En sikker vinder

Præsidentvalg i USA fremstilles af den amerikanske propaganda som skoleeksemplet på det mest oplyste demokrati i verden. Den absurde situation, der opstod, da valget mellem Bush og Gore blev afgjort på nogle få hundrede eller tusinde stemmer i staten Florida, viser, at det selv efter elementære demokratiske spilleregler - en m/k, en stemme - falder igennem. Anvendtes dette princip var Al Gore blevet erklæret for vinder og en afgørende fintælling havde været unødvendig for at finde resultatet. Det amerikanske valgmandssystem, hvorefter vinderen i den enkelte stat ‘tager det hele’, fører til sådanne demokratisk set bagvendte forhold.

Dette system er også den valgtekniske basis for det særlige amerikanske to-partisystem, som har sikret det republikanske og demokratiske parti et fælles magtmonopol, som har udelukket alle andre partidannelser i tidens løb fra egentlig parlamentarisk indflydelse og fra præsidentposten. Ved dette valg opstillede tre chanceløse kandidater. Først og fremmest den ‘grønne’ Ralph Nader, som fik to en halv million stemmer, men mindre end de fem procent, som ifølge valglovene er nødvendige for at udløse økonomisk støtte til partiet ved kommende valg.

To en halv million stemmer uden nogen som helst indflydelse er immervæk en slat - næsten på størrelse med det stemmetal, der afgives ved et normalt dansk folketingsvalg. To-partisystemet medfører et massivt pres på de amerikanske vælgere for ikke at ‘spilde’ deres stemme ved ikke at give den til en af kandidaterne for monopolkapitalens to partier. Både demokrater og republikanere finansieres af de store selskaber, der med få variationer fordeler de økonomiske bidrag nogenlunde ligeligt for at sikre sin gevinst uanset hvem, der faktisk vælges som præsident. De direkte bidrag fra monopolerne til de to partier er med til at sikre en generel fifty-fifty situation i de enormt kostbare amerikanske valgkampe, der kun gør dollarmillionær til præsidenter eller guvernører. Monopolerne foretrækker en politisk fastlåst situation, hvor præsident og kongres ‘afbalancerer’ hinanden. En indenrigspolitisk lidet handlekraftig præsident foretrækkes, fordi det kan dæmme op for stærke folkelige reformkrav, som f.eks. på sundhedsområdet. Udenrigspolitisk støtter de to partier pr. automatik den siddende præsident, ikke mindst i krise- eller krigssituationer.

Den sikre vinder af et hvilket som helst amerikansk præsidentvalg er storkapitalen. Om det er en Al Gore eller en George W. Bush, der besætter embedet er af underordnet betydning. Det ved den amerikanske befolkning - og det er en af de vigtigste grunde til, at kun hen ved halvdelen af vælgerne rent faktisk stemmer, og at den valgte præsident har mindre end en fjerdedel af befolkningen bag sig.

Det er indlysende, at det danske forholdstalsvalgsystem med dets kreds- og tillægsmandater ved folketingsvalgene formelt set er langt mere demokratisk. Til gengæld er der en lang række andre hindringer for ‘fair’ valg i Danmark: partistøtten, der favoriserer de største partier, den udemokratiske spærregrænse på to procent, de strammede krav til opstillingsberettigelse for nye partier. Og den direkte indflydelse fra monopolernes side på den parlamentariske proces foregår af lidt mere skjulte veje i Danmark end i USA - men er lige så meget en realitet.

Det amerikanske valgsystem har også en lang historisk baggrund med en hensyntagen til fordelingen af indflydelse i unionen til enkeltstaterne. Den europæiske Union er først i støbeskeeen - og det parlamentariske system er langt fra færdiggjort. Skabelsen af unionspartier, som Nice-aftalerne lægger op til, er blot et af en lang række kommende skridt i den retning. De forskellige nationale valgsystemer - med f.eks. det engelske enkeltkredssystem og det danske som forskellige poler - vil være meget vanskelige at harmonisere.

Partipolitik på unionsplan er først under udvikling, og der er endnu langt til ‘præsidentvalg’ i Unionen. Udviklingen af dens parlamentariske system er imidlertid en fortsat proces, der vil tage yderligere fart mellem Nice og den planlagte forfatningskonference i 2004, blandt andet med beslutningen om at fastlægge ‘statutter’ for de aleuropæiske partier, som vil blive taget i Nice.

Og også her, i Den europæiske Union, vil der kun være én sikker vinder: monopolkapitalen.