Savage Rose:
Tilgang til verden
Det er det største danske musikprojekt nogensinde, når 16 Savage Rose cd’er genudgives i et samlesæt omkring 1. december. Og mere er på vej.
Omkring 1. december genudgives ikke mindre end 16 cd’er med Savage Rose, nemlig hele deres lp/cd-produktion. De eneste, der ikke inkluderes, er de to seneste engelsksprogede projekter Black Angel og Tameless. Det omfatter de otte engelske lp’er fra gruppens første år - indbefattet musikken til Dødens Triumf - og de otte danske, herunder udgivelserne fra Nexø Forlag i firserne som En vugge af stål, Vi kæmper for at sejre, Sangen for Livet og Ild og frihed. Det er den største samlede danske musikudgivelse nogensinde. En stor del af disse udgivelser har aldrig tidligere foreligget på cd og har i årevis været samlerobjekter i lp-udgaverne.
De udsendes af MEGA/EDEL i en udgave, der er så trofast mod den originale lyd fra lp’erne som muligt. Anisette og Thomas Koppel har insisteret på det - og har godkendt resultatet. Det vanskeliggjordes af, at de originale bånd til de første lp-udgivelser, som udkom på Polydor, viste sig at være ødelagt på grund af dårlig opbevaring.
Til hver cd hører et hæfte med historien bag den - altså Savage Roses historie i 16 kapitler - forfattet af Thomas.
Den ansvarlige leder for projektet er Jens Andersen, tidligere Polygram, der også har forfattet en ledsagende artikel om projektet. Det introduceres af en af de ældste Savage Rose-kendere, seniorredaktøren for musiktidsskriftet Rolling Stone David Fricke.
Ikke nok med det: I februar udgives efter planen et 4 cd-sæt, der rummer gamle singler, hidtil uudgivet materiale, liveoptagelser med videre. I marts udsendes en dobbelt-cd med Savage Rose-hits - og i april 2001 udkommer en helt ny cd, som i øjeblikket er under optagelse.
I marts i år havde en ny film med Savage Rose-musik fra 1999-2000, ‘Everything put together’ med tekster af Anisette og musik af Thomas, premiere på Sundance Film Festivalen for ‘uafhængige film’. Den er instrueret af den unge amerikanske instruktør Marc Forster for Furst Films og modtog flotte anmeldelser. Det er endnu uvist, om den vil blive vist i Danmark.
Med disse planlagte udgivelser åbnes portene for alvor til et af de største kapitler i nutidig dansk musik - musik i verdensklasse.