Euro, gæld og olie

I de sidste dage op til euro-afstemningen udsendte LO en forbløffende meddelelse: ‘Euro’en er en stærk valuta’, kunne den danske socialdemokratiske fagtop forkynde til sine medlemmer (hvoraf et flertal siger kraftigt Nej til både euro og Union), mens den lod deres surt tjente penge fosse ud i en millionkampagne imod deres interesser. Argumentet: svaghed eller styrke måles ikke i euro’ens forhold til dollaren, men i euro’ens købekraft, så at sige graden af inflationssikring.

Ha! Ha! sagde LO: Dollaren er i virkeligheden den svage valuta af de to!

Beklageligvis havde lederne fra G7-landene, der samledes til møde i Prag sidste weekend, og heller ikke deres nationalbankdirektører, nået at læse LOs opsigtvækkende analyse. Ellers havde de førstnævnte ikke understreget deres beslutning om sammen at intervenere til fortsat støtte for euro’en, og de sidstnævnte havde ikke brændt milliarder af dollars støtteopkøb. Støtteoperationen, der ventes at koste omkring 85 mia. dollars, startede med en overraskelsesmanøvre op til G7-mødet, der kom bag på valutahandlerne.

Alle disse pinger lider modsat LO af den fejlopfattelse, at euro’en har vist sig at være en svag valuta. Så svag, at dens stadige kursfald er begyndt at udgøre en trussel for intet mindre end ‘verdensøkonomiens stabilitet’.

Det var efter at amerikanske multinationale selskaber med omfattende aktiviteter i euroland var begyndt at rapportere om kraftige profitfald p.g.a. den høje dollarkurs, at også USA og den amerikanske centralbank gik med i en aktion til styrkelse af euro’en. På det tidspunkt var der en reel mulighed for, at euro’en ville falde til en kurs under 80 cent, hvorved dens værdi i forhold til dollaren ville være sunket med en trediedel siden den blev introduceret for godt halvandet år siden. Det er således en ukontrolleret devaluering ikke mindst på USAs bekostning, hvis handelsunderskud øges dramatisk.

Dermed omfatter aktionen alle de stærkeste centralbanker og have alle de kapitalistiske hovedlandes opbakning. Den svage euro udgør sammen med de store prisstigninger på råolie ifølge deres fælles analyse for øjeblikket den globale kapitalistiske økonomis to hovedproblemer, der truer både det amerikanske og europæiske opsving, og dermed hele den internationale økonomiske vækst. Af samme grund fik G7-topmødet, der afholdtes på tærsklen til årsmødet i IMF og Verdensbanken ligeledes i Prag, straks påhæftet betegnelsen ‘historisk’.

Umiddelbart blev euro-interventionen selvfølgelig erklæret for en stor succes. Kursen over for dollaren steg, og påfølgende steg aktiekurserne på de europæiske børser igen efter en periode med faldende tendens. Siden bevægede den sig ned igen. Aktionen er langt fra afsluttet. Den virkelige styrkeprøve kommer i de næste måneder.

‘Så snart euro igen nærmer sig 85 procent, vil centralbankerne være tvunget til nye støtteopkøb, og det vil vare ved i mindst 1-2 måneder, indtil de fundamentale forhold er ændrede, og USA’s økonomiske vækst begynder at vise faldende tegn’, siger Holger Schmieding, europæisk cheføkonom hos Merrill Lynch, London

Uden at nogen vil give et præcist tal for det tilstræbte kursforhold, sigtes der tilsyneladende efter en kurs på omkring 90 cent pr. euro.

‘Vi er bekymrede over den ugunstige effekt på verdensøkonomien efter den seneste skarpe stigning i oliepriserne’, hed det i slutdokumentet fra G7-mødet. Og den amerikanske finansminister Lawrence Summers kaldte lyrisk oliepriserne for den ‘største sky på verdensøkonomiens relativt blå himmel’ . Selvom de udviklede kapitalistiske lande i dag regnes for mindre sårbare overfor oliekriser end i 1973, 81 og 91, kan de ryste deres økonomier og true den skrøbelige sociale stabilitet. De omfattende aktioner mod olieprisstigningerne i en hel stribe europæiske lande, med krav om afgiftsnedsættelser, havde utvivlsomt gjort indtryk.

Også i forhold til oliepriserne gik man i aktion. Den amerikanske præsident har besluttet at frigive nogle af USA’s strategiske oliereserver for at presse priserne ned. Sammen med OPEC-landenes tidligere beslutning om at øge produktionen forventes det at bevirke et hurtigt og markant prisfald. Ligesom med euro’en vil det vise sig i den kommende tid, hvorvidt aktionen lykkes.

Den stadig mere integrerede kapitalistiske verdensøkonomi bevæger sig hele tiden på afgrundens rand, fordi den er i profitjægernes og spekulanternes vold. Eller rettere sagt: på randen af krise. De ihærdige forsøg fra regeringsledere og centralbankchefer på at regulere den, når sygdomssymptomerne melder sig, kan imidlertid kun udskyde krisens gennembrud - ikke forhindre den. Den blå himmel kan hurtigt blive sort og overtrukket, og stormen bryde løs.

En antydning heraf kom under de voldsomme demonstrationer ved IMFs og Verdensbankens topmøde. De antiimperialistiske demonstranter peger på ulandenes stadig voksende gældskrise som en langt større bombe end oliepriserne. En bombe, der allerede er eksploderet. -lv