De stores flertal

Vi kender situationen: Topmødedokumenterne underskrives af den danske statsminister, og han meddeler den unionsloyale danske presse, at Danmark har fået sine synspunkter igennem til punkt og prikke, for ikke at sige til overflod! Denne gang vil det være i en sådan grad, at den danske regering vil hævde, at der absolut ikke er behov for nogen folkeafstemning om Nice-aftalerne, fordi der ikke afgives suverænitet.

Når teksterne derpå nærlæses, viser det sig altid, at der er tale om nye kæmpeskridt i unionsopbygningen. Nice er sidste skridt før forbundsstaten, før formaliseringen af ‘Europas Forenede Stater’.

Hvad der egentlig er på spil, kan man imidlertid godt på forhånd danne sig et klart indtryk af ved at gennemlæse det franske formandskabs aftaleudkast ‘Sammenfattende dokument. Status over arbejdet på reform af institutionerne’. På trods af, at det er fyldt med blanke sider, der, hvor bestemmelserne om ny stemmefordeling i ministerrådet, kommissionen o.s.v. skulle have stået - fordi man først i sidste øjeblik vil fremlægge de endelige forslag. Det sker, efter at ikke bare det franske formandskab, men også den tyske forbundskansler har været på besøg i unionens hovedstæder, herunder Danmark, for at få de små og genstridige til at makke ret og give afkald på suverænitet. Og Nyrup-regeringens seneste udmeldinger ligger da også milevidt fra de stolte garantier for vetoretten, som statsministeren udstak under folkeafstemningskampagnen om euroen.

Nu vil ‘Danmark’ acceptere flertalsafgørelser på en meget lang række områder (et halvt hundrede nye punkter), indbefattet social- og skattepolitiske kerneområder, man vil støtte en rotationsordning for kommissærerne efter 2010, som i femårige perioder vil lade Danmark og andre lande uden repræsentant i kommissionen, og man accepterer, at veto-retten er på vej til at blive helt væk! Her tabes ikke suverænitet!

Social- og skattepolitik? Der bliver selvfølgelig ikke rørt ved ‘det danske velfærdsystem’, selvom en af de nye aftaleparagraffer i Nice lægger op til ikke bare, at moms og indirekte skatter og afgifter harmoniseres, men også de direkte skatter - og dermed hele skatteområdet. Nu skal ministerrådet også vedtage ‘bestemmelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om direkte skatter’ i tillæg til den allerede gældende bestemmelse om tilnærmelse af love og bestemmelser m.h.t. omsætningsafgifter, punktafgifter og andre indirekte skatter - alt sammen under henvisning til at få ‘det indre marked’ til at fungere.

Et stridspunkt er forslaget om at tilkende udenlandsk arbejdskraft samme sociale ydelser, som gælder i det land, hvor de arbejder, herunder Danmark.

Blandt de øvrige centrale punkter i Nice-aftalerne, der ikke vil udgøre en selvstændig traktat, men optræde som justeringer af de to grundtraktater - Rom-traktaten og unionstraktaten - er bestemmelserne om ‘tættere samarbejde’ - den franske plan, der massivt støttes af Tyskland - om, at en mindre gruppe integrationsivrige lande (mindst otte) skal kunne gå videre i integrationen end besluttet på topmøderne og benytte unionens institutioner til dette. Det vil reelt sige en alliance mellem EU-institutionerne og Frankrig-Tyskland-Italien med henblik på at etablere superstaten EU. Godt nok med en masse tilføjelser om, at det ikke må krænke allerede gældende bestemmelser, ikke genere lande uden for integrationsgruppen o.s.v., men stå åbent for senere tilslutning. Det er træffende betegnet som ‘en stat i staten’ , i sidste ende et redskab for at få banket unionsstaten på plads under fransk-tysk førerskab.

Tillægges en lang række andre beslutninger, der skal træffes på mødet, herunder vedtagelsen af ‘Charteret for grundlæggende rettigheder’ og beslutningerne om køreplan og indhold for den næste regeringskonference - forfatnings-konferencen - vil det ses, at Nice-aftalerne i sig selv ikke bare betyder yderligere suverænitetstab, men lægger op til den endelige udslettelse af Danmark som suveræn nation og stat.