Overarbejdskultur

Postterminalen i København er virkelig et sted, hvor overarbejdskulturen lever i bedste velgående. Til gengæld er der færre og færre fuldtidsstillinger. Når en fuldtidsansat holder op, bliver den ikke slået op til genbesættelse. Den udgår bare. Men som deltidsansat er man jo også en mere fleksibel arbejdskraft.

Mange lever en daglejeragtig tilværelse med 25-30 timer om ugen, hvor grundlønnen lige dækker de faste udgifter, og så må man ellers tage noget overarbejde for at få til maden og smørret på brødet. Nogle af os nøjes med at tage det, der skal til for at være oppe omkring de 37 timer, mens andre nærmest lever hele deres liv på Posten i en grad, så man undrer sig over, hvornår de egentlig får tid til at bruge alle de penge, de tjener. De fleste tager ekstravagter, når de lige har noget bestemt, som de kunne tænke sig at få råd til at købe, eller når tandlægeregningen skal af vejen.

Da jeg gik fra fast nat over til en turnus med skiftende arbejdstider, opdagede jeg nogle af de typer, der bare er der på alle tider af døgnet.

Emil er en af dem, der virkelig tonser på med overarbejde. I længere perioder kan han tilbringe 12 timer hver dag på Postterminalen for bl.a. at finansiere sit speedforbrug, eller som han selv formulerer det: Det koster jo noget at leve livet med 130 km. i timen.

Fie er værre. Jeg render ind i hende næsten hver dag, uanset om jeg har dag-, aften eller nattevagt. Hun mødte sin kæreste i Irland og hentede ham til Danmark. Han kan ikke få arbejde eller bistandshjælp, før han får lært dansk, og så er der kun hendes løn tilbage at leve af. Så nu møder hun tit ind sammen med morgenvagterne og går hjem sammen med natholdet. Hvor meget hun og kæresten ser til hinanden, melder historien ikke noget om.

Endelig er der Mikkel. Han er sidst i 30’erne og har været i Posten i 20 år. Han bor stadig hjemme hos sin far, men det virker ikke som om han er særlig tilfreds med at være dér. Moderen er død. Næsten hele hans liv er post, post og atter post. Selv hvis vi er ude at få en bajer sammen, kan han stort set kun tale om sorteringsnorm for de forskellige typer post osv. Samtidig er han på mange måder som et lille barn. Han er meget temperamentsfuld, brokker sig konstant over alt og alle, men så snart hans hold får et læs post, der kan trække akkorden i vejret, kommer han pludselig helt op at køre. Næsten som hvis man giver et barn en pose slik. Han har en evne til at platte det bedste post frem til sit hold, men han lader også en del af det falde af på natholdet. Fra sin egen tid på natholdet har han nemlig ikke glemt, hvor surt tjent bonusen var i natleddet. - Og så falder det jo tilbage på ham selv nu og da, hvis han selv tager overarbejde om natten.

Mikkel er ikke blot en tilfældig kollega. Han er en institution. Alle i hele huset kender ham og har en mening om ham. Hvis der ikke er overarbejde at få på hans egen afdeling, skal han nok finde en anden afdeling, hvor han kan tage sine ekstra timer. Og han ved altid, hvor i huset der er overarbejde at få. Hvad han bruger sine penge til, er der ingen, der rigtig ved. Men når han en sjælden gang i mellem snakker om andet end post, fortæller han om alle de timer, han tilbringer ved spilleautomaterne i Tivoli, eller hvor han nu går hen.

Meget af overarbejdskulturen opstår nok også af, at de fleste i produktionen går på arbejde om aftenen eller natten, hvilket besværliggør et socialt liv uden for arbejdet. Når alt ens sociale liv foregår på arbejdspladsen, kan man lige så godt blive der sammen med kollegerne og så tjene de ekstra penge oveni.

plp