Clintons "fredsplan":

Mellemøsten er kommet til et kritisk punkt. I de sidste uger af Clintons præsidenttid har han arbejdet på overtid for at få etableret en ‘varig fredsaftale’ mellem Israel og Palæstina. Den vestlige presse har fokuseret mere på præsidenten, som ønsker at gå over i historien som ‘manden, der skabte freden’, end på indholdet af forslaget. Ifølge den vestlige propaganda er det hele bare et spørgsmål om at presse Arafat og israelerne, mest den førstnævnte, til at bøje sig en smule, så vil freden være sikret og alle leve harmonisk i al fremtid. Sådan ønsker USA og Israel at fremstille sagen.

Den amerikanske fredsplan er imidlertid langt fra et forslag til en varig og holdbar løsning, men kortsigtet ‘fredsmægleri’. Den vil opsplitte den kommende palæstinensiske stat i tre ‘bantustans’ på Vestbredden. Den vil nægte de fem millioner palæstinensiske flygtninge retten til at vende hjem til deres byer og landsbyer. Den vil garantere Israels anneksion af 80 pct. af de illegale jødiske bosættelser og blot sikre palæstinenserne kontrol med nogle spredte områder i Østjerusalem. Når Clinton siger, at hans plan vil kræve ‘smerte og ofre på begge sider’, er det ikke Israel, han tænker på. Planen tilsidesætter ikke bare palæstinensernes grundrettigheder, men også alle FN-resolutioner om konflikten.

USA og Vesten udviser den mest eklatante dobbeltmoral, når det gælder de palæstinensiske flygtninge. Mens ‘folkefordrivelse’ har været årsag til NATO’s krig mod Jugoslavien og der nu insisteres på de fordrevne serberes ret til at vende tilbage til Kosova, gælder retten til at vende hjem ikke for palæstinenserne, ofrene for den største folkefordrivelse efter 2. verdenskrig.

FN’s resolution 194 er helt klar på dette spørgsmål. USA og Clinton forkaster den egenhændigt.

Med hensyn til de ulovlige bosættelser og de palæstinensiske familier, hvis huse og ejendom er blevet konfiskeret af Israel, så findes der både en FN-resolution 242 og den fjerde Geneve-konvention, som USA og Clinton simpelthen tilsidesætter. Og Østjerusalems grænser blev fastlagt med våbenstilstandslinjen den 4. juni 1967. Clinton vil tegne sine egne grænser.

Men sådan kan der ikke skabes fred, når retfærdighed og legitime krav trædes brutalt under fode. Der er ingen tvivl om, at en sådan aftale kan støttes af Ehud Barak, for den legitimerer den israelske anneksion og tilintetgørelse af Palæstina. Uanset hvordan Arafat vil forholde sig til det enorme pres for at underskrive en aftale, så vil den ikke skabe en varig fred. Det kan garanteres på forhånd.

Kun retfærdighed, kun opfyldelsen af palæstinensernes legitime krav, kun afslutning på den israelske undertrykkelses- og folkefordrivelsespolitik kan sikre fred.