Dagsordenen nu
Det er i den parlamentariske debat en ‘fastslået kendsgerning’, at danskerne nok er EU-skeptiske og vil have de danske forbehold opretholdt - men på den anden side er tilfredse med EU-medlemskabet og ikke ønsker at træde ud. På det grundlag sælger samtlige Nej-partier p.t. ud af det klare Nej til euro og mere Union, og på samme basis søger alle unionspartierne at presse integrationen stadig længere frem. De sidstnævnte spekulerer også i en kommende afstemning, der skulle afskaffe alle forbehold med et slag - Fogh Rasmussen siger i 2004 - med en ‘trussel’ om, at konsekvensen af et Nej ville blive dansk udtræden af Unionen.
Men alt tyder på, at både de bløde tilhængerpartier (fra Dansk Folkeparti til SF) og de klare unionspartier (fra Socialdemokratiet til Venstre) forregner sig og endnu engang undervurderer den reelle EU-modstand i den brede danske befolkning.
En gallupundersøgelse for Berlingske Tidende efter afstemningen (23.10) viser, at den ‘fastslåede kendsgerning’ ikke er så fast endda. Her blev man spurgt om, hvorvidt man ville sige Ja eller Nej til dansk medlemskab, hvis der var folkeafstemning i morgen: 49 pct. svarede Ja, 46 pct. Nej, 5 pct. Ved ikke.
Den konsekvente EU-modstand, der ønsker Danmark uden for EU, står altså væsentlig styrket efter Nej’et. Den indlysende konklusion er, at også en ‘alt eller intet’-afstemning vil kunne vindes af Nej-siden.
Eller sagt med andre ord: Det er nu kampen om dansk medlemskab af EU for alvor begynder, at kampen for dansk udtræden må sættes på dagsordenen.
Det vil være naturligt, at Folkebevægelsen mod EU som den eneste konsekvente modstanderorganisation påtager sig opgaven at gå i spidsen for en kampagne for udtræden - som vil være en klar fordel for mere end to tredjedele af befolkningen.
Efter afstemningen har Nej-partierne stået i kø for at sælge ud af Nej’et af hensyn til deres taburetdrømme. SF vil svække forsvarsforbeholdet og vil godt have flertalsafgørelser på en række områder. SF og Enhedslisten indgår som forligspartnere i Lykketofts EU-finanslov og stabiliserer det kriseramte Socialdemokrati. Og Dansk Folkeparti vil - mod indflydelse - anbringe Fogh Rasmussen på statsministerposten.
En åbent borgerlig regering ligger lige om hjørnet - og vælgerflugten fra Socialdemokratiet vil ikke stoppe. Det er den logiske følge af partiets og regeringens unionspolitik.
En næsten parallel situation ses i Norge: Her står Fremskrittspartiet til at blive absolut største parti med hen ved en tredjedel af de norske stemmer, mens det socialdemokratiske regeringsparti i målingerne står til at tabe mere end halvdelen af sine mandater. Det sorte søsterparti til DF har opgivet sin glødende unionstilhængerposition og er blevet EU-kritisk.
Hvad sker der? I begge lande har flertallet mistet tiltroen til socialdemokratierne som ‘garanten for velfærdssamfundet’ - og med god grund. Sundhedsvæsen, skolevæsen, pensioner o.s.v. er forringet i stort omfang. I begge lande, tydeligst i Norge, er det lykkedes de populistiske og ‘unionskritiske’ højrepartier at fremstå som alternative ‘garanter’ for velfærd! Det er selvfølgelig svindel, fup og bedrag - men også den uhyggelige konsekvens af Socialdemokratiets forræderi mod ‘velfærden’, mod arbejderklassens og det store flertals interesser.
På grundlag af erfaringer har arbejderne mistet tiltroen til både Socialdemokratiet og EU som ‘velfærdsgaranter’. Klassebevidste folk gennemskuer også Kjærsgård og Co.s demagogi, der skal støtte en borgerlig unionsregering - og nu suppleres af kulsorte præster som Krarup og Langballe. De ved, at i sidste ende kan kun en socialistisk revolution sikre de arbejdendes rettigheder - og at kun klassekampens vej kan forsvare tilkæmpede goder, der hastigt undergraves.
Kravet om dansk udtræden af EU er en vigtig del af denne vej. Den vil også skille fårene fra bukkene på den parlamentariske arena: Hvem bliver tilbage af Nej-partierne, når det bliver alvor - når kapitalens interesser trues, som med dette krav? Det vil også afsløre Dansk Folkepartis sorte demagogi som intet andet spørgsmål for nærværende.
Redaktionen den 23. oktober 2000