Tordnende Nej på trods

Danskernes Nej er et Nej på trods. Et fantastisk resultat, og en klar afvisning af euro, ØMU og mere union. Og det er ikke et maksimum, men en minimumsopvisning for danskernes modstand mod disse projekter. Og et større Nej end samtlige manipulerede opinionsmålinger viste.

Når 53,1 pct. stemmer Nej er det den del, der har vovet at trodse autoriteten. Det bør ikke glemmes at mange skeptikere er blevet tromlet til at stemme ja, at skræmmekampagnen også havde sin effekt. Mindre end en trediedel af befolkningen har objektiv interesse i at støtte monopolernes, bureaukraternes og unionspolitikernes projekt. Derfor skulle flertallet hetzes, skræmmes, trues eller lokkes til stemme mod deres virkelige interesser. Som i 1992 lykkedes det ikke.

Husk det nu! For mønstret er det samme hver gang: Ved hjælp af kontrollen over statsapparatet, institutioner og virksomheder, medier - og ikke mindst pengene - skal befolkningen presses til at stemme, som magthaverne ønsker.

Der hetzes derfor bestandig mod Nej-siden: ikke bare mod Nej-politikerne, men mod unionsmodstanderne som sådan. I kraft af stil og tone i debatten og medierne fremstilles vi som dumme og mindreværdige - og der lægges et betydeligt psykisk på hver enkelt. I sidste ende er det klassebestemt: det afspejler den herskende klasses foragt og frygt for arbejderklassen og det brede folk.

I hele valgkampen trues der ligeså konstant, og stadig mere intenst i tiden lige op til afstemningen: Stemmer du Nej, kommer der indgreb, renten stiger, skatten stiger. Arbejdsløsheden vokser dramatisk. En kontant regning skrives ud. Altså: ‘Stem Ja, hvis du vil bevare dit arbejde, dit hjem, og undgå et greb i din slunkne pengepung!’ Denne gang overgik ja-siden sig selv i grovhed ved at bebude et kraftigt økonomisk indgreb umiddelbart efter afstemningen. Det er en uhørt afpresning.

‘Presset på kronen’ og valutauroen - det prøvede middel fra 72 og senere - udeblev kun, fordi euro’en selv sørgede for masser af uro.

Og en trængt ja-side udsteder ‘garantier’ i massevis. Tilmed skriftlig garanti for folkepensionen i 40 år! ‘Garanti’ for at et ja ikke fører til velfærdsforringelser på noget punkt, ‘garanti’ for at Danmnark vil bruge vetoretten, hvis Nice-traktaen skulle overdrage yderligere suverænitet eller antaste ‘velfærden’.

Kedeligt nok for tilhængersiden er en stor del af befolkningen immun overfor de falske garantier fra løftebryderen Nyrups side: folk husker hans ‘garanti’ for at ‘undtagelserne står fast’ eller hans efterlønsgaranti, og ved, at de ikke holder nogen steder. At selv de skriftlige garantier ikke er det papir værd, de er skrevet på.

Og løfterne er der heller ingen ende på: ja sikrer velfærden, freden, pengepungen, arbejdspladserne o.s.v. Men desværre for tilhængerne har folk hørt det før. Siden 72 faktisk. Og arbejdsløsheden er stadig meget større end da Danmark kom ind i EF, efterlønnen er blevet beskåret, arbejdsløshedsunderstøttelsen forringet. Skole- og sundhedsvæsen i dårligere forfatning. O.s.v. O.s.v. Nej-sigerne er med rette overbevist om, at med euro’en følger der mere af den slags med!

Derfor bliver det stadig sværere at få et ja. Denne gang var der også et par faktorer, som virkede positivt for Nej-siden: at Østrig-sagen viste, at EU står for indblanding i den nationale selvbestemmelse. Og at euro’en blev et internationalt politisk spørgsmål, fordi den kom i krise og viste sig som en svag valuta, et skrøbeligt projekt.

Resultatet: et massivt flertal fra den arbejdende befolkning i både by og land. Med arbejderklassen som kernen. Der var Nej fra Jylland som helhed, Sjælland, Fyn og de øvrige øer. Hele Danmark. Et flertal i alle aldersgrupper, begge køn. Kun i nogle få velhaverkredse og nogle kiksere blev det et ja.

Men vær nu på vagt over for unionspolitikerne, der nu taler om ‘dialog’ og ‘samling’! De snyder hver gang!