Kan du arbejde?

Efter at være blevet færdig med en række metalkurser havde han nu søgt arbejde i to måneder. Mere end 20 steder var det blevet til. Han stod rådvild og forsøgte at finde sit mod igen, da der kom en lastbil rullende ind på pladsen. Ud stod en mand med fabrikkens logo lysende fra flyverjakken. Ved en pludselig indskydelse gik Torben over og spurgte chaufføren til råds. Denne var meget imødekommende. Jo da, der var da vist en værkfører, der lige stod og manglede en mand. Han gav Torben navnet på værkføreren og anvisning på, hvordan man fandt gennem hallerne ind til ham.

Torben fandt gennem fabrikkens haller, hvor der var folk optaget af montage, svejsning og slibning, og fik udpeget en lille mand med et besk og overlegent udtryk i ansigtet. Jo, han havde da arbejde til en frisk mand. Kan du komme tidlig op om morgenen? Kan du arbejde? spurgte værkføreren blot. Det mente Torben nu nok, at han kunne. Ja, men så havde værkføreren det rette job til Torben.

Næste morgen kl. 6 blev Torben vist hen i et hjørne af fabrikken, hvor der var en infernalsk larm. Ovre i det fjerneste hjørne sad der en lille plump cerutrygende mand med et mut tudseagtigt udseende og kiggede på en stor larmende maskine. Nå, du kan hjælpe den mand her, sagde Finn værkfører. Jeg kommer tilbage i formiddag og ser, hvordan det går.

Arbejdet bestod i at løfte metalkomponenter, mest lange rør, op fra paller, der stod på gulvet. Komponenterne skulle hænges op på en kæmpe metalkurv, hvor der var påsvejset adskillige kroge. Kæmpekurven skulle så skubbes ind i den ovnlignende maskine, som min makker kaldte en slyngrenser. Kontakten skulle slås til, og metalkomponenterne ville blive bombarderet med tusindvis af små metalkugler, hvorved de blev renses for rust, slagger og olie. I de knap to minutter, det tog at rense jernet, skulle den næste kurv så fyldes op med komponenter, så der ikke blev stop i renseprocessen.

Torben var jublende glad for, at han havde været så heldig at få arbejde, selv om det var et af de hårdeste og mest beskidte job på fabrikken. Sikkerhedsbriller, støvmaske og høreværn var påbudt ved maskinen, men det var almindeligt anerkendt, at det var umuligt at arbejde i det fornødne tempo med udstyret på. Maskinens kapacitet skulle udnyttes fuldt ud, så det var svært at tage sig en pause, selv i smug. Der var knap tid til en slurk kaffe, og rygning måtte foregå under arbejdet. Når maskinen var sat i stå, virkede det som larmende tavshed, og de manglende 95 decibel fik værkføreren til at komme farende.

Ved titiden kom værkføreren tilbage igen. Det går jo godt med dig, det ser ud til, at du kan tage fat, sagde han. Derpå skred han over til Torbens lille makker, der fik at vide at han gerne måtte gå hjem. Der var ikke mere brug for ham på fabrikken. Det var lidt af et chok for Torben, at han netop var blevet ansat, blot for at værkføreren kunne sparke en anden ud. En, som ikke længere kunne stå distancen med det høje tempo og den stressende larm. Glæden, han før havde følt ved sit nye job, var med et borte, og klassehadet mod fabriksherrerne og hele systemet sprang frem i forreste linie.

Ved nærmere forespørgsel hos arbejdskammerater og tillidsmand fandt Torben ud af, at den fyrede havde haft jobbet i 7 måneder, og at han i øvrigt i de måneder havde arbejdet rigtigt meget over for at kunne få produktionen fra hånden. Derved havde han opsparet 5 ugers afspadsering. Og sådan som reglerne var, måtte han nu gå uden understøttelse i 5 uger. Således kom han selv til at betale for det arbejde på overtid, han havde udført i firmaets interesse. Måske var det endnu en arbejders sociale rutschetur ud af arbejdsmarkedet, der her tog sin begyndelse.

Han forhørte sig hos tillidsmanden, om der ikke kunne gøres noget for den uheldige arbejdskammerat. Men tillidsmanden stillede sig forarget an og kom med en lang sang om, at den fyrede kun fik som fortjent. Han havde jo været usolidarisk mod sine arbejdsløse kolleger ved at arbejde så meget over. Om Finn værkførers pression for at få ham til at arbejde så meget over blev der ikke sagt et ord.