Danmark er et miljømæssigt foregangsland. Faktisk nummer 1 i verden. Det har vi i hvert tilfælde den socialdemokratiske miljøministers gentagne forsikringer om. Det kan godt være, det går tilbage i verden, men i Danmark går det fremad. At klimakatastroferne bliver tydeligere og tydeligere og ‘drivhuseffekten’ er en højst nærværende realitet, også i Danmark, at den kostbare vandmiljøplan er langt fra at opnå sine mål, eller at nye livstruende sygdomme er forbundet med kød og kødproduktionen i EU - det er nærmest bagateller, som ikke kan slå Svend Aukens optimisme på landets, verdens og naturens vegne det mindste ned.

Auken har også grund til at være begejstret. Det grønne område har været det seneste årtis klareste politiske og økonomiske hit. Det har tre fremragende virkninger for en socialdemokratisk politiker, som vil sikre kapitalismens bæredygtighed og overlevelse:

For det første er det enormt progressivt. Det gælder simpelthen at redde vor jord. Hvad kan være mere ædelt end at sikre planetens overlevelse? Det rummer i sig selv talløse mængder af gode hensigter og smukke formål. Hvem kunne finde på at beskylde grønne ministre for at være i ledtog med miljøsvineriet?

For det andet er det simpelthen den største opdagelse med hensyn til skatte- og afgiftstænkning, der er fremkommet i den sidste snes år. Mindst lige så godt som momsen. For den er uendelig. Næsten alt er energi, og det hele sviner. Man kan forestille sig alt - indbefattet afgifter på ren luft - eller beskidt luft. En meget stor del af Nyrup-regeringens skatteforhøjelser er kommet i form af miljøafgifter, der rammer almindelige mennesker hårdest, og som lig al forbrugsbeskatning vender den tunge ende nedad. Til gengæld laves der systematiske undtagelser for virksomhederne, eller afgifterne sikres en tilbagevenden til disse.

For den kapitalistiske stat er de grønne afgifter en mageløs opfindelse.

Men ikke nok med det. For det tredje kan ‘miljøet’ blive en af dette århundredes største forretninger for de kapitalistiske virksomheder. Her tænkes ikke så meget på skridt til udvikling af ny og ikke-forurenende teknologi som de fossile brændstoffers erstatning med såkaldt vedvarende energi i talrige former. På en lang række områder findes såmænd allerede en langt bedre teknologi end den, der anvendes. Den sættes blot ikke i produktion, fordi mægtige kapitalinteresser holder fast ved forureningen. F.eks. kunne benzinmotorerne og dermed en af de største kilder til drivhuseffekten udskiftes og fjernes. Men hvem af monopolgiganterne fra olieselskaber til bilproducenterne har reelt en interesse heri?

Den helt store forretning ligger såmænd i at sætte forurenerne til at styre forureningsbekæmpelsen.

Det mislykkede klimatopmøde i Haag i november viste, hvor grotesk situationen i virkeligheden er. Det skulle have afsluttet de endelige bestemmelser fra Kyoto-protokollen fra 1997, som Auken og mange andre har hyldet som det største fremskridt i den globale forureningsbekæmpelse nogensinde. De transnationale koncerner er pludselig begyndt at hyle med i koret. Fra almindelig modstand mod reduktion af CO2-udslip (som de ikke længere kan snakke sig uden om, og som politikerne må gøre noget ved) har de nu antaget, hvad de kalder en mere ‘konstruktiv’ holdning. De har med andre ord fundet ud af, at det kan blive til megabusiness. En stor del af Kyoto-protokollen vil anvende såkaldte ‘markedsbaserede mekanismer’ til forureningsbekæmpelsen - nogenlunde efter samme model, som den socialdemokratiske minister Auken anvender i Danmark. Både den biotekniske industri og atomenergisektoren har fået øje på de gigantiske tilskud, ‘kulkreditter’ og andre nye forretningsmuligheder, som Kyoto åbner for. Og det er netop disse ‘markedsbaserede mekanismer’, koncernerne og de flere tusinde lobbyister i Haag vil have eksklusivt i centrum. Det omfatter handel med drivhusgasser, som er blevet en ny milliard-forretning, en gigantisk grøn fidus. I 1999 havde den en værdi af 50 mia. dollars. I 2050 anslås den til at have en værdi af 13 billioner dollars!

At overlade forureningsbekæmpelsen til profitjægerne er det samme som at slå kloden ihjel. Aukens skønmalerier og fortsat gode humør får vanskeligere og vanskeligere ved at skjule, at de kostbare forureningsbekæmpelsesinitiativer mere end noget andet er tilskud til kapitalen i ny former - og at de på ingen måde har de lovede virkninger. Det er en kendsgerning, at hverken de kapitalistiske stater eller de ‘markedsbaserede mekanismer’ kan eller vil bekæmpe miljøtruslerne - men modsat hele tiden skærper den stadig voksende globale miljøkrise.