Glemmer de, så husker vi alt

Det buldrende danske Nej til euro og mere Union ved folkeafstemningen den 28. september sendte chokbølger igennem et skrøbeligt EU, der reelt set befinder sig i krise: med en svag euro, voksende inflation, stærke indbyrdes modsætninger omkring fremtiden - og en massiv folkelig modstand mod hele projektet, som det danske Nej nu for anden gang har løftet sløret for.

EU-modstandere over hele unionen, og udenfor, blev opmuntret af det danske Nej. I Sverige betød det endnu længere udskydelse af den planlagte folkeafstemning. De norske EU-modstandere har takket - den socialdemokratiske regerings planer om en ny afstemning om norsk indtræden må p.t. skrinlægges. I England fremstilles det, som om det dybt reaktionære, imperialistiske konservative parti har patent på euro-modstand - men den omfatter 70 pct. af befolkningen, og den reaktionære, imperialistiske Tony Blair vover ikke nu at gennemføre en lovet folkeafstemning. Og i Tyskland siger en tilsvarende del nej til at udskifte D-marken, kort før det bliver en realitet.

Men unions- og euromodstanden udtrykker sig også på anden vis. Grækenland ramtes af storstrejker i protest mod privatiseringer og andre følger af den hårde tilpasning til konvergenskravene. På den måde siger de græske arbejdere Nej tak!

Men også i lande udenfor Unionen styrkes en bevidst modstand mod unionen og EU-medlemsskab. F.eks. har det lithauiske folk, som folkene i de øvrige ansøgerlande måtte betale dyrt for en økonomisk politik, der gøre landet til medlem. Ved parlamentsvalget i sidste weekend blev regeringschefen Andrius Kubilius, som har gennemført sin arbejderfjendske politik ved at love kommende velstand i Unionen, fejet af banen. Hans konservative Fædrelandsunion, der repræsenterer de vestlige monopolers interesser, fik kun 9 af parlamentets 141 pladser! Den socialdemokratiske alliance, anført af ekspræsidenten Brazauskas, blev vinder. Ikke at dette parti er modstander af EU og NATO - men det er det i en mere skjult og taktisk form. Folkeafstemninger om medlemskab i disse alliancer i disse lande kommer fortsat ikke på tale!

Og i Danmark: Her lader den herskende ja-front, som om der ikke blev sagt Nej. Som om intet var sket. Og hvis der skete noget, skal det hurtigst muligt glemmes. De danske forbehold ligger fast. I hvert tilfælde foreløbig. I hvert tilfælde indtil næste folketingsvalg. I hvert tilfælde … kan man være dødsikker på, at er der noget, de herskende ikke respekterer, er det folkets dom.

I tiden efter afstemningen har ja-siden haft travlt med at fordømme resultatet og de dumme danskere, der sagde Nej. Det intellektuelle vrøvlehoved Carsten Jensen fik stablet sig op til at sige, at to steder havde venstrefløjen ført landet ud i nationalistisk isolation: i Danmark - og i Serbien!

Det fremgik også af Nyrups åbningstale til folketinget: fortsat unionstilpasningspolitik på alle felter, nødtvungen indrømmelse af afstemningsresultatet, reel bortforklaring og afvisning. Ja-fronten er temmelig rystet, men intakt.

Og til højre- og ‘venstre’ er der Nej-partier, der er parat til at redde regering og ja-’opposition’ ud af klemmen, for hverken arbejdernes Nej eller den konsekvente unionsmodstand er folketingsrepræsenteret. For at rette op på det skamferede image lægger Nyrup og Lykketoft op til en såkaldt ‘rød finanslov’, med fingeraftryk fra SF og EL. En ny unionsfinanslov. Første ‘delforlig’ er indgået. De to socialdemokratiske støttepartier faldt over hinanden for at være med. Enhedslisten på trods af landsmødevedtagelser i modsat retning.

På den modsatte parlamentariske fløj står ‘Nej-dronning’ Kjærsgaard parat til at indkassere de parlamentariske gevinster af Nej’et og få en sort Fogh-Rasmussen regering på taburetterne efter det folketingsvalg, der kommer snarere før end senere, selvom alle lader, som om alt kører videre som normalt. Nyrup og Jelved fik hovederne hugget af, som det blev sagt - de har bare ikke prøvet at ryste på dem endnu. Det er socialdemokratiet og de såkaldte venstrefløjspartier, der selv forvandler sig til opposition til de borgerlige. Det uundgåelige resultat af Nyrups reaktionære unionspolitik - med SF og EL som sikkerhedsnet.

Men: der blev sagt Nej. Et klart og tydeligt Nej. For tredje gang. Glemmer disse herskaber det, så husker flertallet!

Redaktionen den 10. oktober 2000