Kenneth entrer vores kaffestue første arbejdsdag efter jule- og nytårstamtam´et – vel at mærke ti minutter efter mødetid. Det vil sige vore andres mødetid. Kenneth har nemlig gjort det til fast præcedens at møde 10-15 minutter senere. Det har han gjort i en lang årrække, hvorfor det er blevet almindeligt anerkendt for alle parter. Det er ikke fordi, det har nogen betydning, for vi starter alligevel altid dagen med morgenkaffe, der strækker sig mellem en halv og en hel time. Selv arbejdslederen har accepteret denne tilbøjelighed fra Kenneths side, som der var tale om at kæmpe mod guder. Man kan jo heller ikke sætte sig op mod tyngdekraften.

Nuvel, Kenneth var kommet godt gennem nytårsballaden; men han havde jo også haft svigermoren på besøg. Anderledes vildt var det foregået for os øvrige. Alle var enige om, at vores næste overenskomstkrav måtte være at definere anden, tredje og fjerde nytårsdag som helligdage. Og det er ikke, fordi vi er troende. Tværtimod. De fleste mener, at Folkekirken burde baseres på brugerbetaling. Så kan den jo se, om den på linie med privatiserede og udliciterede områder er "konkurrencedygtig"!

Tilbage til overenskomsten. Diskussionen om lønnen er et tilbagevendende tema. Lad det være sagt med det samme: Som SiD´ere ligger vores løn i den absolutte top på landsplan; men det forslår stadig som en skrædder i helvede, hvilket ikke mindst er skattefars skyld. I afdelingen er der ingen, "der betaler sin skat med glæde". I den henseende er alle rørende enige om, at enhver skatteminister er en torsk, som alle skatteydere ved disse nytårstider burde have ret til at sætte tænderne i – ikke for smagens skyld; men det ku´ sgu være rart at se Lykketoft og andre med fem millioner bidemærker.

For nu at vende tilbage til diskussionen om højere løn, så er det netop Kenneth, der forfægter den påstand, at det ikke kan betale sig at kræve mere i løn, da stigningen angiveligvis forsvinder i skat og prisstigninger. Vi andre mener, at skatterne og priserne stiger uanset hvad.

- Næeh, vi skal ha´ mere fritid. Det kan være ferie- eller almindelige fridage, forfægter Kenneth sit synspunkt. - Dem kan de ikke stjæle fra os.

Med til historien hører, at Kenneth og konen for 10 år siden erhvervede sig en gammel gård med et grundareal på størrelse med anden verdenskrig. Siden er der kommet får, høns, swimmingpool, japanske haveanlæg til. Det er i øvrigt goder, som vi andre nyder, når afdelingens årlige sommerfest afholdes i disse lækre omgivelser. Og det går hårdt for sig. Sidste sommer kostede det Henning en uges sygemelding, fordi to branderter tabte ham på bassinkanten med bukkede ribben til følge.

Men Kenneth har mange nye projekter, og han øjner også indtægtskilder. Han har fundet ud af, at dørsalget med æg knap nok dækker udgifterne. Hvis hans drøm om at trække sig tilbage til en småborgerlig tilværelse skal realiseres, har han brug for mere tid.

Denne anden nytårsdag kvajede Jan sig så. Han var blevet skræmt over, at vi nærmede os topbeskatningen, hvorfor han pludselig var på Kenneths side. Vi kunne dulme hans angstanfald med, at der var laaaangt igen. Men løn contra fritid hang stadig i luften.

Jeg mener nu, at vi både skal have en tungere lønningspose og mere fritid. Og én ting er sikkert. Hvad fanden skal vi bruge mere fritid til, hvis vi ikke har råd til at benytte os af den? - brød Henning ind.

Kommentaren skabte lidt ro i vores stadige omtumlede nytårshoveder.