alle, der bakkede indholdet op.

- Da vi blev kaldt til mødet, aftalte vi, at det kun var tillidsmanden, der skulle føre ordet. Det eneste, han havde på hjertet, var sgu, at han håbede på et fremtidigt godt samarbejde. Den fnugfri sluttede mødet med en besked om, at lageret i løbet af et år skulle "Outsources" – udliciteres til anden side.

- Alle gik frustreret fra mødet, og tillidsmanden var skræmt. Den mand, som var så bange for at blive fyret på grund af faglig aktivitet, begik sin store bommert. Han var kendt for at stjæle et stykke chokolade med ud af virksomheden hver eneste dag på trods af, at det er fyringsgrund. Netop denne dag havde portvagten ændret proceduren, der gjorde det tilfældigt, hvem der blev hevet til kontrol. Denne – og kun denne – dag blev alle fra lageret taget til kontrol.

- Næste dag kunne den fnugfri triumferende meddele os, at tillidsmanden var blevet fyret uden varsel, fordi han havde stjålet chokolade: Lad det være en lærestreg for jer alle, hoverede han.

Inden vi havde sundet os ovenpå den lussing, blev 3 andre fyret, - begrundet med arbejdsmangel.

- De to, hvoraf jeg var den ene, var aktive bag brev-initiativet, var blevet angivet af stikkeren. Det var en absurd situation. To måneder forinden var fem nye blevet ansat. Samtidigt havde min arbejdsleder rost mig til skyerne – og nu skulle jeg og to andre fyres.

- Personligt blev jeg kaldt ind på kontoret, hvor de ville have, jeg underskrev min egen fyring. Det nægtede jeg. Så ville de have, jeg underskrev, at jeg havde modtaget den. Det nægtede jeg, fordi jeg nægtede at modtage den. På vejen ud af døren nåede jeg lige at råbe "lortefirma", inden jeg smækkede efter mig.

- Jeg gik direkte op på tillidsmandskontoret, hvor de to andre og fællestillidsrepræsentanten sad. Vi afkrævede den fnugfri et møde og en forklaring. Han måtte gi´ fremmøde. Fællestillidsrepræsentanten hængte sig i procedurefejl, fordi fyresedlen skulle sendes anbefalet.

- Udgangen på det hele blev – takket være en svag fællestillidsrepræsentant - , at det lykkedes de fnugfri at splitte os, fordi han lovede os personlige begrundelser. Hver især blev vi kaldt ind på et glasrudekontor, hvor alle havde på lageret kunne følge vores fagter og i stille solidaritet håbe det bedste. Meget af tiden lå arbejdet stille. De to første blev med fællestillidsrepræsentantens medvirken fyret.

- Så var det min tur. Den fnugfri påstår, at jeg dovner rundt og lader de unge udføre mit arbejde, hvorefter han taber tråden. Den chance greb jeg. Jeg tilbageviser påstanden. Jeg er blevet flyttet rundt til alt muligt forskelligt lortearbejde med at reparere paller i kuldegrader og træk. Jeg har kørt truck i tre uger i "smallegangen", selvom der eksisterer en 2 år gammel hemmelig arbejdsmiljørapport, der fastslår, at man kun må gøre det i fire timer af gangen.

- På dette tidspunkt har jeg i virkeligheden overtaget styringen af mødet. Den fnugfri bliver rystet over, at der foreligger en rapport fra arbejdstilsynet. Min arbejdsleder må indrømme, at hun for blot to måneder siden roste mig til skyerne. Jeg nægter fortsat at modtage eller underskrive fyringen, men kræver en fagretslig behandling. Fællestillidsrepræsentanten siger intet under hele forløbet.

- Ledelsen var godt klar over, at den havde dårlige kort på hånden. Jeg passede mit arbejde, og jeg var vellidt blandt både arbejdskammerater og de ansatte i produktionen. Med andre ord risikerede de at få en strejke på halsen. Næste dag holdt lederne og fællestillidsrepræsentanten samråd. Derefter forelagde fællestillidsrepræsentanten mig et forslag om forflyttelse til en anden afdeling på fast aftenhold. Det var et hårdt pres, jeg havde været igennem, så jeg billigede, hvorefter fællestillidsrepræsentanten drog et lettelsens suk. Hun var sikkert skidebange for en arbejdsnedlæggelse. Jeg fik tilmed mundkurv på. Jeg måtte ikke sige noget til nogen, før jeg havde underskrevet min nye ansættelseskontrakt.

- Jeg havde en underlig smag i munden bagefter. På den ene side havde jeg vundet min fortsatte ansættelse; men der var stadig to gutter, der var røget i svinget. Selvom fyringen var klart uretfærdig, kunne den så holde i det fagretslige system? – Og hvad ville jeg få ud af det? Hvad ville det nye job indebære? – Og hvor fanden var fagforeningen henne? – de havde ikke så meget som bare én gang vist sig på fabrikken i hele forløbet, selvom vi havde kontakt til dem.

- Men jeg fik det meget bedre, da jeg oplevede kollegernes – på lageret og i produktionen – varme modtagelse bagefter. Det blev til knus og kram samt en masse søde ord fra dem alle sammen. Nogle lovede tilmed, at de ville have strejket, hvis jeg var blevet fyret. Det var sgu dejligt at opleve. Nu var det hjælperytternes – altså tillidsrepræsentanternes tur - til at sidde med en dårlig smag i munden.

- Med hjælperyttere mener jeg, at de er ansat til at holde feltet tilbage. De fleste steder fungerer de som ledelsens forlængede arm. I stedet for at opbygge sammenhold og solidaritet, splitter de os ad. Når det kommer til aktiv kamp, så bistår de ledelsen med ildelugtende kompromisser. I dag er jeg forflyttet til aftenhold i en afdeling med 35 graders varme og kun tre arbejdskammerater. De sidste to timer skal jeg rengøre en stor chokoladesilo ved hjælp af en klud – og uden brug af vand.

- Men de skal ikke have lov til at knække mig. Jeg har tabt to kilo på en uge; men de skal ikke tro jeg forsvinder af den grund.