Rask, rørig
- og hundrede
Hvordan skal man forklare Broby-Johansen for en generation, der ikke har oplevet ham? En mand med udstråling og viden? Nej, ikke bare det. For mange af 68erne var det at se og høre Broby-Johansen, som var en af de få erklærede kommunister, der af og til kunne bryde igennem det borgerlige mediemonopol, en første oplevelse af en konsekvent revolutionær personlighed, der kunne formidle hverdagen og kunsten og magtforholdene, så den kapitalistiske virkelighed blev mer gennemsigtig, og opgøret med den en indlysende nødvendighed.
Han kunne overbevisende forklare, hvordan skoen strammede, rent bogstaveligt, i kapitalens og unaturens tjeneste, eller hvorfor kvinder blev pakket ind og ud efter profitsamfundets behov. Han vidste det meste, og han kunne formidle det som ingen anden dansker i sidste århundrede. Der findes ingen stillingsbetegnelse for, hvad Broby var - kulturformidler er for vagt et ord, folkeopdrager eller revolutionær moralist for belastede. Men Broby havde afsøgt ‘slægtens spor i stort og småt’ - slægten menneske, det arbejdende, udbyttede og kæmpende menneske, i sikker forvisning om, at historien stod ved et skifte, der ville bringe netop dette menneske i front.
På en forunderlig måde fik internationalisten Broby bevidstgjort det arbejdende Danmark - åbnede horisonter udadtil og indadtil, og ind og ud gennem tiderne.
Læser man i dag hans forsvarstale i Københavns byret for hans ekspressionistiske debutdigtsamling Blod, som han udsendte som 22-årig, som blev beslaglagt, mens forfatteren blev anklaget og dømt for pornografi, og sammenligner med, hvad han siger i sit Testamente fra 87, samme år som han døde, ser man, at han trådte frem med sin klare livsopfattelse som ganske ung, og at han fastholdt og uddybede disse grundholdninger. Digtene, der var inspireret af et ophold i storbyen Berlin, var det eksakt modsatte af pornografi, selvom de afspejlede en fordærvet og pornografisk virkelighed. Broby sagde:
‘imidlertid / resultatet af mine overvejelser angående digtenes udgivelse var at de ville virke moralsk / med moral mener jeg den moral det borgerlige samfund påstår at have (den kristne: bjergprædikenens) ikke den det har (den kapitalistiske egoismes) / med moral mener jeg sandhed /
i mine anklageres, i den borgerlige menings mund er det rigtigt: denne bog er umoralsk / for den borgerlige faktiske moral er en løgn og en svindel og hvem ville beskylde disse digte for at være løgn eller svindel?
de taler om ting "man ikke må tale om", som om der for den borgerlige civilisation var noget der var helligt / de erotomane aber som gør det borgerlige litterære gøgl hyler om kvinden / borgerskabet tvinger proletariatets kvinder til at sælge sig på gaderne og i caféerne og i bordellerne /’
Den borgerlige kunst kalder han i Testamente ‘denne slamflod af standardiseret svindel med alle livsværdier’:
‘Fristende var det at kalde det ukunst, denne krængende kunst, denne simple spekulation i seksualitet og religion, i rørelse og forargelse, i misundelse og enfoldighed, men den har med sin appel til det laveste menneskelige instinkt: dovenskaben, og det næstlaveste snobberiet, selv placeret sig som LUKSUS, uskyldig underholdning, tidsfordriv, uforpligtende nydelse, ekstraservering. Den er gift, pest, opium. Den gør menneskene sløve, stupide, ondskabsfulde, passive.’
Med sin betydelige kraft fremmede Broby livet igennem ‘den ægte, den sande, den livgivende og forkyndende kunst’ der ‘kæmper for livet mod forsøget på at forvrænge dens menneskelige budskab til lumpen propaganda for financiererne’.
Ved hundredårsdagen den 25. november er Broby stadig rask og rørig og en kilde til inspiration for de mange.
-ko