Fra Grundtvig til Kaj Munk

Den nationale genbrugsindustri

Af Klaus Riis

Den nationale genbrugsindustri blomstrer som sjældent før. Det er et symptom på den politiske og nationale krise, som det kapitalistiske Danmark befinder sig i - under truslen fra den hurtige opbygning af ‘Europas Forenede Stater’ og udsigt til udslettelse som selvstændig nationalstat i en ‘globaliseret’ verden.

På sporet efter danskheden - det er den overskrift, en hel stribe intellektuelle, politikere, præster og mediefolk har sat for en virksomhed, der i ‘det ny Europa’ og en ‘globaliseret’ verden skulle fastlægge dansk national identitet. Og med næsten søvngængeragtig sikkerhed vender de borgerlige identitetssøgere tilbage til tre teologer, der fremstilles som nogle af ‘danskhedens’ ypperste: fra attenhundredetallet den sorte enevældetilhænger og antidemokrat Søren Kierkegaard samt ‘danskeren over dem alle’, den livslangt kongelønnede N.F.S. Grundtvig, og fra det forgangne århundrede bemærkelsesværdigt nok førerdyrkeren, antiparlamentarikeren og martyren Kaj Munk.

Nationalisme og religiøsitet i en pærevælling, som fremstilles som ‘danskhedens’ rødder og grundlag.

Den nye ‘nationale bølge’, der skyller over landet, er orkestreret af en række politiske kræfter, der alle har deres egne motiver. Et fælles træk for næsten alle dens lejre er det kraftige moment af religiøs, kristelig oprustning.

Dansk Folkeparti har indlemmet de to sorte præster Søren Krarup og Jesper Langballe på deres kandidatlister. Den tidligere konservative partiformand og litteraturkritiker Per Stig Møller har begået en stærkt hyldet bog om den sorte præst fra Vedersø Kaj Munk - en tvivlsom outsider og kristen fundamentalist, som den konservative ideolog og unionstilhænger satser stort på ved at indlemme i sit heltegalleri.

Folkekirken søger ‘indad’ for at ruste sig til kamp mod det ‘muslimske fremstød’. Teologen Joakim Garff har udsendt mammutbiografien ‘SAK’ på 800 sider om Søren Kierkegaard. Og for 117. gang trækkes Grundtvig frem for at blive solgt til en ny generation - med bøger, teater, Cd-udgivelser, folkehøjskolemanifester o. m. a. I samme anledning er et enkelt af Kaj Munks ellers næsten uspillelige dramaer - nemlig skuespillet ‘Egelykke’ om den unge Grundtvig - blevet genopført på Det Kongelige Teater og derefter sendt på landsturné.

Striden om Grundtvig

Som en af de centrale ideologiske skikkelser i den nationale bevægelse ved fødslen af den nuværende kapitalistiske nationalstat i 1848, med Tysklandskrigene og kampen om Slesvig-Holsten, er Grundtvig stadig et omdrejningspunkt for den borgerlige og småborgerlige nationalisme. Ikke så meget, fordi han står som åndelig far til omplantningen af liberalismen til dansk grund, til højskolebevægelsen, andelsbevægelsen og den religiøst-humanistiske grundtvigianisme som en langtvirkende politisk og social strømning. Og heller ikke så meget, fordi hans virksomhed bidrog til at udløse først og fremmest ‘gårdmandsstandens’ kræfter til at blive en handlende politisk og social kraft og et bærende element i den ny danske kapitalistiske stat. Men nok så meget, fordi de småborgerlige og de yderst fåtallige borgerlige nationale kræfter i dag intet har, der peger fremad mod national overlevelse i en tid, hvor den herskende klasse, det monopolistiske borgerskab, og dets mangfoldighed af politiske partier har dannet en enig front for Unionen, for ‘Europa’, for nationalstatens reelle nedlæggelse.

Som politiker dannede Grundtvig front mod det store Tyskland, der var under udvikling som en trussel om hel, eller gradvis og bid for bid, opslugning af Danmark - og han var for et Danmark, der omfattede hele Slesvig og ikke kun det nuværende Sønderjylland, hvilket han ville sikre ved at fortsætte tre-årskrigen efter våbenstilstanden, for at ‘knuse de slesvig-holstenske oprørere’. Han var samtidig for et tæt forbund mellem de tre nordiske lande, som selvstændige stater, ikke i en unionsstat.

Dele af denne nationale politik har været levende lige siden, og en af baggrundene for de gentagne genfødsler. I tiden omkring Danmarks indlemmelse i EF bidrog forfatteren Ebbe Reich væsentligt til en Grundtvig-renæssance, som gjorde hans ‘danskhed’, indbefattet nogle religiøse og højskolekredse, til en side af den brogede modstands grundlag

Grundtvig i sort

Men der er andre, der er på jagt efter Grundtvig og danskhedens ‘legitimitet’: Dansk Folkeparti og med det en stor del af den unionskritiske og fremmedfjendtlige højrefløj, som søger ammunition i hans religiøse og nationale tekster. En af de sorte præster Krarup og Langballes bekendte fra Den Danske Forening, Peter Neerup Buhl, har forfattet bogen ‘Grundtvig og nutidens kamp for Danmark’ for at tage hofpræsten til indtægt for nutidens fremmedfjendtlige nationalistiske reaktion og bryde det småborgerligt-radikale ‘patent’:

‘Hos Grundtvig kan man læse, at han opfattede Danmark som et truet land, der skulle frelses for danskernes skyld. Det nationale ligger som en rød tråd igennem hele hans forfatterskab. Det er givet, han ville gå imod både EU, indvandringen, det multikulturelle og amerikaniseringen af Danmark. Det er rystende, som radikale og politisk frelste forsøger at så tvivl om Grundtvigs stærke forsvar for det danske og modstand mod det fremmede.’

Grundtvig i rødt og hvidt

Den nationalistiske højrefløjs fremstød i retning af Grundtvig kommer samtidig med et fornyet småborgerlig-radikalt renæssanceforsøg over for en ny generation:

Den tidligere højskolemand Finn Abrahamowitz har udsendt endnu en Grundtvig-bestseller, ‘Grundtvig Danmark til lykke’, og Ebbe Reich, der indledte forrige renæssance med den såkaldte folkebog ‘Frederik’, har skrevet en ny om hans liv, samtid og sange, betitlet ‘Solskin og lyn’. De tager begge Grundtvig til indtægt for en ‘danskhed’, der ikke er eksklusiv og indkapslet, men åben over for fremmede. Reich taler om hans ‘universelle folkelighedsbegreb’ og om det umulige i ‘en hadsk fundamentalistisk samlen sig om den evangeliske kristendom i Grundtvigs navn’.

Dansk Folkeparti udnævnte sidste år Grundtvig til ‘årtusindets dansker’. Abrahamowitz siger:

‘Vi er nogle, der elsker Danmark, og som synes, at Pia Kjærsgård ikke skal løbe med det hele. Grundtvig mente, at Gud havde en speciel hensigt med Danmark. Mange af dem, der råber danskhed, tænker måske ikke på, at de så også skal til at være kristne’.

(Alle citater om Grundtvigsstriden er fra Jyllands-Posten 22.10.)

Grundtvig i rødt?

Sandheden er, at der er basis for Grundtvig-tolkning i begge disse retninger i hans skrifter. En egentlig historisk bedømmelse af nationalpræsten har ingen af parterne interesse i, fordi det gælder om at afstive en nutidig politik.

Netop modsigelserne i Grundtvigs ideologi og politik gør det muligt for både sort reaktion og borgerligt og småborgerligt demokrati at finde ammunition dér - hvis ellers det ‘nationale’ og ‘religiøse’ udgangspunkt accepteres.

Det er til gengæld umuligt for folk, som ikke tror, at ‘Gud har en speciel hensigt med Danmark’, eller at ‘danskhed’, national identitet, har noget med religion, eller naturgivne og evige egenskaber, at gøre, men ser nationen og den nationale identitet som et historisk fremvokset fællesskab med sine egne særlige karakteristika. Som alle historiske foreteelser foranderligt og i udvikling, i dette tilfælde også med en fremtid, som hverken reaktionen eller de småborgerlige demokrater øjner, fordi de kun kan se baglæns og frygter det kommende: det uafhængige socialistiske Danmark .

Et barn på Grundtvig og fascismen

Grundtvigianismen er en klasseforsoningsideologi på national-religiøs basis.

Forsøgene på at parre den med arbejderbevægelsen og marxismen er altid slået fejl, ikke så meget på grund af de nationale elementer, men de religiøse og klassemæssige, som en ideologi for de besiddende. Med storbondelagets og generelt bøndernes mindskede sociale og politiske betydning står grundtvigianismen i dag uden en klar klassemæssig forankring. Derfor både dens heftige salgsaktiviteter, ikke mindst over for ungdommen, og derfor de sorte rygangreb.

Det er til gengæld forsøgt, og ideologisk muligt, med udgangspunkt i ‘klasseforsoning’ og ‘nationalt folkefællesskab’, at parre Grundtvig og det yderste højre. Fascistdiktaturernes arbejderfjendtlige tvang og terror med ‘klasseforsoning’ og ‘folkefællesskab’. Det var det forhold, som den sorte præst Kaj Munks åndsfælle og væbner, stifteren af partiet Dansk Samling , Arne Sørensen, havde i tankerne, da han under dennes udarbejdelse af dramaet ‘Egelykke’ i 1938 udtalte, at Kaj Munk engang ville ‘avle en politisk søn ved navn Nikolai Frederik Severin Hitler’. Hans bemærkning faldt i anledning af nazistiske angreb på skuespillet Han sidder ved smeltediglen, der søger at skille Hitler fra jødeforfølgelserne, hvis ‘bøllefacon’ bød Kaj Munk imod.

Møller og Munk

Det er den konservative Per Stig Møller (søn af den under besættelsen pro-britiske politiker Poul Møller), som på opfordring fra den afdøde Henrik Stangerup (søn af den tyskvenlige Hakon Stangerup) har skrevet en stor biografi om den sorte Vedersø-præst og dramatiker, simpelthen kaldet ‘Munk’. Som almindelig baggrund for den anfører han:

‘Et politisk engagement sker på baggrund af grundholdninger, ofte religiøse, og globaliseringen har medført, at vi besinder os på vores egen identitet. Aldrig har der eksisteret så mange nationer i Europa som i disse år, selvom Europa er blevet mindre! Til danskhedens definition hører et nationalt og et kristent aspekt. Vi søger tilbage til vores egen historie og kulturelle rødder, til det moralsk-religiøse, der aktualiserer Kaj Munk og den måde, han håndterede det kristne valg på.’

(Jyllands-Posten 21.10)

Hans Munk-biografi skal genopbygge den flossede Kaj Munk-myte. Først og fremmest gennem fokus på Munk selv: hans personlige skæbne, hans ‘håndtering af det kristne valg’, det ‘moralsk-religiøse’. Det er en farlig satsning, den kierkegaardske mere end den grundtvigske Munk, og dermed genopdyrkning af den religiøse fundamentalisme. Kaj Munk som fundamentalist opdyrkes af hans søn, der har udgivet en bog om abortmodstand ‘Kaj Munk og fosterdrabet’.

Men Per Stig Møller må anlægge netop denne vinkel, fordi alle andre gør det umuligt at give nyt liv til myten Munk. Hans martyrdød som mordoffer for den tyske besættelsesmagt og hans klare opfordring til modstand har aldrig helt kunnet udviske indtrykket af hans holdninger i tiden op til besættelsen og hans langvarige tilbedelse af fascistdiktaturerne og førerdyrkelsen - Mussolini tilbage fra 20’erne og Hitler igennem 30’erne. Hans antinaturalistiske skuespil, som i 30’erne hilstes som den helt store fornyelse af dansk dramatik, hvoraf mange har ‘den stærke mand’ i centrum, har i årevis samlet støv. Hovedparten af hans dramatik, øvrige digtning, religiøse forfatterskab og journalistik frem til besættelsen er så fascistisk inficeret, at det ikke bare har været en bismag, men ikke kunnet undgå at fordærve den for eftertiden.

Karaktermord?

Angiveligt lægger Per Stig Møller nye oplysninger frem og skaber dermed med Jyllands-Postens ord ‘en mere balanceret opfattelse’ af Kaj Munk, end hvad hhv. hans ukritiske beundrere og da ganske særlig hans kritikere tidligere har fremført. De ukritiske beundrere har været ude af stand til at renvaske den fascistanløbne Munk, og trænger hårdt til Møllers bistand. Kritikerne: Det er kommunister, socialdemokratiske samarbejdspolitikere og 70’ernes ‘universitetsmarxister’, der angiveligt skulle have begået et ‘karaktermord’ på Munk efter besættelsen. Først myrdet af nazi, derpå myrdet i eftermælet af skumle marxistiske kræfter. Det er den særlige Møller-myte.

Selvfølgelig har eftertidens kritik af Munk haft diverse politiske formål. Men Møllers opfindelse af ‘karaktermordet’ er en svindelagtig konstruktion: Netop Kaj Munks personlige mod og faste holdning under besættelsen er stort set det eneste, der har kunnet overleve hans talløse politiske selvmordsforsøg i tiden inden. Og hans martyrdød kan ikke udviske hans beundring for det fascistiske diktatur og diktatorerne, og at han i 30’erne spredte sympati for Hitler og hans regime (trods visse reservationer), at hans rabiate antikommunisme fik ham til at se igennem fingrene med og hylde den kriminelle nazisme, eller at han var ultrareaktionær og arbejderfjendsk i alle forhold. Møller kan pudse Munks martyrglorie, så meget han orker: Munks forfatterskab stinker af sort reaktion, af forældet nationalromantik og lummer religiøsitet - og kan kun læses som udtryk for den herskende klasses dybe åndelige og moralske krise i 30’erne, der fik dele af den til at slutte op bag fascismen.

Munk og den stærke mand

I marts 1933, da Hitler var i færd med at oprette diktaturet, skrev han følgende i et rejsebrev fra Tyskland til Jyllandsposten:

‘Det, der sker - er det ikke det, man har ventet på, siden man var dreng: at der kom en mand med et propert håndelag og ryddede klubben for alle rigsdagsbaronerne? Fortalte d’herrer bensamlere, at nu gik den svindel ikke længere, at det var folket, der regerede, når det gjorde sig til slave af dem. Sagde ganske simpelt og klart og bestemt: "Hold nu bøtte, for nu er det mig, der bestemmer" - og så holdt vi bøtte, fordi vi dog begreb, at det var bedre, at én tog magten, end at mange købte sig retten til at sjakre om den ved penge, de tilmed stjal fra os - bedre at tyranniseres af én stor end bedrages af mange små ærgerrigheder’.

Kaj Munk kan alligevel ikke helt tro på, at det er sandt. Han tvivler på, om Hitler nu vil udføre det, han lover - eller om der bare er tale om ‘messiasforgudelse af en højttaler’. Med andre ord: Han ‘frygter’, der blot er tale om ren propaganda, uden handling bag. Om Hitler siger han:

‘Har hans oratoriske triumfer vidst af anden teknik end den: at lægge enkelte befolkningsdele for had hos andre, nemlig jøderne, kommunisterne og socialdemokraterne?

Men hvis nu disse tre grupper fortjener det? Hvis nu manden har ret? Hvis jødernes egoistiske vindskibelighed og socialisternes føjelige - ak, i en jerntid så håbløse ‘Frihed for Loke såvel som for Tor’ var på nippet til at bane vej for en kommunisme, imod hvis tvang og rædselsregimente Hitler er for lidet at regne, jeg siger: hvis dette ikke kunne hindres ved anden metode end den hitlerske, så op og stå, mine herskaber, alle, også mine herrer socialdemokrater, alle undtagen kommunisterne, op og stå og i vejret med den højre arm og så, på én gang, alle:
Hitler, heil, heil, heil!

Men foreløbig har fremtiden ordet.’ (26.3.1933).

Da han fandt ud af, at det ikke kun var propaganda, blev han forskrækket over visse af metoderne, men søgte længst muligt at frikende både system og ‘fører’.

Igen og igen

Munk var muligvis politisk naiv og personligt umoden, som det hævdes. Det gjaldt for mange hel- og halvfascister - men han var ikke purung eller politisk novice dengang, men en fejret dramatiker og debattør.

De anførte hyldesterklæringer var ikke en enkelt svipser, og selvom han altid kritiserede de ‘hitlerske bøllemetoder’ over for jøderne (ikke over for kommunister og andre, så langt strakte hans ‘kristne’ sindelag sig ikke) var han langt fra, som Per Stig Møller hævder, konsekvent imod jødeforfølgelserne. Da det viste sig, at Hitler ikke bare var en højttaler, men gik over til praktisk forfølgelse, foreslog han simpelthen, at man eksporterede dem alle til udlandet: ‘Der må blive råd til at give dem de penge, de har tjent, for at blive dem kvit, og så ud af landet med dem!’

Både journalistik og skuespil er fulde af diktator- og diktaturhyldest - igen og igen. I midten af 30’erne uddelte han karakterer til hhv. Hitler og Mussolini. Hitler: mg+; Mussolini: ug- !

I 1936 sagde han: ‘Ingen dansk kan ære Hitlers dåd mere end jeg. Grænseløst beundrer jeg, at det har været en mand muligt midt i parlamentarismens dirt-track, i fortvivlelsens dal efter nederlaget, at få vognen kørt op ad bjerget igen.’

Munk brød sig ikke om den nazistiske kirkepolitik og heller ikke om jødeforfølgelserne. Men han blev ved med at søge at skille Hitler fra de sider af regimet, han ikke brød sig om. I 1938 mente han, at ‘føreren’ kun havde et par fejl: ‘Den ene er, at han ikke lever evigt, den anden, at han ikke er almægtig i Tyskland’.

At han efter 2. verdenskrigs udbrud ændrede syn på sin tyske ‘helt’, er godt for Munk. Sine grundlæggende sorte synspunkter ændrede han ikke.

‘For intet at regne’

Den nye småborgerlige og borgerlige nationale bølge er fuld af sorte faldgruber. De tre nationale ypperstepræster hører med her. Kun Grundtvig kan - med masser af forbehold - siges at have tilhørt demokratiets og fremskridtets lejr for sin tid. Hans arvtagere i imperialismens tidsalder spænder fra sort reaktion til udsigtsløs småborgerlig nationalisme.

Forsøget på parring af Grundtvig og Hitler viser, at konsekvent antifascisme ikke kan udledes af Grundtvig; Den Danske Forenings og Dansk Folkepartis forsøg på at erobre ham viser det samme.

Konservatismen søger at nypudse den sorte Munk - der aldrig kan blive andet end et tvivlsomt idol, uanset vinklingen: en førerfascineret martyr, som med sit personlige offer tilhører modstanden mod den hitlertyske besættelse, men ikke ideologisk eller politisk har noget som helst at tilbyde nutiden eller fremtiden.

I 1933 fik Jyllandsposten sit fortjente tilnavn Jyllandspesten. I en lang række ledende artikler hyldedes Hitlerdiktaturet som en inspiration også for Danmark. Kaj Munk stod langt fra alene med sine fascinationer.

Jyllands-Postens anmelder af ‘Munk’ år 2000 hedder Johs. H. Christensen. Munk skrev, som anført i 1933, at Hitlers diktatur var ‘for lidet at regne’ mod kommunisternes ‘tvang og rædselsregimente’. Han lærte noget om Hitler. Johs. H. Christensen har tilsyneladende intet lært. Uden blusel får han sig selv til at skrive:
‘At Kaj Munk fremkom med nogle uheldige eller i hvert fald tvetydige bemærkninger om Hitler, er ubestrideligt, men de er dog for intet at regne (red.s udh.) imod den underdanighed, hvormed marxister og kommunister i årevis gik Stalins ærinde.’

For lidet at regne . . . for intet at regne . . .

Borgerskabets eneste virkelige ideologi er antikommunismen. Og dets skriverkarle lærer aldrig.

Arbejderklasen og nationen

Forsøgene på at finde, skabe eller genskabe en ‘national enhedskultur’, som Grundtvig og hans forfølgere foretog, er dømt til at slå fejl, simpelthen fordi der i enhver nation findes to kulturer: de herskendes og de undertryktes, borgerskabets og arbejderklassens, som også er en undertrykt kultur, men som i kim bærer fremtidens nationale identitet i sig. ‘Den nationale identitet’ i dag indeholder begge disse elementer - og selvfølgelig flere områder endnu.

Det er i dag ikke er bønderne, der bærer og forsvarer den danske nation, og slet ikke borgerskabet, som igen holder ophørsudsalg af den nationale selvstændighed. Det er først og fremmest arbejderne, de internationalistisk og socialistisk indstillede arbejdere. Det viste sig ikke bare under besættelsen, men er blevet stadig tydeligere med Nej’erne ved unionsafstemningerne. Og arbejderne kan ikke købe hverken Gundtvig-myten eller den nypudsede Munk-myte, men baserer sig på den demokratiske og revolutionære tradition: fra det revolutionære borgerlige demokrati til socialismen og kommunismen, folkets og arbejderklassens kamp, indbefattet den konsekvente modstand mod nazismen. De virkelige nationale hovedskikkelser fra sidste århundrede kan aldrig blive en Kaj Munk - men f.eks. den Martin Andersen Nexø, som den konservative Per Stig Møller i sin bog søger at nedgøre. Denne bog er et led i Den Store Reaktionære Historierevision, som fortsætter kampen mod demokrati, fremskridt og socialisme i det 20. århundredes sorteste ånd.

En senere artikel vil fortælle historien om, hvordan Jyllandsposten i 1933 fik tilnavnet Jyllandspesten.