Olieprisstigninger og reallønsfald

Arbejderklassens realløn vil falde markant som følge af de kraftige olieprisstigninger. Det private forbrug vil falde med godt 1.000 kr. pr. indbygger om året, eller med gennemsnitligt 0,7 pct., viser økonomiske beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet.

Det er den danske arbejderklasse, der i høj grad kommer til at betale for olieprisernes himmelflugt. Omvendt tjener olieselskaberne og A.P. Møller-koncernen fedt på prisstigningerne, og staten får milliarder af kroner ind i ekstraskatter. Olieprisstigningerne har social slagside, men det får ikke regeringen til at gribe ind for at sikre de dårligst stillede mod udhulingen af deres løn eller overførselsindkomster.

Den socialdemokratisk ledede regering har ingen planer om kompensation for de stigende oliepriser ud over de småører, der nådigst er blevet givet de ældre i forbindelse med forliget om "ældrepakken" som led i finansloven. Tværtimod. Regeringens politik medvirker kun til yderligere at udhule den brede befolknings levestandard.

Forliget om finanslov 2001 betyder dog, at en minimal del af de kæmpeprofitter, som DONG (Dansk Olie og Naturgasselskab) skovler ind, inddrages til at dække en del af forligets ekstraudgifter - et engangsbeløb på 500-700 millioner kr. Men det er også det hele.

De gunstige aftaler omkring udvinding af Nordsø-olien, der gælder i dag, bliver ikke genforhandlet. Der bliver heller ikke grebet ind over for de stigninger i de grønne afgifter, som træder i kraft næste år, og som vil koste en almindelig dansk familie mellem 500 og 700 kr. om året. Afgifterne har allerede i år har givet staten ekstra 5 milliarder kroner i indtægter som følge af de stigende oliepriser. Det er reelt en ekstra beskatning lagt på den almindelige befolkning.

Ligesom prisstigningerne i al almindelighed rammer de grønne afgifter de dårligst stillede hårdest, da de udgør en langt større del af deres forbrug. Det er den brede del af befolkningen, der kommer til at betale for olieprisstigningerneog deres følger, mens de velstillede slipper forholdsvis meget billigere, og erhvervslivet stort set ikke rammes.

Befolkningen rammes ikke ens af de stigende oliepriser, selvom alle kommer til at betale. De familier, som er afhængige af naturgas eller olie til opvarmning af hjemmet, rammes hårdest. Deres varmeregninger vil stige med 4.500 kr. til 6.000 kr. i den kommende vinter, ifølge beregninger fra Danske Fjernvarmeværkers Forening.

Godt 250 kraftvarmeværker bruger naturgas til opvarmning, og regningen for de stigende priser på olie og naturgas vil blive sendt videre til kunderne. Det er indbyggerne i de mindre danske byer, der præsenteres for et varmechok, når de modtager regningerne, mens indbyggerne i storbyer som København, Århus, Odense, Esbjerg og Aalborg slipper væsentlig billigere, da man her bruger kul på kraftvarmeværkerne. Godt 500.000 familier rammes.

Også lejerne vil komme til at mærke prisstigningerne i form af kraftigt øgede udgifter til husleje og varmeforbrug. Olieprisstigningerne og de grønne afgifter har allerede ført til et faldende forbrug - et udtryk for reallønsfaldet. Det går så igen ud over detailhandelen, der melder om tilbagegang i omsætningen.

Olieprisstigningerne er ikke årsagen til reallønsfaldet - kun en medvirkende, en forstærkende faktor. Omfordelingen fra fattig til rig vil fortsætte - stigende oliepriser eller ej …

Det er ikke kun energipriserne, der stiger. Olieprisernes himmelflugt vil resultere i dyrere priser på en lang række forbrugsvarer. Erhvervslivet modvirker øgede oliepriser ved at lægge dem oven i priserne, så deres skyhøje profitter ikke mindskes - med øget inflation og udhuling af reallønnen til følge.

Oliepriserne vil også føre til pristigninger for den kollektive trafik samt forringelser af driften. Oveni kommer de planlagte stigninger i kommunal- og amtsskatter, som ligeledes rammer folk med lave indtægter hårdest. Og nye afgifter fi finansloven. Resultatet vil blive et mærkbart reallønsfald næste år. Det forudser også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Levestandarden er sat på voldsom skrump. Det er ikke olielandene, der skal have skylden, for det er ikke mindst et resultat af Nyrup-regeringens EU-tilpasningspolitik.

Den socialdemokratisk ledede regering står med finansloven og sin øvrige politik for en politik, som forgylder kapitalen, mens flertallet af befolkningen betaler gildet via løntilbageholdenhed, øget skatte- og afgiftstryk, via privatisering og udlicitering af offentlige arbejdsopgaver med forringelser af den offentlige service til følge, øget brugerbetaling og andre sociale forringelser.

De danske storaktionærer og erhvervslivet har aldrig haft bedre tider, med nye rekordprofitter år på år. Senest er det storbankerne, der har meldt om endnu et jubelår.

Bankerne skovler penge ind som aldrig før, og de gyldne tider ventes at fortsætte i kølvandet på den seneste tids danske og nordiske bankfusioner. De fire største bankers overskud har været 2-3 milliarder kroner større end forventet. Den nye nordiske bankgigant, Nordea, der er en fusion mellem Unibank og den svenske bank Nordbanken, den finske bank Merita Bank og den norske Kreditkassen, har som koncern haft et overskud på hele 14,6 milliarder kr. i de første 9 måneder. Alligevel er den nye mega-bank ikke fuldt tilfreds med resultatet og lægger op til en effektivisering og rationalisering af virksomheden med efterfølgende fyring af ansatte, på samme måde som det sker efter fusionen mellem Danske Bank og BG Bank.

De gyldne tider for dansk erhvervsliv fortsætter med uformindsket styrke, og regeringens gaveregn til det fortsætter. Denne gang med en ny sænkning af selskabsskatten med 2 procent. Lønudviklingen har på ingen måde stået mål med profitfesten. De forlig, som den parlamentariske ‘venstrefløj’, har indgået med Nyrup og Co. ændrer intet. Finansloven vil forlænge profitfesten.

Det gamle ordsprog om, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen, holder ikke stik. De gode forhold for erhvervslivet, som regeringen Nyrup har udbygget, har ikke smittet positivt af på den brede befolknings levestandard og kommer ikke til at gøre det.

Miljø-afgifterne har ikke haft væsentlig betydning for erhvervslivets forbrug af energi. De har derimod vendt den tunge nedad. De lavest lønnede, folk på overførselsindkomster samt børnefamilierne har betalt en meget høj pris for indførelsen af de nye afgifter via en udhuling af deres realløn. Disse afgifter udgør en direkte trussel mod arbejderklassens og den brede befolknings levestandard.

Privatiseringsbølgen er fortsat over det ganske land med nye forringelser af den offentlige service til følge. Ældreplejen og hjemmehjælpen er kraftigt skåret ned. Inden for daginstitutionsområdet er forældrebetalingen steget betydeligt, skønt normeringerne og dermed pasningen af børnene er blevet forringet. Skolerne er blevet udsultet økonomisk, den kollektive trafik er blevet forringet og fordyret, og sygehusene har været udsat for nye kvalitetsfald, der kun er blevet styrket yderligere via privatisering og udlicitering af offentlige arbejdsopgaver, osv. osv ...

Disse sociale nedskæringer er oftest sket på kommunalt plan, men bærer tydeligt regeringens og EU’s stempel. Den seneste af de årlige aftaler mellem staten (regeringen) og Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen betød nye forringelser af den kommunale og amtslige service over for den brede befolkning samt skattestigninger både i kommunalt og amtsligt regi.

Desuden har regeringen forringet de arbejdsløses forhold kraftigt. Det gælder både for folk på dagpenge, og for bistandsmodtagerne og førtidspensionisterne, som regeringen nu har kastet sig over i bestræbelserne på at udbygge det tredje, grå arbejdsmarked.

Samtidig er folkepensionen sat under angreb af arbejdsmarkedspensionsordningerne, der på sigt skal afløse folkepensionen som sikring af alderdommen - og som sikrer fagbevægelsens top massevis af risikovillig kapital, der stilles til rådighed på arbejderklassens bekostning.

Der er en klar linie i regeringens politik. Den brede befolkningen betaler prisen.