Kapitalisme og spekulation

I Tyskland er værdien af omfanget af virksomhedsopkøb og fusioner steget til ny rekordhøjde. I første halvår af år 2000 blev der ifølge en statistik fra Thomson Financial Securities Data afviklet 847 transaktioner, der samlet beløb sig til 245,6 milliarder dollars. Det er i forhold til året før næsten en tidobling. Ganske vist kan en meget stor del af denne vækst føres tilbage til Vodafones overtagelse af Mannesmann, men også uden den ville væksten have været på 52 pct. Tallene er tilmed ikke fuldstændige.

I USA afsluttedes i første halvår af 2000 transaktioner til en værdi af 852,8 milliarder dollars.

Marxistisk udtrykt handler det om en enorm acceleration af kapitalens centraliseringsproces. Den fremadskridende samfundsmæssiggørelse af produktionen inden for den kapitalistiske orden kommer til udtryk ved at stadig flere enkeltkapitaler går under, hhv. mister deres selvstændighed. De opsluges af større kapitaler, og på denne måde centraliseres stadig mere gigantiske kapitalmængder på én hånd.

Det er ikke forbavsende, at denne proces accelererer netop nu, for vi har at gøre med en ny industriel revolution, et gevaldigt skub fremad m.h.t. udviklingen af produktivkræfterne.

Det indbefatter ophobningen af stadig større mængder levende arbejde under samme kommando. På den anden side synker procentdelen af den anvendte industrielle kapital, som investeres i levende arbejdskraft, fordi en højere produktivitet indebærer, at en stadig større procentdel investeres i fast kapital, i produktionsanlæg. Men sidstnævnte afkaster ingen merværdi. Den flyder alene fra arbejdskraften.

På denne måde øver udviklingen af produktivkræfterne tryk på profitraten.

Kapitalens centralisering, hhv. fremadskridende monopolisering, er et middel til at imødegå profitratens faldende tendens: Stærke monopoler og monopolgrupper kan på bekostning af mindre kapitaler, de arbejdende forbrugere samt de afhængige lande (eller verdensdele) realisere monopolprofitter.

Den enorme opskruning af tempoet i kapitalens centralisering medfører, at de koblere, som forbereder fusioner og overtagelser, bliver af stadig større betydning. Koblergesjæften - som i den kapitalistiske virksomhedsslang hedder ’Mergers & Acquisitions’ (M&A), og også kaldes ’investmentbankings gyldne disciplin’ – bliver stadig mere lukrativ.

Internationalt var følgende tre pengehuse langt foran alle andre m.h.t. denne virksomhed og styrede transaktioner (i et omfang af følgende værdier): Goldman Sachs (168 transaktioner, 901 milliarder dollars), Morgan Stanley (198 transaktioner, 796 milliarder dollars), Merril Lynch (124 transaktioner, 757 milliarder dollars).

I Tyskland: JP Morgan (5 transaktioner, 230 milliarder dollars), Goldman Sachs (8 transaktioner, 224 milliarder dollars), Merrill Lynch (6 transaktioner, 215 milliarder dollars), Morgan Stanley (8 transaktioner, 214 milliarder dollars). Først på femtepladsen kommer Deutsche Bank (8 transaktioner, 208 milliarder dollars). I første halvår af 1999 var Deutsche Bank stadig i spidsen af tabellen, hvad angår transaktioner i Tyskland, med et samlet omfang af kun 24 milliarder dollars. Merrill Lynch lå på andenpladsen med 14 milliarder dollars.

Også disse tal viser, i hvilket enormt omfang den i centraliseringsprocessen involverede kapital er vokset.

Investmentbankings sejrstog medfører, at de betræffende grene inden for bankforretningerne bliver stadig mere vigtige, mens kreditforretningerne taber i betydning. På længere sigt synker værdiformeringsraten for den bankkapital, som er anbragt i kreditforretninger. Kreditforretningens gevinster kommer for mestedelen strømmende fra den industrielle kapitals profitter, og profitratens fald fører til et fald i lånekapitalens værdiformeringsrate.

Således forekommer investment-forretningen samt handelen for egen regning med fiktiv kapital, med lån og aktier, bankerne at være udvejen.

’Blandt de europæiske storbanker er Credit Suisse den mest afhængige af, hvordan investment-bankingen udvikler sig. Ifølge en vurdering fra analytikerne i Hongkong Shanghai Banking Corporation stammede omkring 60 pct. af udbyttet i første kvartal i år fra denne del af virksomheden.’ (FTD 23.6)

De andre storbanker går samme vej:

’Pengeinstitutterne bliver afhængige af kursbevægelserne på børserne, jo mere handelen med lån og aktier og rådgivningsvirksomheden udbygges. Deres udbyttetal viser stadig større udsving og bliver følgelig stadig vanskeligere at forudberegne.’ (Sst.)

De vender sig væk fra kreditgivning til produktion og retter sig imod spekulation på allerhøjeste niveau, fordi investeringer i produktionen tæller stadig mindre fra kapitalens synspunkt. Bankernes indretning mod ’handel med lån og aktier og rådgivningsvirksomhed’ forekommer derfor at være en udvej, fordi aktiekurserne med al deres op-og-ned i sidste ende synes at vokse ind i himmelen. Hvorfor?

Fordi problemet med værdiformeringen af den industrielle kapital fører stadig flere kapitaler til at søge tilflugt på børserne, og den enorme vækst af de kapitalmængder, der er sammenhobet der, driver kurserne i vejret – indtil børskrakket på smertelig vis påminder spekulanterne om, at der immervæk eksisterer en sammenhæng mellem børskurser og industrielle profitter. Den fiktive kapital kan kun midlertidigt løsrive sig fra den industrielt anvendte kapital – og i sidste ende må al profit etableres i den industrielle produktion.

Jo større storbankernes afhængighed af kursbevægelserne bliver, jo mere vil de blive rystet af et krak. Det gælder ikke kun for deres egen handel, men også for koblervirksomheden – når børs’værdien’ for emnerne til overtagelse eller fusion falder, så falder også de gevinster, som koblerne kan stryge til sig. Antager kursfaldet et bestemt omfang, så kan et krak også rive kæmpemæssige pengehuse med i afgrunden.

Det bør i den forbindelse ikke glemmes, at det for den allerstørste dels vedkommende drejer sig om samfundsmæssige midler, som disse huse spiller hasard med – den reelle egenkapitalkvote ligger i al almindelighed klart under 5 procent. Et krak for en sådan finansgigant – eller tilmed flere – kan føre til rystelser af økonomien, hvis følger slet ikke lader sig forudsige. De sætter ikke deres egen, men fremmed kapital på spil.

I et omfang og på et niveau, som Lenin i sin tid endnu knap kunne forestille sig, rammer det plet, hvad han skrev allerede i 1916:

Imperialismen som kapitalismens højeste stadium.