Hjemløse socialdemokrater
Af KOMMUNISTISK POLITIK
I en bemærkelsesværdig tale har den tidligere SID-forbundsformand og socialdemokratiske folketingsmedlem Hardy Hansen sagt et flammende Nej til euro’en og EU - og rettet en sønderlemmende kritik mod Nyrup, Blair, Schröder og Co.s eurosocialdemokrati og den unions-liderlige fagtop. Det gamle ‘venstresocialdemokrati’ er blevet hjemløs.
Hardy Hansen er blevet pensionist - men ikke pensioneret socialdemokrat. Han er langtfra blevet passiv: tværtimod har han markeret sig skarpt på en række felter som f.eks. i den antinazistiske kamp og denne gang op til folkeafstemningen om euro’en.
I en stor tale(offentliggjort i sin helhed som kronik i Dagbladet Arbejderen 23.9) fordømmer han ØMU’en og euro’en som ‘storkapitalens projekt’.
Hardy Hansen, engang en af de fremmeste på ‘socialdemokratiets venstrefløj’ og en solid støtte til Svend Auken som partiformand, må konstatere, at det EU, som socialdemokratiet var afgørende for at føre Danmark ind i og for den videre integration (også mens han selv var aktiv fagforeningsformand og politiker) er et arbejderfjendtligt monstrum:
‘Vi vil med vedtagelsen af den fulde ØMU-model give dem nye kort på hånden til at fortsætte og udvide den asociale og menneskefjendske politik for at tilgodese markedskræfterne og den liberale erhvervsudvikling gennem den helt fri konkurrencestyrede samfundsmodel, hvor den enkelte skal være "sin egen lykkes smed" ved at fjerne alle offentlige og kollektive aftalers snærende bånd for storkapitalen.
Men ikke desto mindre bevæger vi os væk fra det skattefinansierede velfærdssamfund, der afløses af en forsikringspolice, som kan tegnes efter ens økonomiske formåen. Har du penge kan du få - men har du ingen, så er der papkassen under broen. Ja, det vil være en katastrofe at gå væk fra det kollektive til det individuelle samfundssystem. Ja - det vil blive rent anarki.’
Hardy Hansens modvilje mod ØMU’en og EU er indædt, og har aldrig været så udtalt som i dag, hvor han ikke længere tager hverken interne eller partitaktiske hensyn, men er blevet isoleret indenfor sit parti, Nyrups moderne eurosocialdemokrati.
Udrensningen af venstresocialdemokraterne
Hardy Hansen og enkelte andre fremtrædende gamle venstresocialdemokrater (men langt flere nuværende og tidligere socialdemokratiske vælgere) er blevet politisk hjemløse, har ingen basis indenfor partiet, men har valgt en slags ‘indre immigration’. I sin tale fremlægger han en slags politisk platform for en socialdemokratisk venstrefløj, som han bittert konstaterer reelt set er udrenset fra partiet, især efter ‘Kongemordet i 1992’, der gav De radikale og Marianne Jelved ‘ubegrænset indflydelse på regeringens politik’:
‘Som fuldgyldigt medlem af Socialdemokratiet vil jeg gerne undskylde partiets opførsel over for anderledes tænkende. Undskylde de verbale tæsk partitoppen uddeler til vismænd og andre, så demokratiet og ytringsfriheden har lidt et alvorligt knæk.
Før der var nogen, der stjal mit gamle parti - som i øvrigt også foregik i 1992 - var demokratiet og retten til anderledes tænkende n fuldt accepteret linie. (…)
I dag er udrensningen af den progressive venstrefløj, og dermed oppositionen til ledelsen i partitoppen, fuldt gennemført. Den sidste partikongres var et klart eksempel herpå. Afstemningen om ØMUen gav 98 pct. tilslutning til ledelsens anbefaling (…)
Den måde man for tiden undertrykker demokratiet på, er en meget modbydelig og samfundsskadelig partivirksomhed, som baner vejen for en endnu mere reaktionær og borgerlig regeringsdannelse efter et kommende folketingsvalg. Det ser man, når socialdemokratiet i dag ikke giver plads til EU-skeptikerne blandt partimedlemmerne og ikke giver plads til de 56 procent af LOs 1,5 millioner medlemmer, der er modstandere af ØMU-modellen, som LO ville have holdt skjult for medlemmer og offentlighed.’
Hardy Hansen taler om ‘det diktatoriske holdningsskifte i den socialdemokratiske arbejderbevægelse’ og langer tilsvarende ud efter fagtoppen, ikke mindst CO-Metal, for at fylde arbejderklassen med løgn sammen med Dansk Industri. Og han tilføjer:
‘Desværre er der stærke kræfter i toppen af international fagbevægelse, der åbent arbejder for en korporativ EU-stat, som medfører, at fagbevægelsen bliver en del af det europæiske statsapparat. For hurtigt at komme ind i varmen bakker de også op om ØMUen med alt, hvad det indebærer af ny-liberalistisk politik til skade for lønmodtagerne.’
Han understreger, at med ØMUen vil fagbevægelsen ‘forsvinde med årene’, og at indførelsen af det enstrengede sociale system vil være et ‘afgørende spark’. Også strejkeretten vil forsvinde.
Platform uden basis
Hardy Hansen fastholder i sin politiske platform den socialdemokratiske grundillusion, som han fortsat deler med Poul Nyrup: at der kan lægges bånd på storkapitalen, at der kan skabes en menneskevenlig og arbejdervenlig kapitalisme. Derfor ønsker han at genoprette den ‘nordiske velfærdsmodel’, som han selv viser er blevet ramponeret til ukendelighed, og hvis sidste rester står for fald. Hans vrede og bitterhed til trods ser han ikke, at den gamle socialdemokratiske venstrefløjs rolle har været - med fraser og løfter om at tæmme kapitalen - i stedet at gøre dens rakkerarbejde: at lænke arbejderne med klassesamarbejdsillusionerne til kapitalen (og også til Unionen). Blot for at blive belønnet med et spark ud i mørket.
Det spinkle håb om et ‘politisk comeback’ for hans fløj indenfor partiet (knyttet til den detroniserede Konge og hans soldater, der ivrede for et ja til euro’en, og til den spinkle faglige ‘venstrefløj’ i partiet) er rent illusorisk, for kapitalen har brug for det moderne eurosocialdemokrati, og ikke det gamle nordiske socialdemokrati. Det har faktisk ingen brug for. Den ‘nordiske model’ og dens partisoldater vender ikke tilbage. Der er ikke engang plads i socialdemokratiet til en venstrefløj med rod i arbejderbevægelsen og en politisk platform som Hardys. Og heller ikke i de ny euro-skeptiske socialdemokratier udenfor, selvom både SF og Enhedslisten står på spring for at overtage stemmerne.
Socialdemokratiet og LO-toppen viser i disse år deres sande arbejderfjendtlige ansigt, når de opfylder deres rolle som redskaber og partnere for storkapitalen. Og for arbejderklassen er der ingen vej tilbage: kun vejen frem, over opgøret med alle socialdemokratiske illusioner, alle drømme om at lægge bånd på kapitalen, eller under globaliseringen skabe en human kapitalisme. Der en kun en vej: overvindelsen og tilintetgørelsen af kapitalismen selv og dens redskaber.