Jyllands-Pesten 1933

Historien om hvordan Jyllandsposten blev til Jyllands - PESTEN

I 1933 fik et af de seneste års mest succesrige danske dagblade Jyllands-Posten, i dag en af de største landsaviser, tillagt sig øgenavnet ‘Jyllands-Pesten’. Dets sympati for fascismen og forståelse for det tyske nazi-diktatur var udtalt. Det stadig uafrystelige tilnavn fik det med rette.

For nogle år siden måtte det udgive et helt tillæg, der beklagede dets mer end tvivlsomme holdninger, bl.a. til de nazistiske jødeforfølgelser.

At det til enhver tid undskylder sig selv med, at ‘kommunisme’ angiveligt er værre end fascisme, er en del af ideologien også i dag - en grundbestanddel, der til enhver tid kan undskylde - og tilgive - det herskende borgerskabs og imperialismens forbrydelse. Den kan tilmed kaste et ‘forsonende’ skær over nazismens og fascismens tiltrækningskraft på store dele af det danske borgerskab før og under besættelsen. Det er ikke noget tilfælde, at den førerdyrkende præst fra Vedersø Kaj Munk var en flittig skribent i avisen - eller at den i dag renvasker Munk, som var mere tvetydig end avisen selv.

En række ledende kommentarer fra 1933 til Hitlers magtovertagelse, diktaturets oprettelse, volden mod kommunister, socialdemokrater o.s.v. taler for sig selv.

Det revolutionære DKPs Arbejderbladet bedømte som den eneste danske avis helt entydigt og rigtigt Hitlers udnævnelse til rigskansler den 30. januar 1933 således: ‘Hitler foran det fascistiske diktatur’ . Jyllands-Posten troede imidlertid, at Hitler lod sig indfange i det tysk-nationale parlamentariske spil, og ville ikke lægge alle sine æg i Hitlers kurv.

De dramatiske begivenheder i de følgende måneder i Tyskland fremkaldte imidlertid en stadig mere begejstret musik. Da nazisterne den 27. februar stak den tyske rigsdag i brand for at få et påskud for at knuse det stærke tyske kommunistiske parti op til et valg, åd Jyllandsposten (i et ord dengang) med begejstring de nazistiske løgne, der tilskrev kommunisterne forbrydelsen - og accepterede de påfølgende massearrestationerne af kommunister og andre venstreorientererede og totalforbudet mod den kommunistiske og socialdemokratiske presse:

‘Det er næsten ufatteligt, at kommunisterne har kunnet begå en taktisk fadæse af så kæmpemæssige dimensioner. At de betragter terror som et af hovedmidlerne til at fremskynde det kapitalistiske samfunds opløsning, og at de tilsigter en voldelig og blodig omvæltning af den nuværende samfundsordning, er vel ingen hemmelighed, og for så vidt er der heller ingen grund til at henfalde i forbløffelse over den måde, hvorpå de optræder.’ (‘Det store opgør i Tyskland’, 2.3.1933).

Glæde over Hitlers ‘valgsejr’

Ved det således forhåndsfiksede valg den 5. marts ‘vandt’ Hitler og hans parti en ‘stor sejr’. Jyllandsposten hilste den med beundring og ros:

‘Hitlers sejr er så uomtvistelig, at det vil være tåbeligt at forsøge at bortforklare den. Ganske vist har modstanderne de sidste dage før valget været kneblet, men der er intet, som tyder på, at resultatet ville være blevet væsentlig anderledes, hvis de havde haft deres fulde frihed . . . (!!! - red)

Hvad indenrigspolitikken angår, vil ingen kunne benægte, at det tyske borgerskab med overvældende majoritet har givet Hitler de videstgående beføjelser . . . Borgerskabet har med andre ord lagt sin skæbne i Hitlers hånd. Det har uden betænkeligheder givet ham den carteblanche-bemyndigelse, han forlangte. Og nu står det til Hitler at indfri de forventninger, man nærer til ham. Forventninger, der ikke skyldes løfter, for han har kun givet eet: Udryddelse af marxismen, men udelukkende hans evne til i en kritisk stund at samle de statsbevarende kræfter til en enhed. Midlerne må han selv vælge, og den nærmeste fremtid vil give svaret på, om han også forstår at vælge og at anvende dem.’ (‘Hitlers sejr’, 7.3.1933)

Glæde over forfatningens ophævelse

Hitler ophævede straks Weimar-forfatningen. Jyllandsposten hilste det med glæde:

‘Der vil også kun blive grædt tørre tårer ved Weimar-forfatningens grav . . . Hvor ejendommeligt det måske end kan lyde, er den kun 12-årige tyske forfatning med dens enkammersystem, dens lave valgretsalder - 20 år - og forholdstalsvalgmåden nemlig allerede forældet . . .

Og det er ved bedømmelsen af den nuværende situation vel værd at erindre, at det er folket selv, der har været med til at give Weimar-forfatningen nådesstødet. Her er ikke tale om et kup, ikke tale om, at en enkelt fåtallig klasse ved hjælp af væbnet magt og på trods af folkets vilje har tilrevet sig magten. Det er de store brede vælgermasser, de af det parlamentariske misregimente dødtrætte vælgere, der selv har vendt sig imod det demokratiske princip i den udformning, det efterhånden har fået. Af egen fri vilje har de i hobetal forladt de gamle partier for at slutte sig til Hitler, for ad parlamentarismens vej at bekæmpe parlamentarismen.’ (‘En forfatnings undergang’, 9.3.1933)

Diktaturet ‘en fordel’ for Europa

De kommunistiske rigsdagsmandater erklæredes ugyldige og samtlige kommunistiske rigsdagsfolk var for længst fængsel, da den tyske rigsdag den 23. marts vedtog ‘fuldmagtsloven’, der gav Hitler-regeringen frie hænder til i fire år at regere uden om forfatningen og lovgivningsmagten. Kun socialdemokraterne stemte imod oprettelsen af Hitler-diktaturet. Jyllandsposten skrev:

‘Diktaturet i Tyskland er en kendsgerning. Samtlige partier med undtagelse af socialdemokraterne - kommunisterne er som bekendt stødt ud i det yderste mørke, men deres nejstemmer ville i øvrigt ikke have forandret resultatet - har stemt for diktaturloven. Hitler kan herfeter udstede de love, der passer ham …

Man mene om Hitler, hvad man vil: Han har genrejst Tyskland i national henseende. Hvilke følger dette vil få indadtil, om Hitler med andre ord er en lige så stor statsmand som agitator, står endnu hen i det uvisse . . .

Det tyske diktatur betyder således både en fordel og en fare for Europa. En fordel, fordi der derved er rejst et stærkt bolværk mod kommunismen, og socialdemokratiet på samme tid er blevet sat grundigt på plads. Og en fare, fordi det foreløbig ikke kan undgå at forøge spændingen og nervøsiteten for en ny krig.’ (‘Hitler-Diktatur’, 25.3.1933)

Undertrykkelsen af fagforeningerne skønmales

Alle tyske fagforeningsledere arresteredes, fagforeningernes ejendomme, banker og konsumforeninger blev beslaglagt af nazi, mens 1. maj-dagen forvandledes til en massiv nazimanifestation. Jyllandsposten glædede sig:

‘Endnu har Hitler vel ikke givet Tyskland et fast udformet program for de retningslinjer, han vil følge. Men til gengæld har han givet det handlinger og det i et så forrygende tempo, at det ganske har taget vejret fra modstanderne. Rigsproblemet er løst i et sværdhug, jøderne er styrtet ud i det yderste mørke, det mægtige Stålhjelmforbund er tvunget ind i nazisternes rækker, kommunismen er knust, socialismen er knægtet, og nu har regeringen ved besættelsen af fagforeningerne rettet det sidste dræbende slag mod marxismen. Revolutionen skal føres til bunds, og først når det er sket, kan man for alvor og uhindret tage fat på genopbygningsarbejdet.

Det er taktikken. . . .

Der er plan i revolutionen, og det gælder ikke mindst den sidste del af den: Aktionen mod fagforeningerne.

Der er nemlig ikke på nogen måde tale om en opløsning af fagforeningerne og en dermed følgende undertrykkelse af arbejderne. Tværtimod betoner Hitler og hans mænd jo ved enhver lejlighed, at det først og fremmest gælder om at drage arbejderne med ind i genrejsnings-bestræbelserne, og det skal netop ske ved hjælp af fagforeningerne, Kun er det selvfølgelig en forudsætning, at disse foreninger opgiver deres politiske virksomhed og helliger sig deres naturlige faglige opgaver. . . .

Der skal med andre ord ikke levnes marxismen det mindste skjulested. Den skal ryges ud af hulerne, og dens eksistensgrundlag skal splintres i stumper og stykker. Men derfor skal fagforeningerne ikke udryddes. De skal, som Ley samtidig antydede, omstøbes i nye organisationsformer, der skal være led i en stændermæssig opbygning af det tyske erhvervsliv.

Det kunne jo tyde på, at man har til hensigt at gennemføre en tilsvarende korporativ organisering af befolkningen som den fascistiske . . . (‘Fremstødet mod fagforeningerne’, 4.5.1933)

Propaganda for fascist-diktatur i Danmark

Jyllands-Postens begejstring for de sorte diktaturer mod syd og propaganda for noget tilsvarende i Danmark kulminerede i et par artikler i maj og juni 33, hvor avisen gør sig til talsmand for et dansk fascistdiktatur - og truer den socialdemokratisk-radikale regering med en skæbne som de tyske Weimar-partiers:

‘Den radikal udenrigsministers tale ‘overbeviser’ nemlig kun om én ting, nemlig at de nuværende magthavere er bange for udviklingen, men det gør den også til fuldkommenhed. Og det er jo kun naturligt, at Mussolini og Hitler for dem står som et dobbelt Mene Tekel. Når italienske og tyske vælgere kan gøre kort proces med partipolitiske godtfolk, der i demokratiets navn midregerer og udbytter dem, vil danske vælgere naturligvis tage ved lære og måske følge eksemplet. Så meget mere som de ved, at demokratisk folkestyre, sådan som vi kender det, er en luksus, som man kan tillade sig i gode tider, når der er medbør i økonomisk henseende. Men til at genrejse økonomien efter mange års solderi kræves der en fast hånd . . .

Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske syndflod, som et udueligt parlamentarisk styre havde gjort det modent til, og ingen kan vel bestride, at hans diktatur har været en velgerning for det italienske folk. Tyskland stod foran en lignende katastrofe, da Hitler banede sig vej til magten, og det kan derfor ikke undre, at han foretager en kraftig udrensning i de marxistiske partier, der har hovedansvaret for den skæbnesvangre udvikling . De partipolitiske godtfolk, der bavler mest om demokrati og frihed, er her som alle andre steder de sletteste statsstyrere, og de må følgelig sættes helt ud af spillet, inden genrejsningen kan gennemføres . . .

Det lige så kostbare som skadelige kriseforlig har skabt en sådan lede ved hele det parlamentariske styre, at sikkert et stort flertal af danske vælgere ville hilse en Mussolini, der ville og kunne handle samfundsmæssigt, og derfor måtte sætte politikerne på porten. (‘Krise og diktatur’, 17.5.1933)

Lovprisningen af det fascistiske diktatur og drømmen om at se det på dansk grund når sit højdepunkt med følgende svada:

‘Vel er vi danske lattermilde og ængstelige for at stille os i positur, men også vor historie viser, at der er grænser for, hvor langt folket lader sig misregere og udbytte, og når grænsen overskrides, kommer handlingen som en eksplosion, uanset mentalitet og politisk pjank. Og har man også manden med den faste hånd. At han skulle udgå fra de bestående politiske partier, er næppe sandsynligt. Både i Tyskland og Italien blev manden født af situationen, og det samme kan ske herhjemme . . .

Det er, hvad såkaldte demokratiske politikere behager at kalde folkestyre, men vælgerne har for længst opdaget, at det i virkeligheden er et foragteligt partistyre, der nærmer sig politisk korruption. Mod et sådant partiregimente reagerer vælgerne i alle partier, og det fører dem ind på diktaturet som den eneste udvej af det partipolitiske uføre, her som i andre lande . . .

Nu ved vælgerne, at folkestyret er forvandlet til et rent partistyre, uden hvilket saglige hensyn skubbes til side for de partipolitiske. Og derfor kan man gå ud fra, at et flertal af vælgerne oprigtigt ønsker diktaturet som den eneste udvej til sunde forhold i statsstyret. (‘Diktaturet under diskussion’, 4.6.1933).

Jyllandsposten 33: Pest over Jylland og omegn! KR