"Hjælp, det er jul !!"

Julen er noget kommercielt opreklameret fup!! Den konklusion er ikke helt så sjov, når baggrunden er, at man ikke aner, hvordan man skal få sparet sammen til at stable en jul på benene til ungerne.

Nå, nu er man jo hverken den første eller sidste, det er sket for.

Da ungerne var helt små, var vi godt trænet i det, der kaldes "at finde livets gratis glæder". Så julemåneden kunne gå med at klippe julereklamer i stykker til julepynt og låne julebøger på biblioteket. Det kneb mere med at få selve juleaften op at stå, med hvad der nu skal til.

På Mødrehjælpen kunne man få billetter til at hente en spiselig julepakke hos de hellige nede ved Nyboder Skole. Godt pumpet med julens tårepersende historier om den altopofrende mor, der bider al skam i sig og redder børnenes jul, gik vi derned. Men der er det ved selv den dejligste julemad, at den bliver harsk og fordærvet, hvis der først skal synges salmer og udøses bønner over den. Så vi gik igen.

Hjemme i opgangen var der adskillige, der havde forstand på at organisere endog pæne juletræer. Og det skønt de ikke gror på stenbroen. Det er bedst, når bedsteborgeren allerede sover trygt.

Et minde fra min egen barndoms jul dukker op: Det var enkefruen fra den stedlige militære øverstkommandant. Et år blev hun anholdt midt i en strengt forbudt militær zone bevæbnet med saks og kurv og i færd med at klippe de lysegrønne toppe af plantagens grantræer. Under henvisning til, at såfremt det kom den allerede længst afdøde øverstkommandant for øre, ville de formastelige MP’ere få 30 dages vand og brød i hundehullet for forulempelse af kommandantindens juledekorationer, slap hun. Da jeg ikke havde lignende aner at henvise til, tog vi imod tilbudet om nabohjælp.

Julehjælp fra Børnenes Kontor kan fås, når børnene kommer i skole. Det kræver ingen gejstlig velsignelse. Men naturligvis dokumentation for, at man hører til de fattigste familier i København, samt at klasselæreren og skolen bevidner, at man er værdigt trængende.

Og så skal man være heldig. Sidste år ansøgte 6.000 familier om julehjælp på Børnenes Kontor. Men der var kun penge til de 2.500 familier.

To dage før juleaften stiller et par tusind familier sig op på parkeringspladsen foran Grøndalscenteret. Og langsomt snegler køen sig fremad. I starten er alle tavse og lidt beklemte. Fattigdom er jo en individuel skam i dagens Danmark. Men efterhånden løsner det sig - hvad pokker, vi er her jo af samme grund, og vi er mange.

Man når ind til det, det handler om - rummet med julemaden. Man går fra bord til bord, holder sin pose frem - sukker, mel, kaffe, saft og rødkål dumper ned. Endelig helt fremme ved bordet med flæskestegene - der ligger de i kæmpebunker, rigtig svinekam. Vi rækker den smilende mand vores adgangskort til julens herlighed. Det er lige før, vi bukker og siger tak, men så kommer knægten med de forløsende ord: "Den er alt for lille, mand - min bedstefar æder sgu meget juleaften."

Den førhen smilende mand læser os højt og forarget teksten for fattigfolk - julemaden er nøjagtigt afmålt til børnene, det er sandelig ikke meningen, at man skal kunne invitere til gæstebud.

Det slår nu ikke knægten ud. På vej ned mod bussen belæsset med poser og steg udbryder han : "Han er da bare for dum, mor. Han spurgte jo ikke engang, om lillesøster har fået tænder. Vi giver da bare bedstefar hendes stykke."