Klimakonference uden resultater

Den nylige klimakonference i Haag endte uden fremskridt i forhold til bekæmpelsen af den globale opvarmning, som følge af udslippet af CO2 (drivhusgasserne). Alle hensyn til det fremtidige miljø - de katastrofale konsekvenser af de klimaændringer, som vil blive følgen af CO2-forureningen - blev fejet til side til fordel for imperialismens og de multinationale selskabers interesser

Fiasko. Sådan betegner miljø-aktivister resultatet af klimakonferencen i Haag. Med rette, hvis man som miljøbevægelserne tager udgangspunkt i bekæmpelsen af forureningen. Ingen bindende aftaler om begrænsninger af CO2-udslippet, som kan forhindre eller i det mindste afbøde de værste følger af den globale opvarmning.

Et resultat, der først og fremmest vil få dødelige konsekvenser for befolkningerne i en række lande i den tredje verden, men også vil ramme befolkningerne i imperialismens højborge i form af stigende forurening af luften i storbyerne med flere dødsfald og sygdomme til følge.

Set fra anden side, fra imperialismens lakajer og de multinationale selskabers side, var der tale om en succes. Selv minimale skridt til kontrol af og nedsættelse af CO2-forbrændingen blev forhindret. De gunstige profitmuligheder inden for olieindustrien, atomindustrien og genteknologien blev fastholdt. Så langt kunne EU og USA blive enige. Udspillene fra de imperialistiske lande, fra EU og USA, var tilpasset kapitalens behov og ønsker, men selv ikke de yderst beskedne miljø-tiltag, som EU havde stillet forslag om, blev til noget.

CO2- forureningen skal fortsat nedsættes med 5,2 pct., men det skal ske, uden at det får omkostninger for den forurenende storindustri. Der er kun tale om et gennemsnitstal på verdensplan. Forureningen er blevet gjort til en handelsvare. De store lande kan på de multinationale selskabers vegne købe sig til kvoter i andre lande og dermed slippe for en mere end beskeden indsats for at bringe deres CO2-udslip ned. Kyoto-aftalen om de 5,2 pct. er blevet gennemhullet som en si

De alarmerende advarsler om resultaterne af den fortsatte forurening gik ind ad det ene øre og ud af det andet. Med imperialismens førerhund, USA, i hovedrollen som superskurk over alle skurke blev alle håb om nedsættelse af forureningen skudt ned. Med en sådan kraft, at det er lykkedes medierne at fremstille EU og den danske stat (miljøminister Svend Auken) som miljøvenlige, selvom det intet har på sig.

Falske miljøforkæmpere

USA’s brutale fremfærd på klimakonferencen med ultimative krav om yderligere udhuling af Kyoto-aftalen forhindrede enhver chance for en ny, forbedret miljø-aftale. Der var tale om, at EU og den danske regering fik en letkøbt og kærkommen lejlighed til at skyde ansvaret for klimakonferencens fallit over på USA alene.

EU-landenes og den danske regerings udspil til klimakonferencen var ikke specielt progressive. Der var ikke opstillet nye krav til begrænsning af CO2-forureningen/afbødningen af de miljøkatastrofer, som vil blive resultatet af forureningen, og den politik, som føres i de enkelte EU-lande lægger ikke ligefrem op til kraftige reduktioner af CO2-udslippet. Monopolerne kommer ikke til lide økonomisk overlast på nogen måde. Tværtimod bliver der mulighed for at opnå en fed fortjeneste ved at handle med forureningskvoter.

Udbygningen af den kollektive trafik, der kan medvirke til en mærkbar nedsættelse af luftforurening og CO2-udslip, prioriteres ikke. Tværtimod. Udlicitering/privatisering af den kollektive trafik med de deraf følgende forringelser af bus- og togdrift fortsætter, og godstrafikken omlægges fra jernbane til lastbiler, hvilket vil føre til en yderligere stigning i person- og lastbilstrafikken.

CO2-forureningen vil få en spand kul. En flot sejr for Danmarks miljøforkæmper nr. 1, som Aktuelt og Information nærmest beskriver ham: Svend Auken.

En politik, der står i skærende kontrast til Svend Aukens højtidelige udtalelser om, at der skal gøres noget ved CO2-forureningen, og som afslører påstandene om Danmarks og EU’s indsats for et bedre miljø som rent opspind og hykleri.

EU har sagt ja til handelen med CO2-kvoter og har store muligheder for at købe sig til øget forurening i det tidligere Sovjetunionen, i lande som Rusland, Ukraine og Kasakhstan, hvor produktionen ligger på omkring 55 pct. af den kvote, der blev aftalt i forbindelse med Kyoto-aftalen - på baggrund af tal fra 1990. Siden er produktionen gået stærkt tilbage i de tre lande, men det forhindrer ikke landene i at kunne handle med den resterende del af deres tildelte kvote

Budskabet til de europæiske monopoler er klart. Foruren bare videre, som om intet er hændt. Vi giver blot USA skylden for de manglende miljøforbedringer. USA står som nation alene for en fjerdedel af verdens samlede udslip af CO2 og modsatte sig af samme grund på det kraftigste Kyoto-aftalens moderate mål - med krav om en yderlig undergravning af aftalen, som EU og Japan derimod mener, at de sagtens kan leve med uden økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Miljøet som offerlam

Den store taber var, som det lå i kortene, miljøet. Hverken EU, Japan eller USA lagde op til nogen virkelig indsats mod CO2-forureningen. For samtlige lande vejede imperialismens interesser højest. Det er selv samme lande, der bærer hovedansvaret for miljøsvineriet, som skyldes den kapitalistiske udvikling: den kyniske udplyndring af verdens råstoffer i profittens hellige navn.

Organisationen Friends of the Earth havde op til klimakonferencen fremlagt en rapport, der beskrev følgerne af en fortsat udledning af drivhusgasser (CO2). Man fastslår, at der er voksende vidnesbyrd om de menneskelige katastrofer, den menneskeskabte forurening vil medføre. "Klimaændringerne er den mest betydningsfulde, globale miljøkendsgerning verden står over for".

Selvom det ikke direkte kan påvises, at en række alvorlige miljøkatastrofer som enkeltbegivenheder skyldes CO2-forureningen/ændringen af klimaet som følge af drivhusgasserne, så peger de i retning af nye, alvorlige naturkatastrofer, som venter på os i de kommende år. Så tegner der sig efterhånden et billede af en fremtid med alvorlige miljøkatastrofer, der ikke mindst rammer folkene i den tredje verden hårdt.

Mangelen på effektive indgreb mod CO2-udslippet vil medføre, at ændringerne af klimaet resulterer i oftere og mere ekstreme perioder med hedebølger, tørkeperioder, oversvømmelser og cykloner og orkaner, der vil true jordens økosystem - med brande, udbrud af smitsomme sygdomme som pest og alvorlige følger for den folkelige sundhed og fødevareforsyningen.

For mange folk vil det betyde hjemløshed, savnede slægtninge, ødelæggelse af afgrøder, sygdom og død. Det er befolkningen i den tredje verden, der vil komme til at lide mest, advarer miljø-gruppen Friends of the Earth.

Menneskeskabte naturkatastrofer

Selvom det kun er toppen af isbjerget, som vi har set, vil den globale overophedning bevirke stadigt flere og alvorlige naturkatastrofer. Samtidig vil store landområder blive lagt under vand på grund af temperaturstigningerne. Enorme mængder af indlandsisen på Grønland og Antarktis vil smelte bort. Desuden vil der ske en udvidelse af de områder, der lider under tørke mv. Ørkenen vil brede sig i en række tredjeverdenslande.

Det vil sammen med naturkatastroferne udgøre en direkte trussel mod millioner og atter millioner af menneskers overlevelse. De imperialistiske landes manglende vilje til effektiv og mærkbar handling over for CO2-udslippet/forureningen er en forbrydelse mod menneskeheden.

Der er ikke tale om naturkatastrofer i almindelig forstand, men om menneskeskabte katastrofer, som har direkte sammenhæng med kapitalismens/imperialismens udvikling, imperialismens rovdrift på naturen og menneskene.

Friends of the Earth ridser i deres rapport et års forløb af naturkatastrofer op.

På blot et år - fra august 1999 til august 2000

Aug. 1999 døde 250 mennesker i Nordamerika som følge af en hedebølge

Nov. 1999 hærgede en cyklon det østlige Indien og dræbte over 10.000 mennesker

Dec. 1999 blev op imod 30.000 mennesker dræbt i Venezuela og 150.000 blev hjemløse efter voldsomme regnskyl, mudderskred og floder, der gik over bredderne over hele landet

Dec. 1999 dræbtes 83 franskmænd og mange måtte undvære strøm i to måneder som følge af en voldsom orkan. Også Danmark rammes af orkaner med dræbte til følge

Feb. 2000 Kraftige regnskyl driver mere end 100.000 mennesker fra hus og hjem i Sydafrika, i Mozambique og Botswana - med overhængende fare for sygdomsepidemier

Apr. 2000 Tørke og skovbrænde ødelægger afgrøder i Kenya og Etiopien og truer 8 millioner mennesker med hungersnød

Aug. 2000 kraftige regnskyl i det nordøstlige Indien gør 4,5 millioner mennesker hjemløse, slår mere end 400 mennesker ihjel

Drivhuseffektens fremtidsperspektiver er uhyggelige. Med den nyligt overståede klimakonference i Haag blev der absolut intet gjort for at forhindre de truende miljøkatastrofer og -ødelæggelser. Intet blev vedtaget, der rokkede ved kapitalismens/imperialismens uhæmmede adgang til at udplyndre og udpine verdens ressourcer, uanset de menneskelige omkostninger.

Mo/Od