Vikarer er brugbare som daglejere

Vikarerne opfylder arbejdsgivernes behov for fleksibilitet

I det næste tiår regnes med en tredobling af antallet af vikarer, hvis arbejdsforhold forringes og oftest står uden overenskomstmæssige rettigheder

I dag passer omkring 2,2 mio. EU-arbejdere et arbejde, som de er tildelt via et vikarbureau. Om ti år forventes det, at 6,5 mio. fungerer på denne form for daglejerbasis, hvilket vil betyde, at vikarbranchen vil være en større arbejdsgiverorganisation end landbruget.

Spådommen kommer fra den europæiske vikarbranche, der bygger påstandene på en rapport, der samtidigt fastslår, at netop vikarer kan opfylde arbejdsgivernes behov for en øget fleksibilitet.

Rapporten lægger ikke skjul på, at der er en hensigt med analyserne. Branchen ønsker nemlig at få ophævet en række regelsæt, som eksisterer i forskellige EU-lande og tilsyneladende ikke er liberale nok. Formanden for de danske vikarbureauer håber da også på bedre tider for den danske vikarbranche. I Danmark arbejder 0,2 % af arbejdsstyrken som vikarer, mens det eksempelvis i Holland er på 1,5 %. Han har nu ingen grund til panik, da den danske branche i de sidste år har oplevet lidt af et boom. I 1998 steg antallet af vikarer i Danmark med 25 %. Det er specielt sundhedssektoren, produktion, lager, chauffører og administration, der gør brug af vikarer. Og netop HK´ere, der bruges i administrationen, har deres egne erfaringer med forholdene som vikar.

80-90 % af de 400 medlemmer af KH´s vikarbrancheklub har ikke kendskab til deres rettigheder, viser en undersøgelse, som brancheklubben har foretaget, hvilket betyder, at mange bliver snydt for deres rettigheder. Det gælder udbetalinger i forbindelse med 1. og 2. ledighedsdag, rettigheder under sygdom og pensionsforhold. Overenskomstens bestemmelser om mindstelønnen bliver heller ikke overholdt. En nyuddannet kontorassistent har krav på 105 kr. i timen; men mange vikarer aflønnes helt ned til 85 kr.

Vikarbranchen er også kendt for et af landets største procent af fagligt uorganiserede, hvilket i sig selv indebærer, at de er i lommen på bureauet, der råder over formidlingsretten:

-Problemet er, at mange vikarer ikke er organiseret, og derfor får de heller ikke den hjælp og vejledning, som de har brug for, mener Lone Klevehøj, formand for brancheklubben i København. -gri