Fortsat varmt efterår!

Når vi nu skal gøre situationen op efter folkeafstemningen, er der nogle erfaringer og kendsgerninger, som er værd at slå fast.

Modstanden mod ikke kun EUROen og den fælles penge- og finanspolitik, men hele udviklingen frem mod den politiske, militære og økonomiske Union og føderale statsdannelse er massiv i brede dele af befolkningen. I takt med Unionen er modstanden vokset.

Befolkningen er ikke bare delt efter gammelkendte partiblokke. De borgerlige partier, inklusive Socialdemokratiet oplevede at se deres vælgere endnu mere markant delte på spørgsmålet end tidligere. Store grupper og lags egne erfaringer med, hvad EU’s politik betyder i praksis, trænger mere og mere igennem den massive mediedækning af skrækkampagnerne fra regeringens, arbejdsgivernes og fagtoppens tæskehold. Sådan må det uvægerligt gå, selvom man kan ønske, det vil gå lidt hurtigere. Man kan ikke skjule hele sandheden for hele befolkningen hele tiden.

Mange ting smeltede sammen i EU-modstanden denne gang: den svage EURO, Østrig-sagen, løftebruddet med at de 4 EU-forbehold alligevel ikke respekteres, ja-partiernes garanti om folkepension til evig tid. Men kernen er og bliver forsat klassemodstanden mod monopolernes projekt. Og hovedkraften i den konsekvente EU-modstand og i den videre kamp mod monopolernes, burokraternes og EU-politikernes Union er arbejderklassen.

Selv alle de borgerlige analyser, der blev lavet op til afstemningen, måtte bekræfte, at blandt de ufaglærte, blandt arbejderne og ikke mindst blandt arbejderkvinderne og kvinderne i den offentlige sektor, er unionsmodstanden massiv og vedvarende. Ligesom de har måtte bekræfte den udvikling vi har set: at det ikke længere kun gælder i de store byer, men over hele landet.

Også ja-sidens sejlivede myte om, at EU-modstanden bare var ‘de gamle’, der ikke kunne følge med de nye tider, mens den fremadstormende ungdom så alle fremskridtene i "Det nye fælles Europa" er der blevet ramt en pæl igennem. Kun blandt de 30-39 årige - den gamle NÅ-generation - kunne der fremvises et flertal for ja før afstemningen, og igen kun blandt dem, der havde fået de gode uddannelser, vellønnede jobs og sit på det tørre.

En anden meget vigtig ting er nemlig, at en hel ny generation af unge med deres egne øjne og ører har fået en grundig erfaring i, hvordan Over-Danmark fører klassekamp med alle midler, når det gælder om at forsvarer deres egne klasseinteresser i Unionen. En lektion i åbenlys løgn, bedrag, trusler og manipulation - og hvordan det uhæmmet bruges af eliten i det politiske magtapparat, statsapparatet, LO og fagtoppen og medierne til at gå arbejdsgivernes og monopolernes ærinde.

En klar udstilling af, at det bliver ren nedtur at lægge fremtiden i et kobbel svindleres hænder. Men også en udstilling af, at gode viljer og gode argumenter ikke er nok. Der skal stærk organiseret modstand og stærk organiseret klassekamp til.

EU-modstanden har et problem, der tydeligt viste sig her under afstemningen. Arbejderklassen, dens nej og synspunkter er hverken synlige eller repræsenteret i Nej-siden. Hvor godt højrepartierne end argumenterer mod euro’en er det klart, at de ikke hverken kan eller vil repræsentere arbejderklassens interesser. Tværtimod: de er for EU, for den kapitalistiske markedspolitik som arbejderne skal betale. Men heller ikke venstrefløjens nej-partier og Nej-bevægelserne er i stand til at trække de virkelige klasseinteresser frem: at unionen er monopolernes og profittens projekt, hvis konsekvenser arbejderklassen siger nej til. Det gør ikke bare mange EU-modstandere hjemløse, det er farligt for EU-modstanden. Vi så det i 92, hvor SF’s Holger K. solgte Nej’et - for det nationale kompromis og de fire forbehold og hvad det har ført til. Vi ser det denne gang, hvor Holger K., Bonde og co. allerede før den 28. var ude og berolige borgerskabet og ja-siden med et ja til en kommende omafstemning, når og hvis der opstår en såkaldt ny situation.

Allerede inden der er gået 3 måneder fra i dag, vil EU-regeringerne sidde ved deres bord i gang med at underskrive en ny EU-traktat - Nice-traktaten ved topmødet i december i den franske by. Den tyske og italienske regeringschef har fællesskab erklæret, at ved den lejlighed må princippet om enighed ryge til fordel for flertalsafgørelser - for at få tempoet i unionsopbygningen op. Her lægges der ikke skjul på, at både arbejdsmarkeds-, finans-, skatte-, social-, militær- og udenrigspolitik skal harmoniseres i et hurtigt tempo i Euroland. De europæiske monopoler har som mål at udkonkurrere USA’s førerposition på verdensmarkedet. En euro alene gør det ikke, og slet ikke en svag euro. Der skal en statsdannelse til, der kan sikre en endnu større fremgang for monopoler og en endnu større regning betalt af arbejderklassen i Europa.

Udenrigsminister Helveg Pedersens løfte om, at den danske regering vil nedlægge veto, hvis Nice-traktaten indeholder denne udvikling er der ikke grund til at fæste mere lid til end ja-siden øvrige løfter. For EU-modstanden må det være klart, at kravet må være Fingerne væk fra Nice-traktaten. Perspektivet for EU-modstanden er ikke at fifle rundt med lidt mere eller lidt mindre Union, men ingen Union overhovedet. Ingen medlemskab af euroen, væk med bindingerne til euroen, ingen nye unionsskridt, traktater og forfatninger - Danmark helt ud af EU. Illusioner om at kunne gøre de europæiske monopolers stat demokratisk, social og arbejdervenlig er ligeså naive og skadelige, som illusioner om, at der dog må være noget hæderligt ved en socialdemokratisk statsminister.

Vi har stadig en tendens til at skille EU-kampen og den nationale klassekamp, selvom det efterhånden oftest er to sider af samme sag.

To dage før afstemningen gik LO-toppen ud og lovede 100 milliarder - 100.000.000 000 kr. til mere velfærd - til pensioner, til de arbejdsløse og alle de der holdes udenfor arbejdsmarkedet på overførelsesindkomster - bare de ville sige ja. Omvendt skulle vi vide, at vi kom til at betale dyrt for et nej. Der ligger et opgør med LO-toppen, som trænger sig på.

Både det kommende finanslovsforslag og de kommunale budgetforslag 2001 viser nu, at det er lige meget, hvad vej røven vender, så er arbejderne udset til at betale. Så føres der EU-politik.

De offentlige udgifter og budgetter, når det gælder ting, der kommer befolkningen til gode, skal igen skæres endnu længere ned. De almindelige skatter og grønne afgifter får en tak op - selskabsskatten igen en hak ned. Selv når der er tale om såkaldte "valg-budgetforlig" tvinger EU-udviklingen nedskæringer og privatiseringer igennem, i en sådan grad, at det har udløst store og omfattende strejke- og protestbevægelser - ikke mindst på børne- og skoleområdet i bl.a. Odense og København. Disse kampe må aktivt støttes - og mange andre, der kommer til.

Et folketingsvalg i efteråret, eller i vinter, er også en mulighed. Selvom Nyrup har truet med at blive.

Der ligger meget opsparet harme og utilfredshed rundt om. Og selvom om mange politiske kræfter har påtaget sig rollen som brandslukkere i klassekampen, står vi overfor et efterår, hvor mange ting kan udvikle sig hurtigt.

EU-NOTER

Den mest magtfulde politiker i Europa den tyske kansler Gerhard Schröder har i et fælles indlæg i Frankfurter Algemeine Zeitung d. 21. 9. sammen med den italienske ministerpræsident Giuliano Amato udpeget kursen for en hurtig fremrykning hen imod ‘Europas Forenede Stater’.

De kræver en stadig tættere union, der beskæftiger sig med alle hovedspørgsmål i udenrigs- og indenrigspolitk samt en egentlig grundlov for den overnationale stat. Baseret på flertalsafgørelser skal de mest integrationsvillige EU-lande - herunder Tyskland, Frankrig og Italien - gå forrest. De skriver bl.a.:

Det burde have været en bombe under den danske ja-side. Men under valgkampen op til folkeafstemningen lykkedes det den og de altdominerende borgerlige medier at holde disse håndfaste unionsperspektiver helt ude af debatten. Det var lige før de var ved at gentage Schlüters berygtede valgløfte:‘Unionen er stendød’ - samtidig med at de ikke bhlev trætte af hyklerisk at gentage, at de ønskede en diskussion om ‘perspektiverne fra Europa’.

Schröder og Co.s bastante udmeldinger er imidlertid højst virkelige. ‘Europas Forenede Stater’ er lige om hjørnet, siger de kotinentale EU-stormagter samstemmende - med Tyskland i spidsen.

Den franske folkeafstemning om afkortelsen af præsidentperioden fra 7 til 5 år blev med en valgdeltagelse nede på omkring 30 pct. en politisk fiasko for ‘det officielle Frankrig’, der havde kaldt det den vigtigste afgørelse i fyrre år. Resultatet blev det forventede ja til reformen.

Den lave valgdeltagelse tolkes ikke mindst som en protest mod både præsident Jacques Chirac og hans gaullistparti, der op til afstemningen ramtes af afsløringer og anklager om bestikkelse af et omfang, der kommer op på siden af skandalen om den tyske ekskansler Kohl.

En video med en afdød forretningsmand, Jean-Claude Méry, der havde stået for at indkradse returkommissioner hos bl.a. byggefirmaer for store byggeentrepriser. Hovedparten af pengene - 35-40 mio franc årligt - gik til Chiracs RPR, men der deltes også lunser ud til socialistpartiet og det revisionistiske PCF. Svindelen begyndte for alvor i 85. Chirac, dengang overborgmester i Paris, skal personligt have kendt til og godkendt forehavendet.

Det er avisen Le Monde, der har offenliggjort videoens indhold. Den er siden sammen med andre papirer blevet konfiskeret af politiet.

Chirac og co. benægter alt.