Danske finansmonopoler styrket

"Europa er kommet til Danmark. Næppe havde danskerne stemt nej til euroen, før vi fik den næste storfusion blandt bankerne. Nu dominerer Danske Bank og Unibank den danske finansverden, sidstnævnte via den nordiske MeritaNordbanken.

De to store banker vil få en så overvældende markedsandel, at det for ti år siden ville have fået myndigheder og politikere til at sige fra."

Sådan kommenterede erhvervslivets åbne talerør Børsen d. 3. oktober Danske Banks opkøb af Real Danmark, der indeholder BG Bank og Realkredit Danmark. Og helt galt er det ikke. Siden da har Unibanks ejer Nordic Baltic Holding styrket sit monopol yderligere ved opkøb af Norges næst-største bank Christiania Bank og Kreditkasse.

Befolkningens modstand mod de europæiske monopolers Unionsudvikling er politikernes job, mens ikke mindst finanssektoren i EU kører frem på fuld kraft. "Ja, vi er endda flere år bagefter de fremmeste i Europa," konstaterer Børsen, når de gælder at få sikret "nogle ganske få storbanker, der kan klare sig på det finansielle enhedsmarked, der kommer i kølvandet på euroen."

Danske Bank og PBS

Med Danske Banks opkøb af RealDanmark og dermed BG Bank får den ca. halvdelen af alle danskere som kunder. Men vigtigere for A.P.Møller-monopolets danske bank er, at de får magten over så store kapitalsummer i milliardklassen, at de kan betjene og få del i de store erhvervskunders profit. Samt at Danske Bank med opkøbet sætter sig totalt på magten i Pengeinstitutternes Betalingsservice, PBS, også kaldet bankverdenens infrastruktur. Ligesom Internet-bankkunder ventes at være fremtiden, er PBS en nøgle til at sidde på fremtidens afløser af Dankortet - chipkortet og de kommende priser for brug af betalingskort.

Direktør i Danske Bank Peter Straarup forsikrer, at banken ikke vil bruge sin monopolstilling i PBS til at udkonkurrere de øvrige pengeinstitutter med monopolpriser betalt af forbrugerne. "Det er ikke PBS, der afgør eksempelvis prissætning, det gør Finansrådet," udtaler Danske Banks direktør Peter Straarup. Så er det jo heldigt, at bankens direktør samtidig er formand for Finansrådet.

Arbejdsløshed og lukninger

Helt traditionelt følges styrkelsen af finansmonopolet op med fyringer og lukning af mindre afdelinger og arbejdspladser. Fusionen Danske Bank -RealDanmark medfører, at 3500 stillinger blandt koncernens 20.434 ansatte nedlægges. Omkring 150 lokale afdelinger rundt om i landet skal nedlægges. I forvejen er stigende arbejdsløshed i finanssektoren ved at melde sig. Efter ubrudt stigende beskæftigelse siden 1996 er det arbejdsløsheden, der stiger, og antallet af ansatte, der falder. Det viser de seneste tal fra Finansektorens Arbejdsgiverforening, allerede inden Danske Bank kom med de nye nedskæringer. Også Unibank planlægger at nedlægge 300 stillinger i de lokale afdelinger i løbet af næste år. Arbejdsløshedsprocenten blandt Finansforbundets medlemmer er i dag på knap 5 %.

Kun navnene fortsætter

Mange mennesker er med god grund utrygge ved at handle med de store bankmonopoler og ønsker at flytte til mindre banker og selskaber. Men det er svært at se, hvem man egentlig handler med, for af samme grund bibeholdes alle de gamle navne på de opkøbte banker, forsikringsselskaber, investerings- og kreditforeninger.

Med fusionen Danske Bank - RealDanmark ryger BG Kredit og Danske Kredit ind i Realkredit Danmark, mens BG Bank og RealDanmark ryger ind i Danske Bank. Og der lægges ikke skjul på at der vil ske en ensartning af priser og produkter.

Største i Region Nord

Region Nords (som det hedder i EU-sprog) største finansmonopol er imidlertid Nordic Baltic Holding. Med sit seneste opkøb af Christiania Bank og Kreditkasse i Norge sidder de nu på 10 millioner kunder i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Christiania Bank og Kreditkasse blev opkøbt for ca. 25 mia. kr., hvilket giver adgang til bankens 560.000 privatkunder og 70.000 erhvervskunder. Før opkøbet sad Nordic Baltic Holding via MeritaNordbanken på 40 % af det finske marked og 20 % af det svenske og via Unibank på knap 25 % af det danske marked.

Heller ikke omkring denne fusion bliver lagt skjul på, at det gælder aktionærens og de store erhvervskunders interesser, samt at få styrket sin monopolstilling i EU’s Region Nord.

Norske og danske stat

Det er værd at bemærke sig, hvordan statsmagten opererer i forhold til de store finansfusioner og opkøbene. Hverken i Norge eller Danmark forventes statsmagtens finanstilsyn at få nogen som helst problemer med at godkende, at det kun gavner den frie konkurrence - og ikke kan kaldes for monopolstillinger!

I Norge var den norske stat afgørende for Nordic Baltic Holdnings opkøb af landets næststørste bank, idet den norske stat via Statens Bankinvesteringsfond sad på 34,64 % af aktierne i banken. Skattekroner, der et årti tidligere var stukket i banken for at dække store tab.

I Danmark skylder Danske Bank fortsat alene omkring 1 milliard kroner til Lønmodtagernes Dyrtidsfond, ATP og Kommunernes Pensionskasser efter tyveriet i Hafniaskandalen. Også selvom LO-toppen godkendte transaktionerne, og statsmagten stort set frikendte kapitalens vaneforbrydere.

Finanstilsynet, der også under Hafnia-skandalen spillede en bemærkelsesværdig insiderrolle på Danske Banks side, er igen kommet i søgelyset. I dagene før opkøbet af RealDanmark blev offentliggjort foregik en særdeles livlig handel på aktiemarked. RealDanmarks aktier steg fra kurs 260 til 500. Nogen scorede en hurtig fortjeneste på 71 % ved insiderhandel. Sagen ligger nu lunt hos Bagmandspolitiet.

Vito