U-Kollektiv transport

I sidste uge aktionerede københavnske buschauffører i protest mod nye besparelser. HT-chaufførerne valgte denne gang den legale aktionsmåde. De uddelte "gratis" klippekort, som indeholdt information om de planlagte forringelser.

Hovedstadens Udviklings Råd (HUR) og Hovedstadens Trafikselskab (HT) vil nemlig spare 104 mio.kr., hvilket nedsætter drifttimerne i Hovedstaden med 15%!

Planen vil give mere plads til privatbilerne og længere afstand mellem stoppestederne, hvilket rammer både brugere, beboere og andre mennesker, der færdes i byen og tvunget endnu mere koncentrerede CO-2 dampe.

Udbygningen af gode, billige kollektive transportmidler er den eneste rigtige metode til at komme privatbilismen i storbyerne til livs – også til fordel for bilisterne, der hver eneste dag fanges af trafikpropper, manglende og fordyrede parkeringspladser.

Disse store grupper af mennesker tjener som et godt solidaritetsunderlag for buschaufførerne, hvilket i sig selv berettiger og nødvendiggør chaufførernes pæne aktionsform.

Til daglig er det nemlig chaufførerne, der er HTs "ambassadører" – deres "ansigt" udadtil. Det er chaufførerne, der får på puklen af kunderne for den stadige forringelse under umulige arbejdsvilkår.

De ansvarlige er nemlig skjult bag store glasfacader, og hvad angår bestyrelserne i HUR & HT, så er de ikke engang på valg.

Og det er chaufførerne, der er de mest direkte og hårdest ramte af nedskæringerne.

De har været gennem årtiers lang forringelse, der er fulgt i kølvandet på udlicitering og privatisering af driften. Deres faglige topforhandlere har gang på gang stukket knive i ryggen på dem ved underskrivelse af elendige overenskomster og aftaler. Aftaler som ikke findes andre steder på det danske arbejdsmarked.

De er eksempelvis tvunget på vagter, der indeholder timevis af ubetalt ventetid. Deres turnusplaner med natte- og weekendvagter er hårde prøvelser for familielivet.

Disse underbetalte chauffører, som helst oplevede en arbejdsdag med god service og tilfredse kunder, har mange gange måtte sætte daglønninger over styr og betale dyre boder i forbindelse med strejker.

Dyrt er det, hvilket understreger al-voren i deres harme.

Den har da også tit og ofte fundet luft. Med jævne mellemrum bryder bybusstrejker løs i Aalborg, Århus, Fredericia, Odense, Roskilde og København. Fra Nord til Syd, fra Vest til Øst. Kort sagt over hele landet.

Men ligesom indefor andre beslægtede områder – eksempelvis Postvæsenet – så er det hidtidigt blevet til lokale aktioner, der af fagbevægelsens top indsnævres til konkrete faglige problemer.

Samtidig fylder fagtoppen chaufførerne med snak – der foretages årelange undersøgelser, der tydeligvis understreger problemerne i arbejdsforholdene; men der rettes kun kommaer.

Politikerne ævler løs om sundere bymiljø ved brug af kollektiv trafik.; men beslutter det modsatte.

Chaufførerne henter ikke hjælp fra disse kanter; men kan stole på deres egne samlede kræfter.

RiBus-chaufførerne i Esbjerg viste vejen, da de tog sagen i egen hånd og forbandt deres kamp med en landsdækkende sympati- og solidaritetsbevægelse, der tilmed strakte sig til store dele af Europa.

Det var arbejdere, der var rygraden i de konkrete manifestationer; men også solidt støttet af alle slags folk, der var træt af privatisering og udlicitering.

Slagkraften og perspektiverne for RiBus-strejken var kendt af magthaverne, som med politivold og indespærring måtte ty til de groveste midler i nyere tid for dansk arbejderklasse.

Det var imidlertid den øverste ledelse i deres forbund – SiD – der endte med at spille den afgørende rolle i forbindelse med at tvinge strejken i knæ.

Modstanden i arbejderklassen og befolkningen til privatisering og udlicitering er med de seneste 5 EU-år ikke blevet mindre. Tværtom.

Ingen tror vel, at vi vil opleve færre forsøg på udlicitering eller privatisering de kommende år? Eller at Socialdemokratiet vil være et værn imod det?

Det seneste fra den kant er, at man nu tager de første skridt til at privatisere AF - med kæmpefortjenester til vikarbureauer og andre, der står på spring.

Kampen mod privatisering, udlicitering og nedskæringer må organiseres nedefra. Det viser allle erfaringer.

RiBus-chaufførerne viste vejen og tog nogle mægtige skridt dog uden at nå til den sejrrige målsnor.

Men med RiBus-erfaringerne i mente og med opsamling af hele solidaritetsbevægelsen, så er mulighederne der!