Op gennem det tyvende århundredes sidste årti blev der gjort en række forsøg på at udvikle og forny den internationale faglige solidaritet og skabe platforme for arbejdernes kamp mod ‘globaliseringen’ og ‘den ny verdensorden’. Samtidig udvikledes den ‘anti-globaliserings’-bevægelse, sammensat af en række forskellige organisationer og bevægelser, politiske og sociale kræfter, som for alvor markerede sig ved WTO-topmødet i Seattle og ved senere internationale begivenheder.

I Europa har disse bevægelser også været præget af udviklingen af EU, senest omkring Nice-topmødet i december.

I 90’erne så vi de europæiske faglige hovedorganisationer, indbefattet EFS (det såkaldte Euro-LO), springe ud som støtter til og pådrivere af udviklingen af EU til en imperialistisk supermagt og af den imperialistiske ‘globalisering’. Dette har været ledsaget af en almindelig svækkelse af fagforeningerne og organiseringsgraden - der også har ramt Danmark og de øvrige nordiske lande, hvor organisationsprocenten er langt, langt højere end næsten alle andre steder. ‘Fagbevægelsens krise’ er blevet et vigtigt tema.

En række større initiativer er blevet taget fra kæmpende kræfter i fagbevægelsen for at formulere rammerne for fælles aktion, en fælles platform og for udviklingen af den internationale solidaritet.

Et centralt initiativ er det årlige Internationale faglige træf, hvoraf nummer seks afholdtes i Odense i juni i år, og nummer syv finder sted 2.-4. juni i Frankrig. Hundreder af fagligt aktive fra en række forskellige lande, især EU-lande, har her udvekslet erfaringer og styrket deres samarbejde, baseret på en faglig kamplinje og initiativer ‘fra neden’.

I maj 1999 mødtes hundreder af fagforeningsfolk og faglige aktivister i Oren i Tyrkiet for at udvikle en international faglig kamplinje. Dette initiativ blev fulgt op med en konference i Annecy, Frankrig, 29. sept. - 1. oktober sidste år. I dette nummer af KP bringer vi åbningstalen fra denne konference, af formanden for det tyrkiske transportarbejderforbund Sabri Topcu, samt dens sluterklæring. Det er vigtige indlæg i den pågående debat. På konferencen deltog repræsentanter fra venstreorienterede fagforeninger i Frankrig, Tyskland, Tyrkiet, Spanien, Storbritannien, Belgien, Østrig, Italien, Grækenland, Schweiz, Cypern, Palæstina, Ecuador, Colombia, Algeriet, Benin, Thailand og Rusland.

KP bringer også dokumenter fra det tredje latinamerikanske faglige møde, som afholdtes 3.-5. november i byen Santiago i den Dominikanske Republik med deltagelse af fagforeningsdelegationer fra Colomiba, Ecuador, Guadaloupe, Guyana, Martinique, Mexico, Panama, Puerto Rico og den Dominikanske Republik.

Topcu ser i sin tale i Annecy fagbevægelsens krise som et udtryk for den dominerende klassesamarbejdslinjes fallit - og ser fagbevægelsens adskillelse fra kampen for socialisme og for arbejdermagt ikke bare som et væsentligt symptom på denne krise, men også genskabelsen af forbindelsen mellem kampen for socialisme og den faglige kamp som et afgørende led i at genskabe en internationalt kæmpende fagbevægelse.

I sin historiske analyse af fagbevægelsens kamp i tiden til og med første verdenskrig giver han imidlertid et forenklet billede af fagforeningerne som kamporganisationer. Det var i virkeligheden en periode med en voldsom kamp mellem den socialdemokratiske klassesamarbejdslinje og den revolutionære klassekampslinje i skyggen af den fascistiske fare. I Danmark stod hovedforbundene på den klassesamarbejdslinje, som på trods af sin fallit under besættelsen igen blev dominerende efter krigen. Billedet af udviklingen efter krigen fortegnes også af en manglende analyse af betydningen af de engang revolutionære fagforeningers og partiers overgang til en revisionistisk platform i 50’erne og 60’erne. Endnu mere betænkelig er imidlertid en næsten fuldstændig fraværende analyse af de materielle og sociale rødder til klassesamarbejdslinjens dominans og fagbevægelsens institutionelle integration i statsapparatet og bindinger til samarbejdspolitiken. Herunder af det såkaldte arbejderaristokratis betydelige rolle. I værste fald kan det føre til en undervurdering af de faktiske styrkeforhold og vanskelighederne ved at besejre klassesamarbejdslinjen, både den åbne og officielle, og den mere skjulte, der gennemsyrer store dele af den internationale fagbevægelse.

Ikke desto mindre rejser Topcus oplæg presserende spørgsmål om udviklingen af en kæmpende fagbevægelse og om dens betingelser i dag og forholdet til kampen mod den imperialistiske globalisering.

Dokumenterne er også med til at formulere det politiske grundlag for den internationale kamp og solidaritet i dag.

KP