Der er grøde og opbrud i arbejderklassen og de underste lag

Af Dorte Grenaa

‘Vi står over for Danmarkshistoriens største røveri - men der er også grøde og opbrud i arbejderklassen og de underste lag’ siger formanden for Arbejderpartiet Kommunisterne i denne status i årets første nummer af Kommunistisk Politik

Forleden dag talte jeg med en ung mand på et bistandsprojekt - et stort sted, hvor de havde et træ- og metalværksted. De lavede legehuse, der skulle eksporteres til østlandene. Denne humane gerning var af en sådan art, at der naturligvis ikke blev udbetalt løn for arbejdet, end ikke produktionstillægget på 10 kr. i timen oven i bistandshjælpen. Nu var det blevet en sådan succes, at al maskineriet skulle flyttes over til større produktionshaller. Til den flytning blev yderligere 50 af kommunens bistandsmodtagere indkaldt.

At det gik så som så med at flytte de store fræsemaskiner, siger sig selv. For godt nok blev pyramiderne i Egypten bygget med slavernes håndkraft, ligesom historiens andre underværker blev det. Men ligefrem at skrue historiens hjul tilbage, det ved enhver dansk arbejder er det rene idioti, uanset hvor langt ud af arbejdsmarkedet han er blevet skubbet. Og misbrug af menneskeværd. Det er endnu en generation, hvis nøjsomme krav om et arbejde og en menneskelig tilværelse mødes med udbytteres herrementalitet.

"Lad de mange hænder og rygge pukle, der er nok at tage af." Fra tidligere tiders herremænd, der spændte sine fæstebønder for ploven for at spare på sine dyre heste, til den avancerede kapitalistiske produktion i dag, hvis billigste og mest ringeagtede råvare forsat er arbejderen.

 

Udviklingen stormer baglæns

Bistandsprojekterne på det 3. arbejdsmarked, tvangsarbejdet uden løn og rettigheder, at tage understøttelsen fra de arbejdsløse, sygedagpengene fra de syge, efterlønnen, førtidspensionen og revalideringen fra de nedslidte og arbejdsskadede - netop de ting fremhæver den socialdemokratiske regering som nogle af de største reformer, de har fået gennemført. Her ved det nye årtusindes start er det altså det ypperste, det moderne kapitalistiske samfund og Euro-Socialdemokratiet kan bidrage med, når det gælder arbejderklassens velfærd og fremtid.

Udviklingen stormer baglæns. Den inden- og udenlandske kapital - monopolerne, bankerne og aktie-gulddrengene kender kun den ene vej - at rage samfundets rigdomme til sig på bekostning af arbejderklassen og de underste lag.

På det før omtalte bistandsprojekt er det derfor heller ingen tilfældighed, at tidligere tiders ridefoged er erstattet med en jovial socialdemokrat som projektleder og indpisker. De har i hele det forrige århundrede vist sig som nyttige idioter for kapitalismen til at holde deres klassefæller nede, holde dem til ilden i produktions-, forbrugs- og kreditræset og lade sig nøje med at spise småkrummer fra de riges hånd som "det bedst opnåelige realistiske kompromis".

Den socialdemokratiske projektleder yder, hvad der forventes af ham, og hvad han betales for. Fraserne om, at "ingen har taget skade af at lære at bestille noget", kører helt digitalt automatisk, mens han med hænderne i lommen hundser rundt. Arbejdsgiverens stikirenddreng sidder helt på rygmarven, enhver overtrædelse af arbejdsgivernes reglement rapporteres, så den formastelige behørigt kan trækkes i bistandshjælp. "Orden og disciplin er der ingen, der har taget skade af".

Alt imens messer manden socialdemokratisk valgpropaganda af sig i en endeløs kværn.

"Hvis de borgerlige kommer til magten, vil de tage al den velfærd fra jer, som vi - Socialdemokratiet - har sikret jer, og som vi er garanten for vil fortsætte!! Socialdemokratiet har bragt økonomisk fremgang, opsving og gode tider!!"

 

I lommen på storkapitalen

Nu er det valgår. Valgkampen for både Folketing og kommunalvalg er i fuld gang. Jeg synes, historien fra bistandsprojektet er et meget sigende billede på samfundets sygelige tilstand. Og på, hvad magthavere forsøger at bilde os ind, at vi har at vælge imellem.

Nyrup eller Fog. En borgerlig eller en socialdemokratisk regering. Hvad er egentlig forskellen?

Ingen af dem kan man stole på. De snakker om "mennesker før økonomi", men begge er de i lommen på storkapitalen.

Ingen af dem er demokrater. Når befolkningens flertal stemmer nej til mere EU-union forsætter de ufortrødent EU-monopolernes og byrokraternes projekt. Lyver og bedrager omkring den nye Nice-traktat, som de er ved at falde over hinanden for at få underskrevet i en fart. Deres største tankevirksomhed består i, at regne ud hvordan de helt kan komme ud af de danske EU-forbehold og en gang for alle få lagt EU-modstanden ned.

Begge er de villige til at sætte nationens interesser over styr og lade landet regere fra en central EU-regering.

Og begge har de for længst bevist, at arbejderklassens interesser og flertallets af befolkningens velfærd kun ligger dem på sinde, til valgflæsket er spist.

Der er ingen tvivl om, at arbejderklassen er kørt træt af den nuværende socialdemokratiske regering. Flertallet ønsker forandring og en anden politik. Men den kan ikke komme fra Socialdemokratiet, der har bundet sig til at gennemføre EU-kapitalens direktiver på dansk grund, eller fra dets små parlamentariske medløbere i form af SF og Enhedslisten med deres grønrødgrød, der har sat sig som opgave at være Socialdemokratiets parlamentariske garanti frem for at gøre det, de blev valgt på.

 

Hvor kommunisterne står

Det egentlige valg står mellem, om vi vil blive ved med at traske baglæns, eller om vi vil tage et spring fremad for at sikre arbejderklassens egentlige velfærd og interesser. Ikke om vi vil have lidt mere eller mindre EU, lidt flere eller færre arbejdsløse, lidt mere eller mindre fattigdom og nedslidning.

Men helt ud af EU, slet ingen arbejdsløse, slet ingen fattige. Og slet ingen rig overklasse, der kan leve som snyltere og parasitter på samfundets rigdom. Det er her, kommunisterne står. Med forandringen, fremtiden, med afskaffelsen af udbytningen og undertrykkelsen. Det er den diskussion, der vil kunne rykke arbejderklassen og ungdommen fremad. Socialismen er det eneste nationale og globale alternativ til kapitalismens fortsatte globalisering, ødelæggelse, forurening, sult og krige.

Den forandring vinder vi ikke via stemmeseddelen; den kan kun vindes gennem en klasses egen kamp, arbejderklassens. Og det er da også i den daglige klassekamp, det kommunistiske parti, APK, fortsat vil lægge sine kræfter. Selvom vi endnu er et lille parti, har vi alligevel valgt at påbegynde løsningen af kommunisternes parlamentariske repræsentation med opstilling til kommunalvalg i Odense og København. Endnu er den kommunistiske bevægelse for svag og for splittet at takle en kommunistisk repræsentation i Folketinget. Om vi kan lide det eller ej. Og det gør det lettere for kapitalismen at manipulere sin politik igennem.

 

APK - solidt fra start

På APK’s vegne ser jeg optimistisk på det nye år. APK er kommet rigtig godt og solidt fra start med partistiftelsen sidste år. Tiden kræver også af os, at vi arbejder seriøst og hurtigt.

Behovet for et stærkt kommunistisk parti nærmest skriger til himlen. Vi står over for Danmarkshistoriens største røveri, slagtningen af de rettigheder og goder, de danske arbejdere og det store flertal af befolkningen tilkæmpede sig i det sidste århundrede.

Vi står over for en kommende økonomisk krise, hvor EU`s såkaldte velfærdsdiskussion om prioritering blot er et skalkeskjul for at vælte nye nedskæringer og byrder over på arbejderklassen for at sikre sin profit.

Vi står midt i en afgørende diskussion rundt om på arbejdspladser om at skabe en revolutionær politik og en kæmpende fagbevægelse - uden en LO-top og dens klassesamarbejde.

Der er grøde og opbrud i arbejderklassen og de underste lag. Skal vi endnu en gang bøje nakken eller rejse hovedet og slås for vores egne interesser? Det spørgsmål stiller flere og flere sig seriøst i dag. Vi skal sikre, at kommunisternes stemme kommer til at lyde gennem vores presse og gennem det daglige arbejde.

Vi ser den samme udvikling ude i Europa, i verden, internationalt. For APK er det internationale arbejde vigtigt, fra det aktuelle solidaritetsarbejde med det palæstinensiske folks retfærdige kamp mod den israelske besættelse og krig til deltagelsen i udviklingen af den internationale kommunistiske bevægelse. Der foregår i dag en vigtig proces med - om man så må sige - at få renset den årelange revisionistiske splittelse af sig, at få genetableret de marxist-leninistiske rødder, samtidig med at der kræves konkrete svar på den akut skærpede klassekamp, ikke mindst i Latinamerika, som er et af revolutionens brændpunkter i dag.

Jeg vil derfor slutte med at opfordre læserne af Kommunistisk Politik til forsat at støtte bladet og udbredelsen af det, hjælpe med til, at vi kan gøre det endnu bedre, og til at slutte op om APK og partiets arbejde.