Folkebevægelsen og landets øvrige EU-modstandere og -skeptikere har vundet den mest eklatante sejt nogensinde ved folkeafstemningen 28/9.

I en menneskealder har polariseringen omkring Danmarks europæiske politik ikke været større. Det betyder en radikalisering af EU-modstanden, for ja-siden har jo klart tilkendegivet, at den ikke retter sig en tøddel efter nej’et. Man farer videre, som om intet var hændt.

To nej-flertal (i 1992 og 2000) er reelt blevet underkendt. Det må skabe bitterhed, frustration og vrede hos de EU-modstandere især, som har stemt nej gang efter gang. Det drejer sig om 1/4 af vælgerne. De fleste af dem må efterhånden være blevet klar over, at eneste vej frem er, at Danmark forlader EU.

Ved EU-parlamentsvalget i 1999 forsømte Folkebevægelsen i tilstrækkelig grad at markere sig som den bevægelse, der vil have Danmark ud af EU. Nu er chancen igen for en markering af Folkebevægelsens mål, og denne gang må det ikke glippe.

Markeringen kan ske, dels ved vedtagelse af en resolution, hvor udmeldelseskravet rejses. Envidere kan det ske gennem forretningsudvalgets beretning til landsmødet.

Det er naturligvis også vigtigt at rejse kravet om dansk fasthed på topmødet i Nice i december: Afvisning af indførelse af flertalsafgørelser på arbejdsmarkeds-, social-, skatte- og retsområderne, afvisning af oprettelsen af en EU-slagstyrke samt afvisning af chartret om fundamentale rettigheder (læs: At give EU magt til at definere og fortolke menneskerettighederne) og sluttelig afvisning af at igangsætte arbejdet med forslag til en forfatning ("Kompetencekatalog").

Da vi på forhånd ved, at hvert og et af disse krav vil blive fejet af bordet, må svaret - også af den grund - blive, at udmeldelseskravet rejses.