Til jer, der skal vinde revolutionens sejr

Når borgerskabet siger "ungdommen er fremtiden", mener de i virkeligheden "bare rolig venner, engang vil I også få del i livets goder, når I bliver gamle nok til at have gjort jer fortjent til det".

Indtil da skal I bare knokle på med karakterræset, lavtlønsjobbene til ungdomsløn, afbetalingerne på at etablere jer eller på studielånene, blindt bevæge jer frem af karrierens step stones. Bare man er fleksibel og disciplineret. Enhver bliver bedømt og behandlet individuelt, det er det helt store kodeord. Helt fra du træder ind over tærsklen til børnehaveklassen, og snart er du i gang med din egen evalueringsbog, hvor du hvert kvartal skal nedfælde dine mål, og hvordan du nu vil frem til dem. Om du når dem - ja, det er jo op til dig selv. Man kan ikke starte tidligt nok med at forberede sig på fremtiden.

Det enkelte individ er helt i centrum, og alligevel har der nu gennem flere årtier været en fjerdedel af hver ungdomsårgang, der aldrig blev plads til på arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Og så kommer du godt nok bagest i køen, når det gælder uddeling af livets goder.

Lige meget, hvor meget du knokler på tvangsarbejdet, har du ikke og får du ikke nogen rettigheder. Der findes i dag en form for "apartheid-arbejdsmarked", hvor unge under 18 år, under 23 år, under 25 år udsættes for den groveste diskrimination, alene ud fra deres alder. En diskrimination, der til og med er lovbestemt. Har du dertil ‘forkert’ hudfarve, efternavn eller køn, så får du virkelig meget at bevise for at blive en del af den ungdom, der er fremtiden i kapitalismen.

I ungkommunister, det er jer, der skal rive masken af hele denne fordækte løgn og propaganda. Spidde og nagle magthaverne til pælen, når de forsøger at skjule de åbenlyse klassemodsætninger i Danmark og i ungdommen selv.

Magthaverne skyer ingen midler - ideologisk, økonomisk, politisk, disciplinært - når det gælder kampen om at vinde ungdommens hjerner og hjerter. Men fremtiden, den ejer de ikke. Den har de bag sig. Det er jer, der gennem agitation, aktioner og kamp ikke bare skal gøre det, at kapitalismen er ubrugelig, til det store flertal af ungdommens egen erfaring, men også at socialismen gennem arbejderklassens revolution er fremtiden.

Hver generation af unge har sine store opgaver og forpligtigelser i klassekampen. Under den antifascistiske frihedskamp og sejren over nazismens besættelsestropper var det i høj grad ungdommen under arbejderklassens og det kommunistiske partis ledelse, der gik frem. Siden den moderne revisionismens gennembrud i 50’erne og de kolossale skadevirkninger i årtierne, der fulgte, var det kampen for at genskabe arbejderklassens kommunistiske parti og forsvare marxismen-leninismen, der måtte stå i centrum. Ungdommens opgave i dag er at knuse det kapitalistiske udbyttersystem og oprette det socialistiske samfund, gennemføre revolutionen og føre den til sejr.

Selvom I er så unge, har I levet i en tid med store samfundsmæssige forandringer herhjemme og på verdensplan. I har oplevet, hvordan kvantitative forandringer, der gennem lang tid er ophobet, pludselig bryder igennem i et mægtigt kvalitativt spring. Her tænker jeg på, at da den moderne revisionisme først havde fået gennemført sin kontrarevolution og genindført kapitalisme skridt for skridt, havde den samtidig banet vejen for at kontrarevolutionen i kontrarevolutionen til sidst kunne få mure, stater og samfundsmodeller til at falde som korthuse. Og få en tidligere opdeling af verden og Europa i en vest- og en østblok til på få år at ændre sig til den såkaldte ‘nye verdensorden’ med USA-imperialismen i spidsen. I har oplevet, hvordan de europæiske monopoler fik blod på tanden og så både muligheden og nødvendigheden af at sætte fuld fart på EU og den endelige skabelse af den økonomiske, politiske og militære Union.

I lever i en tid, hvor magtens mænd igen taler højt og med store ord om fred i Europa. Og I har måtte sande den gamle erfaring - når de store taler om fred, er krigen på dagsorden. Lige meget hvor tit NATO kaldte de bomber, de smed ned over civilbefolkningen i Jugoslavien, for humane bomber, eller besættelsestropper for fredsskabende krisestyringsgrupper, så er en krig en krig, og så er det et faktum, at den danske ungdom igen sendes ud på imperialismens slagmarker for at slagte og blive slagtet.

Men I lever også i en tid, hvor I har set arbejderklassen kæmpe, set dens solidaritet og dens styrke i glimt. I har selv deltaget i den. Set hvordan den demokratiske fernis med èt rives væk, når statsmagten føler sine klasseinteresser truet - ved politibrutaliteten i Ribus-kampen og fængsling af strejkeledere, da politiets skød løs på demonstranter 18. maj. Klassekampen skærpes. I lande som Ecuador, hvor arbejderklassen og folket har deres kommunistiske parti, og hvor imperialismen har et af sine svage led, står revolutionen konkret på dagsorden i dag. Mere en nogensinde gælder Lenins ord om, at vi lever i imperialismens og revolutionens epoke. Det 21. århundrede er socialismens århundrede.

DKU’s opgave som et kommunistisk ungdomsforbund er både at være med og spille sin politiske og organisatoriske rolle der, hvor ungdommen kæmper, og samtidig være et sted, hvor unge kan lære kommunisternes politik at kende. Og netop som kommunistisk ungdomsforbund lægge særlig vægt på sit arbejde blandt arbejderklassens unge og organisere de mest kampvillige af disse.

Også en ungdomsorganisation vil mere blive bedømt på sin handling end på sine ord. I kender det selv, når I har deltaget i aktioner eller kampagner som NU er det Nok eller Stop Euroforien - jeres indsats og arbejde giver stor respekt. Men det, der virkelig rykker aktive unge fra at gå ind i en af de andre ungdomsorganisationer eller blot videre til næste kampagne, er, når de ser og oplever et DKU, der handler som organisation.

Ungdomsbladet Fremad, der er inde i en god udvikling, kommer endnu ikke bredt nok ud til, at det er det, DKU bliver kendt på, og selv i den situation er det ikke nok. DKU’s varemærke skal være dem, der viser sig i gaderne, dem, der laver militante aktioner, aktioner, der sætter fokus på de virkelige problemer for ungdommen, løbesedler om de brændende spørgsmål og dem, der kan organisere unge til selv at handle.

* * *

Denne konference er en opfølgning af APK’s organisatoriske konference i august. Her satte I selv fingeren på det faktum, at ungdommens manglende erfaring sætter sig igennem i det organisatoriske arbejde - såvel partimæssigt som i opbygningen og udviklingen af DKU. Det er rigtigt og et overordentligt vigtigt spørgsmål at få gjort noget ved. Det revolutionære drive og begejstring alene gør det ikke. Skoling alene gør det ikke. Tilegne sig marxismen-leninismens og arbejderklassens historiske og aktuelle erfaringer alene gør det heller ikke. Men de ting hører med - uden dem går det slet ikke.

Den revolutionære ungdom har mange kvaliteter. Dem skal partiet tage udgangspunkt i. Dem skal I tage udgangspunkt i, når I arbejder med at organisere unge arbejdere og progressive i og omkring APK og DKU.

Ikke mindst når det gælder arbejdet blandt unge, er det døden, når de politiske beslutninger ikke bliver gennemført i praksis, ikke bliver fulgt op af de nødvendige organisatoriske beslutninger og skridt. Koks i "hvem gør hvad hvornår" og det bliver halvt, eller forsinket eller aflyst. Der sker ingenting. Dvs. jo, det gør der, nogle bliver sure, nogle frustrerede, og resten er gået, for de gider ikke være med, hvor der ikke sker noget. I kender det. Omvendt hver gang noget lykkes, kommer der nye kræfter til.

Et forbedret organisatorisk arbejde kræver dristighed. Dristighed i at gennemføre de politiske beslutninger - hvad enten det er et møde, en studiekreds eller en aktion.

Hvorfor lige dristighed?

Fordi metoderne til at arbejde er kendte. I bruger dem selv i alle andre sammenhænge. Hvis I f.eks. vil have en fest med venner en fredag aften, så ringer I rundt og hører, hos hvem kan det være, derefter til alle venner og mobilisere - "kom nu, det bliver enormt cool, vi trænger til det mand" osv. Og der går sjældent koks i, hvem der medbringer provianten.

Det samme gør man, hvis man vil have et møde i DKU. Forskellen er bare, at her følger man ikke pludselige indskydelser - her er der et klart politisk/socialt formål med at mødes, som er forberedt på forhånd. Ikke bare, hvad man skal snakke om, hvem der indleder, men også hvilke beslutninger der skal træffes.

En dynamisk levende ungdomsorganisation kræver i virkeligheden en stram planlægning. Så stram, at alt det uforudsete, der altid pludselig sker, ikke vælter læsset. Ledelsesmøder, medlemsmøder o. lign. skal ligge i helt faste rammer, så alle ved det på forhånd. At FBU skal holde landsmøde, og der skal følges op på situationen efter en folkeafstemning er f.eks. noget, man organisatorisk kan tage højde for i organisationens planlægning. En voldsom optrapning af Israels krig og etnisk udrensning af palæstinenserne, som vi ser lige nu, kan man af gode grunde ikke lægge ind i sin halvårsplan. Men fungerer rammerne for det organisatoriske arbejde, så ikke bare kan, men bør, man hurtigt kunne indkalde til et medlemsmøde omkring dette og mobilisere til DKU’s aktiviteter i denne situation.

Dristighed i organisatorisk arbejde er ikke kun at sige, at nu vil vi have det her til at fungere, og vi giver ikke op, før det er gennemført. Det er også at turde tage beslutningen: Det her, det handler vi simpelthen bare på.

Som partimedlemmer har vi den store fordel altid at kunne gå til andre led i partiet - sine partikammerater i DKU, sin distriktsledelse, til sekretariatet, sin grundorganisation, hvis der er spørgsmål, man er i tvivl om. Uden at man dermed på nogen måde må sætte inddragelsen af de øvrige DKU’ere ud af spillet. På APK’s organisatoriske konference slog vi fast, at organisatorisk arbejde er arbejde med mennesker - med at organisere deres tanker og handlinger. Alle medlemmer af DKU skal have en rolle at spille, være med i diskussionerne, have en opgave, der gør, at netop de er vigtige, for at en aktion kan gennemføres.

Et forbedret organisatorisk arbejde kræver også en styrkelse af et videnskabeligt arbejde. Hvor bor arbejderungdommen i vores by, hvor mange er de, hvor opholder de sig, projekter, tekniske skoler, arbejdspladser? Hvordan er den konkrete boligsituation? Hvilke spørgsmål optager dem mest, hvor brænder problemerne på? Osv.

For en kommunistisk ungdomsorganisation er der nok at tage fat og forholde sig til. Som kollektiv har I allerede mange erfaringer med jer til at bygge videre på. Og til at bruge i den ofte vanskelige politiske kunst det er altid at forholde sig til klassekampens aktuelle problemer med det klare forhold at vise arbejderungdommen og de progressive unge, at det virkelige alternativ og bud på fremtiden er et socialistisk Danmark under arbejderklassens herredømme.