Vrede og kamp mod budget 2001

De sidste uger har været præget af protester og omfattende strejker blandt Københavns ansatte i fritidshjem og klubber og forældrene.

Med nedskærings-budgetforslaget for næste år i Københavns Kommune er der for alvor lagt op til at slagte fritidshjemmene, samtidig med at fritidsklubberne får et ordentlig hug og skoletiden for de fem- til syvårige sættes op. Dette garneret med yderligere en forhøjelse af forældrebetalingen.

Intet sted i landet, hvor fritidshjemmene for længst er blevet erstattet af skolefritidsordninger, de såkaldte SFO’er, har det medført forbedringer, der har kunnet overbevise de københavnske forældre og ansatte om, at det skulle være en god fidus. Tværtimod. Så sent som i 1999 viste en undersøgelse fra Bureau 2000, at kun 7 pct. af alle forældre med barn, der går i skole, gik ind for en udvikling i retning af skolefritidsordninger.

Det ved de københavnske politikere godt inde på Rådhuset. Alligevel pukler de på med at forringe forholdene for byens børn. Det tjener nemlig en højere og større plan, hvor hensyn til børn ikke tæller nær så højt: Indførelsen af EU-harmoniseringens skolemodel, helhedsskolen, og EU-kravet at få skåret de offentlige udgifter til benet, der, hvor de kommer befolkningen til gode.

Taktikken er den samme som på alle andre områder, hvor befolkningens modstand er stor. Salami-metoden. Mens man undergraver fritidsområdet år for år, forsøger regeringen over finansloven at få sat en pæn millionsum af til helhedsskoleforsøg. I budgetforslaget 2001 for København skal børnehaveklasserne gå en time længere i skole hver dag, mens 1. og 2. klasse skal sættes op med 3 timer. I alt en 25 timers skoleuge for de fem- til syvårige.

Måske kan nogen stadig huske argumenterne, dengang skolealderen blev sat ned til EU-niveau og børnehaveklasserne indført. Dengang var argumentet, at de bare lige skulle lidt hen i skolen og lære at spise madpakke og sidde stille på stolene (hvilket de fleste institutionsbørn nu har trænet siden vuggestuen), og resten af dagen var til leg og til at være børn.

I dag bruges meget finere argumenter for at skulle bruge 25 timer om ugen på det. Nu hedder det samtænkning, samordning og helhed i børns liv og hverdag.

At der skulle være tale om helheden i børnenes liv, er nu svært at få øje på. Ifølge budgetforslaget og Københavns Kommunes uddannelses- og ungdomsudvalg skal morgenåbningen på de 49 fritidshjem, der ikke har til huse på skoleområder, nemlig fjernes. I stedet skal alle børn samles på de resterende 22 fritidshjem, der i dag bor på et skoleområde, og lægges ind under skolernes ledelse. En del børn skal altså være på tre forskellige institutioner i løbet af en dag.

Sig farvel…..

I den protest-kampagne, der føres i øjeblikket -"Sig farvel til din fritter"- hedder det bl.a. om konsekvenserne af budgetforslaget:

"Fritidshjemmene, som vi hidtil har kendt dem, skal ophøre med at eksistere. Det er en ændring, der for nogles vedkommende gennemføres her og nu, for andre over de næste par år. Hovedpunkterne er

* Indførelse af SFO, og gradvis ændring af eksisterende fritidshjem til SFO

* Morgenåbningen fjernes fra fritidshjemmene

* Fysisk sammentænkning

* Udvidelse af skoledagen

* Yderligere afkortning af fritidshjemmenes åbningstid

* Yderligere takststigninger

Åbningstiderne på fritidshjem og fritidsklubber skæres nu så langt ned, at det ikke længere vil være muligt at oprette fuldtidsstillinger ud over lederen, hvilket allerede i dag er svært. Enhver ved, hvordan forholdene på et deltidsområde udvikler sig mht. konstant udskiftning af personale. Vel heller næppe noget, der kan komme ind under "større helhed i børns hverdag".

Dertil kommer, at en meget stor personalegruppe udgøres af skiftende arbejdsløse og bistandsmodtagere i tvangsarbejde samt studerende.

Hovsa - 7 mio.

Selvom løftebrud hører til dagens orden også fra Socialdemokratiet i København, har det alligevel vakt vrede blandt forældre og ansatte, at Socialdemokratiet så sent som i juni i år gentog sit løfte om ikke at nedlægge fritidshjemmene for derefter i starten af september sammen med Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti at vedtage forslaget i Københavns Kommunes uddannelses- og ungdomsudvalg.

Det dårlige argument for løftebruddet er lige så forslidt: Hovsa. Pludselig opdagede de en regnefejl på Rådhuset. Der manglede 7 mio. kr. på budgettet, hvis man lod fritidshjemmene beholde morgenåbningen, "selvom vi da helst så, at indførelsen af morgenlukningen kunne ske mere smertefrit og gradvist," udtaler Hanne Nielsen fra Socialdemokratiet, der så gerne vil være kendt for både at være god ved dyr og børn.

Fælles fodslag

I forbindelse med strejkerne og protesterne er der oprettet en støtteforening, Fælles Fodslag, der har til formål at støtte aktioner mod forringelser af daginstitutioner og klubber i København. Hertil kan man både sende økonomisk støtte på giro 1-676-8049 og på hjemmesiden www.faellesfodslag/dk følge, hvilke aktioner der løber af stabelen.

Vito.

 

 

København den 21. september 2000

Kære forældre og medlemmer

Hvor sørgeligt og beklageligt det så end er, har personalet nedlagt arbejdet.

Klubberne har traditionelt ikke den store opbakning hos politikerne. Dette har vi i de seneste år især mærket, når vi har været nødsaget til at afvise kommende klubbørn velvidende, at alternativet var gaden. Politikernes baggrund for dette er, at klubbørn (4. klasse og frem) ikke er omfattet af pladsgarantien og derfor sagtens er i stand til at få et meningsfyldt fritidsliv, uden voksne eller andre pædagogiske tilbud, ved at gå hjem fra skole.

Klub og fritidshjem utrolig hårdt ramt i de sidste år

En opgørelse over de sidste års besparelser i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen viser, at fritidshjems- og klubområdet har været den store taber. I 1999 betalte vores område 51,1% af besparelserne. I 2000 betalte vi 35 %, og i 2001 skal vi betale et sted mellem 30 og 50 % alt afhængig af, hvilke budgetelementer der i sidste ende vedtages i Borgerrepræsentationen. Det skal ses i forhold til, at vores område kun udgør 16,5 %.

Nu vil politikerne indføre tre ugers tvungen ferielukning

Vi ved, at det ikke er i sommeren, vi har massivt fremmøde. Personalet er i forvejen tvunget til at holde tre ugers ferie i skolesommerferien af samme grund, så hvorfor skulle det være et problem?

Klubben har nu en åbningstid på 52 uger om året, hvor klubben tildeles drifts- og personalenormering.

Når klubben får tvungen lukning i tre uger, ændres drifts- og personalebudgettet tilsvarende til en åbningstid på 49 uger om året.

Dette medfører:

-En besparelse i personalenormeringen på ca. 27 timer om ugen hele året.

-De afspadseringspukler, personalet ligeledes har været tvunget til at afvikle i sommerferien, skal fordeles på de resterende fire uger af sommerferien. Hvilket bliver umuligt, hvorfor personalet bliver nødt til at afspadsere også i perioder, hvor vi har massivt fremmøde.

-At børn og unge, som har brug for klubben hele sommerferien, eller de børn og unge, hvis forældre ikke har mulighed for at tilrettelægge egen ferie inden for klubbens ferielukning, evt. skal henvises til enkelte fremmede klubber med andre børn og voksne i deres sommerferie. Eller – som vi frygter - vil vælge gaden frem for fremmede i en anden klub, man ikke kender.

I forvejen er klubber sårbare, fordi:

Klubber i København har ingen vikartimer.

Vi skal derfor holde restferie uden vikardækning.

Vi skal dække hinanden ind i tilfælde af sygdom

Der kræves i stigende grad speciel indsats af klubområdet til de marginaliserede børn og unge også uden for klubberne, hvilket skal "betales" af de nuværende klubbørn, eftersom den "særlige" indsats skal dækkes af de nuværende ressourcer.

Yderligere besparelsesforslag for klubber:

Takstforhøjelser på såvel fritids- som ungdomsklubber. Dette også, selvom der i forslaget nævnes et nyt betalingsår på kun 11 måneder for forældre.

Vi håber meget på jeres forståelse og opbakning.

Personalet