Giv dem det røde kort!
Det etablerede Danmark havde satset alt på et Ja til EURO´en. Og alle metoder blev sat i værk. Det handlede om fortielser, trusler, tomme løfter, løgne, manipulation og propaganda af værste karakter. Trods vismændsrapporter blev det tunge skyts kørt i stilling. Arbejderne skulle forstå, at de ville blive ramt på pengepungen. Vi ville miste vores arbejdsplads og lønindkomst. I de få dage op til afstemningen udmeldte finansminister Mogens Lykketoft (S), at et finanspolitisk indgreb i tilfælde af et Nej ville være et faktum. EURO´en ville også garantere fred på det europæiske kontinent.
Det viste sig at være det rene blålys.
Indgrebet udeblev – kronen forholdt sig stabilt – fred har vikke fået; men der rasles i stedet med våbnene, hvis ikke Milosovic udleveres til en krigsret - i modsætning til færre arbejdspladser, påstår regeringen, at de vil etablere 100.000 flere arbejdspladser i løbet 10 år! Det sidste er nye hule løfter, der udelukkende hænger sammen med det kommende Folketingsvalg. Sådanne løfter kan med kapitalismens iboende kriser simpelthen ikke indfries.
Kendsgerningerne taler deres eget sprog. De står i skærende kontrast til virkeligheden. Deres perfide propaganda er som Kejseren selv klædt af til skindet.
Hvem deltog så i det paniske og hysteriske hylekor. Det var naturligvis EU-regeringen og de store borgerlige partier, som med deres kæmpeflertal i Folketinget står i skærende kontrast til det store flertal i befolkningen. De 53,2% repræsenterer nemlig ikke den fulde modstand, da mange var blevet skræmt af den massive og hæslige propaganda. Vi taler snarere om 70%! Det er en kontrast, der burde få enhver ansvarlig statsminister til at gå af og udskrive valg. Men EU-politikerne er ikke ansvarlige. Den såkaldte uvildige presse gjorde deres til, at hylekoret fik maksimalt effekt.
Erhvervsspidserne og deres organisationer deltog. Konkurrenceevnen og profitterne ville komme os alle til gode. Men det sidste halvandet års 100% stigning af aktieformuerne har arbejderne ikke smagt frugten af; men i stedet lagt ryg til tempoopskruning og forringede levevilkår. Her gælder demokratiet heller ikke. Disse parasitter er nemlig ikke på valg; men er selvbestaltede snyltere.
LO-ledelse, forbundsledelser og et hav af fagforeningsspidser deltog i hylekoret. Helt som forventet – helt som erfaringerne har lært os det. De fik Arbejdsmarkedets Erhvervsråd til at nedkomme med de samme "videnskabelige" påstande, som regering og storkapital. LO-formand, Hans Jensen, burde også tage sit gode tøj og forlade bunkeren i Rosenørns Allé. Men disse kredse gælder det repræsentative demokrati, hvilket betyder, at det "kun" tager 9 år at afsætte en LO-formand. Man kender godt værdien af at lade folket glemme. . Hans Jensen er endda mere fej en stats- og økonomiministeren, som på grænsen til tuderi blev udstillet på skærmen.Hans Jensen og hans hob af fondsbestyrere forholdt sig tavs indenfor bunkerens tykke og trygge mure. Totalt tillukket.
Landkortet over afstemningsresultatet afdækker på tydeligste vis, at det er arbejderklassen, der er den absolut tunge ende på modstandersiden contra Ja-sidens whiskybælter i Nordsjælland. Det giver os et særligt ansvar for at rense ud i vore egne rækker. LO- og forbundsledelserne, som ernærer sig på vores kontingenter og pensionskasser, repræsenterer nemlig ikke arbejderklassen. Harmen og leden ved dem har nået smertegrænsen. Arbejdere kan ikke få øje på, hvad gavn disse parasitter og forrædere gør, og i stadig større omfang melder man sig ud af den etablerede socialdemokratiske styrede fagbevægelse.
Toppen af fagbevægelsen har endda selv været foregangsmænd i at amputere fagbevægelsen. De har nemlig medvirket til EU´s plan om fjernelse af vores aftale- og strejkeret! De medvirker med Hardy Hansens – pensioneret SiD-formand – egne ord til opbyggelsen af et korporativt EU, hvor stat, arbejdsgivere og arbejderorganisationer er sammensmeltet.
Det er meningen, at EU-topmødet i Nice om to måneder skal være et vigtigt på vejen, da vetoretten på social-, skatte- og arbejdsmarkedspolitikken skal fjernes.
Derfor har EU-politikerne med regeringen i spidsen, kapitalen og fagtoppen nu så travlt med at hyle op om, at Nejet ikke vedkommer topmødet!
Men de gør regning uden vært.
Alle autoritative faglige kræfter, der i valgkampen agiterede for et Nej, bør rejse den nødvendige bevægelse, der i alle forbund, fagforeninger og arbejdspladser, hvor det kan lade sig gøre, stiller de faglige ledere, der bevidst om propagandaen sluttede op i hylekoret, til ansvar.
De fortjener en lærestreg. De har ikke vores respekt eller opbakning. De ligger, som de selv har redt. De har varetaget vores interesser med samme metode, som når forsvarsspillerne trækker i nødbremsen, og sparker os ned bagfra – Gi´ dem det røde kort.
De skal uden medlidenhed stilles til ansvar for deres misgerning!
FJ